Café Knarr i Roskilde
For et par uger siden lokkede jeg gemalen med på Café Knarr her i Roskilde. Café Knarr ligger ved Vikingeskibsmuseet, men du kan sagtens besøge cafeen uden at være museumsgæst (det troede jeg i lang tid, at man skulle, så det er den primære grund til, at vi først har fået prøvet stedet nu).
Selvom vejret viste sig fra den pæne side, var der god plads ved bordene udenfor. Vi bestilte maden i selve cafeen, hvor jeg også fik et glas mjød. Jeg spurgte, om jeg kunne få den afkølet, og det kunne jeg godt, hvis de måtte putte isterninger i, hvilket var fint med mig.
Der var som sagt ikke mange gæster denne dag, men alligevel gik der rimelig lang tid, inden vi fik vores mad. Der kom en skål med to slags brød – begge friskbagte og ganske lækre…
… og så en forårsplanke til hver. Det var nemlig en glimrende måde at få prøvet lidt forskellige ting fra menukortet, for planken bestod af røget hellefisk med rævesauce, hønsesalat med syltede havtorn, ølbraiseret gris med kål og syltede rødlæg samt to oste med blommekompot.
Jeg startede med hellefisken, som var mør som smør og lige, som den skulle være. Svinekødet var fint (men kunne dog godt have været lidt mere saftigt) og gik godt sammen med de syltede løg og den gavmilde mængde kål. Points for at servere kål – det ser jeg alt for lidt hos caféerne. Til gengæld var hønsesalaten virkelig, virkelig skidt. Den smagte på ingen måde af høns/kylling – ja, faktisk smagte den ikke rigtig af noget men var bare en hvid og forholdsvis fed creme med noget i. De syltede havtorn passede heller ikke til, men de gav i det mindste lidt smag. Ostene var ret anonyme – her kunne man sagtens have valgt to oste, der havde lidt smag uden at være stærke.
Café Knarr ligger et rigtig hyggeligt sted, og jeg håbede derfor, at det ville være en god oplevelse. Jeg synes desværre ikke, at området ved havnen bugner på gode spiseoplevelser, så her var der måske endelig mulighed for at blive positivt overrasket. Der var bestemt også nogle ting, der trak op ved besøget hos Café Knarr – blandt andet det lidt utraditionelle men spændende udvalg – men ventetiden og især hønsesalaten trak ned. Jeg kan sagtens finde på at spise der igen og for eksempel prøve deres fladbrød med forskelligt fyld, men hønsesalaten går jeg i en stor bue udenom.
Jeg ender på fire stjerner til Café Knarr.