Hasselnøddeis med karamelliserede nødder

Hasselnøddeis med karamelliserede nødder

Det er ved at være et stykke tid siden, men jeg forkælede faktisk nogle gæster med en dejlig hasselnøddeis tilbage i maj måned. Det var de samme gæster, der blev udsat for mild fiskerilette, honningglaserede revelsben samt fyldte snackpebre.

Inspirationen hentede jeg hos Louises Madblog. Jeg undlod dog at bruge chokolade, og så skruede jeg ned for mælken, op for fløden samt tilføjede karamelliserede hasselnødder. Jeg ville dog gerne have haft en mere kraftig hasselnøddesmag, så i nedenstående opskrift har jeg også brugt lidt flere hasselnødder.

Hasselnøddeis med karamelliserede hasselnødder

ca. ½ liter

150 g hasselnødder
3 dl fløde
1 dl mælk
3 æggeblommer
100 g rørsukker
1 spsk smør

Tag 25 g hasselnødder fra og rist de resterende nødder på en tør pande, indtil de begynder at dufte. Hæld nødderne over på et tørt, rent viskestykke og gnub hasselnødderne med stoffet, så skallen kan gnubbes af. Smid de afskallede nødder i en blender eller minihakker og blend dem, indtil de er blendet/hakket i små stykker.

Hæld mælken i en kasserolle sammen med fløden og 75 g sukker. Når det er på grænsen til at koge, hælder du de hakkede nødder i og slukker for varmen. Lad det køle af, indtil det er håndvarmt. Rør rundt i kasserollen med en ske og dæk dernæst overfladen af væsken med husholdningsfilm. Stil kasserollen i køleskabet en times tid.

Si hasselnøddefløden. De finthakkede hasselnødder kan du gemme og bruge i brød eller nøddepandekager. Fløden opvarmes igen ved mediumvarme. Under opvarmningen pisker du de tre æggeblommer i ét ad gangen. Fortsæt opvarmningen, indtil massen begynder at tykne. Tag gryden af varmen og lad den cremede flødemasse køle helt af i køleskabet. Når den er iskold, kører du den på en ismaskine, indtil du får en cremet hasselnøddeis.

Inden du vil servere din hasselnøddeis, foreslår jeg, at du laver karamelliserede hasselnødder, som du kan drysse oven på isen. Det gør du ved at tage de sidste 25 g hasselnødder og hakker dem groft. Smid dem på en pande sammen med smør og de sidste 25 g rørsukker og varm det op, mens du rører i det med jævne mellemrum. Når sukkeret karamelliserer, sørger du for at røre ekstra godt rundt og derefter fordele nøddemassen på et stykke bagepapir. Når nøddemassen er kølet af, kan du hakke den i mindre stykker med en kniv og derefter drysse over din hasselnøddeis.

Note: Dejlig mild og cremet hasselnøddeis, der får lidt crunch fra de karamelliserede nødder. Jeg plejer ofte at undgå at bruge æggeblommer, når jeg laver is og bruger i stedet sukkersirup til at give den cremede konsistens. Jeg blev dog positivt overrasket over æggenes evne til at give en god konsistens i denne hasselnøddeis, så det er ikke sidste gang, jeg eksperimenterer med det.



1 thought on “Hasselnøddeis med karamelliserede nødder”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *