Foccacia med tomater
I min spontane glæde over alle de lækre sommergrøntsager, som nu vælter frem i butikkerne, kom jeg for nylig til at købe en stor mængde tomater. De holder sig som regel ganske godt, men eftersom temperaturerne også har været 25-27 grader i et godt stykke tid efterhånden, så skulle tomaterne hurtigt have ben at gå på, og jeg besluttede mig derfor for at bage en omgang foccacia.
Det blev til med en stor portion foccacia – helt præcist en hel bradepandefuld. Men så er der også lidt til fryseren, med mindre du gør som undertegnede og inviterede en masse frokostgæster.
Foccacia med tomater
1 bradepande
4 dl lunkent vand
25 g gær
3 dl durummel
4½-5 dl hvedemel Tipo 00
2 tsk salt
2 tsk rørsukker
2 spsk olivenolie
Topping:
250 g cherrytomater, halverede
3-4 spsk olivenolie
salt og peber
en håndfuld frisk oregano
Hæld vandet i en stor skål og rør gæren ud i den. Tilsæt derefter salt og olivenolie, inden du først rører durummel og rørsukker i og derefter hvedemel. Brug gerne Tipo 00, der er italiensk hvedemelstype, du kan få i de større supermarkeder. Almindeligt hvedemel kan dog også bruges. Ælt dejen godt, indtil den er smidig, og læg så et fugtigt viskestykke over. Lad den hæve til dobbeltstørrelse.
Vend dejen ud på en bagepapirbeklædt bradepande. Smør håndfladerne ind i lidt olie og træk så dejen ud, så den fylder hele bradepanden. Sørg for, at dejen er nogenlunde lige høj hele vejen rundt. Brug fingerspidserne til at prikke fordybningerne i dejen. Pensl godt med olivenolie på og fordel så de halverede tomater ud over dejen. Drys salt, peber og oregano over.
Lad din foccacia efterhæve i 15-30 minutter, inden du bager den ved 200 grader i ca. 30 minutter, indtil den er gylden.
Du kan spise foccacia, som den er, men du kan også bruge den som tilbehør – for eksempel til grøntsagssupper eller som en del af en sommerbuffet.
Note: Dejligt saftigt madbrød. Foccacia findes i mange forskellige udgaver – blandt andet med rosmarin og kød – så er du ikke så meget til tomater, kan du sagtens bruge en anden topping.