Disotto Ristobar

disotto ristobar, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Roskilde

DiSotto Ristobar er en af de nyeste restauranter i Roskilde. Ejerne er de samme, der stod bag pizza-take-away-biksen Disotto, som desværre lukkede i foråret. Men lukningen skyldtes, at de var på jagt efter nye og større lokaler, så de kunne åbne en ‘rigtig’ restaurant, og det skete så for en lille måneds tid siden.

DiSotto Ristobar er en italiensk restaurant, og menuen består naturligvis primært af pizza og pastaretter, men der har også sneget sig nogle kødretter ind samt både forretter og desserter. Da vi allerede vidste hvor gode pizzaer, Disotto plejer at lave (byens bedste pizzaer, punktum!), så valgte vi at gå lidt andre veje denne aften.

disotto ristobar, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Roskilde

Vi lagde ud med at dele et bræt med skinke, pølse og ost samt grøntsager, pesto og brød. Jeg vidste fra den oprindelige pizzabiks, at det var noget, ejerne gik meget op i, så jeg tænkte, at det var et godt valg. Og vi blev bestemt ikke skuffede – hjemmebagt lækkert brød, kvalitets-kødpålæg samt et fint udvalg af oste. Og den hvidløgs-smøreost var to die for!

disotto ristobar, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Roskilde

Gemalen og jeg havde hver valgt en kødret som hovedret. Jeg tog kalvefilet med gorgonzolasauce og kartofler (sidstnævnte lå under kødet), mens gemalen tog en udgave med tomatsauce og kapers. Og her må jeg desværre indrømme, at gemalen var den heldigste, for min gorgonzolasauce var ganske enkelt for salt. Om det skyldtes osten i sig selv, eller om der var smagt til med for meget salt, ved jeg desværre ikke, men det var lidt for salt til mig.

disotto ristobar, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Roskilde

Der var heldigvis en smule appetit tilbage, så vi besluttede os for at dele en dessert. Til den ville jeg godt have en Espresso Martini, og her fik jeg en fin kraftig udgave. Den kunne godt have brugt lidt mere afkøling, men den havde en god fyldig smag.

Vi delte en portion tiramisu og fik den søreme anrettet på to tallerkner – meget fin service. Desserten var glimrende, men det er jo ret forskelligt, hvordan folk foretrækker tiramisu, og jeg er mest til den svampede udgave. Denne her var bestemt ikke tør, men jeg var nu glad for, at jeg havde drinken ved siden af til at give lidt ekstra kaffesmag.

Madmæssigt levede DiSotto Ristobar fint op til vores forventninger. Antipastien var virkelig lækker, og hvis vi ser bort fra den lidt for salte gorgonzolasauce, så slap de også godt fra både hovedret og dessert. Desværre – og det er jeg ret ærgerlig over at måtte skrive – haltede serviceniveauet noget den aften. Tjeneren var ikke så opmærksom, så vi måtte vente et pænt stykke tid flere gange, ligesom han heller ikke havde helt styr på menuen og tilmed tabte bestik flere gange. Han nævnte på et tidspunkt, at han ikke plejede at være i restauranten, så det er muligt, at han hjalp til, fordi den faste tjener var syg eller havde fri, men det gav desværre et noget rodet indtryk.

Alt i alt ender jeg på fire stjerner til DiSotto Ristobar for førstegangsbesøget men regner bestemt med, at det bliver endnu bedre næste gang. Og så glæder jeg mig til at få endnu en af deres skønne pizzaer.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *