Hjortelasagne med blåskimmelost og svampe
Som en del af fem retters menuen i lørdags var det oplagt at lave en spændende lasagne, og da jeg havde hakket kronhjortekød tilbage fra vildt-benspændet i december måned, så fik jeg lyst til at lave en hjortelasagne.
Hjortelasagne
Forret til ca. 8 personer – eller hovedret til 4-5 personer
1 stort rødløg i tynde både
en god klat smør
300 g hakket kronhjortekød
250 g svampe – helst portobello, som du godt kan finde i danskproduceret udgave pt.
3 spsk ribsgelé
2 tsk timian
salt og peber
7-9 lasagneplader
150 blåskimmelost – gerne gorgonzola eller lignende
3 dl fløde
1-1½ dl revet pecorino
Svits løget i smør i en gryde og tilsæt det hakkede kød. Lad det brune, inden du hakker svampene fint og hælder dem ned til kødet. Rør godt rundt. Efter fem minutter tilsætter du ribsgelé og timian og lader så kødsaucen simrer videre i 10-15 minutter. Tilsæt lidt vand hvis det er ved at blive for tørt. Smag til med salt og peber.
Smelt blåskimmelosten i en kasserolle sammen med fløden. Læg lasagnen sammen (først lidt ostesauce, så kød, så lasagneplader osv.) og slut af med lasagneplader og derpå pecorino. Sørg for, at de sidste lasagneplader har fået lov til at trække i nykogt vand i mindst fem minutter, inden du bruger dem – ellers kan overfladen af lasagnen godt blive lige lovlig sprød.
Bag lasagnen i ovnen ved 200 grader i ca. en halv time.
Lige inden serveringen blev hver tallerken penslet med lidt glaze, inden et stykke hjortelasagne blev sat oven på. Lidt fintsnittet hvidkål udgjorde det sunde tilbehør – og lidt surtsyltede stikkelsbær det sure.
Note: Dette er en ret interessant udgave af lasagne. Kødet smager kraftigere end oksekød, så det er en mørkere og mere intens smag, du arbejder med. Derfor brugte jeg rødløg og ribsgelé, da det supplerede vildtkødet godt. Jeg overvejede kraftigt at bruge allehånde eller enebær til at krydre lasagnen med – men turde ikke helt. Det vil jeg dog gøre en anden god gang, for det tror jeg godt, at lasagnen kan bære. Blåskimmelosten gør sig rigtig godt sammen med vildtkødet – noget jeg også eksperimenterede med til gemalens fødselsdag for to år siden. Den kommer dog ikke til at virke så kraftig i lasagnen, da vildtkødet også smager godt igennem, og lasagnen endte med at have en rigtig god balance.
Ihhhh, du laver sådan noget spændende mad : D
VH Hanne
Tak skal du have! 😀
Wow, den ser lækker ud den lasagne! 🙂
Tror helt klart at du skulle give den en gang enebær(ved ikke med allehånde – det bliver måske for julet) næste gang – det er fast inventar når jeg tilbereder vildt.
Hvad er det for en glace du har penslet tallerknerne med?
Mange tak 🙂
Jeg var også stærkt fristet, men kødet duftede ret kraftigt under stegningen, så jeg blev i tvivl om, hvorvidt det ville blive for voldsomt. Men næste gang…
Det var en helt almindelig købe-glaze, som jeg faldt over i en butik på et tidspunkt 🙂
Nøj, hvor vil jeg altså gerne inviteres med til gemalens fødselsdag næste år. Hvor kan jeg lære ham at kende?
Hehehe! I dette tilfælde var det for familien, så det bliver lidt svært. Tror ikke at nevøen på 5½ år er frisk på en kæreste endnu 😉
Hvor lyder det helt og aldeles himmelsk – havde jeg hjort på lager, var det straks blevet afprøvet! 😀
– Anne
Tak skal du have! Den er bestemt værd at afprøve 🙂
Spændende lasange! Hvis jeg kan støve noget hakket vildt op må den da lige prøves!
Pøjpøj med det! Smagen er kraftigere og sødere end normal lasagne, så brug den gerne som forret eller mellemret 🙂
Det lyder lækkert med en hjortelasagne! Jeg kan forestille mig, at blåskimmelosten gør sig rigtig godt sammen med vildtkødet, som du også skriver …
Lige præcis, det er en god kombination 🙂
Herlig sammensætning. Den vil jeg huske, når jeg kan få fat på mere hakket hjort her på øen
Pøjpøj med det 🙂