DisOtto i Roskilde

DisOtto, restaurant, pizzeria, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Roskilde, pizzeria i RoskildeJeg køber yderst sjældent fastfood. Det er dyrt og usundt og udvalget her i Roskilde ikke er særlig godt. Det er sandsynligvis bedre end langt mindre byer, men i forhold til byens størrelse er jeg ikke imponeret. Men i år kommer jeg sikkert til at ændre dette, for mine yndlingspizzabagere er vendt tilbage til Roskilde! Deres nye pizzeria, DisOtto, åbnede for en lille måned siden, så det var kun et spørgsmål om tid, før jeg fik tid til at smutte forbi, og det blev så tidligere i denne uge.

DisOtto laver autentiske italienske pizzaer og pastaretter – ikke noget med strimlet skinke af tvivlsom herkomst eller bearnaise (!!!) oven på pizzaen. Vi havde lyst til pizzaer, så gemalen og jeg købte to, som vi delte.

Den øverste pizza var en Mortadella med tomatsauce, mozzarella, pesto, mortadella og cherrytomater. Samlet set var det en yderst velsmagende pizza. Tomatsaucen havde faktisk en tydelig smag af tomater, og jeg mindes ikke at have købt en pizza med så god tomatsauce. Cherrytomaterne var også overraskende smagfulde i forhold til årstiden, og jeg gad godt vide, hvor de får dem fra… Pizzabunden var ikke ultratynd, som nogle italienere foretrækker at bage dem – til gengæld smagte bunden skønt, så det gør ikke noget, at der var mere bund, end jeg forventede. Og hvor tit er det lige, at man køber en pizza, hvor bunden alene får én til at smile?

DisOtto har også et spændende udvalg af hvide pizzaer (dvs. pizzaer, hvor der ikke er tomatsauce men i stedet ost som ‘grundfarve’). Vi skulle selvfølgelig prøve en af de mere specielle og faldt her over en Deliziosa med mozarella, mascarpone, laks, artiskok og rucola. Jeg mindes ikke at have prøvet pizza med laks før, så det var jeg lidt spændt på. Det viste sig desværre, at det var røget laks, og jeg er ikke voldsom vild med lun røget laks (medmindre den er indbagt med flødeost). Det fungerede dog fint her, og pizzaen smagte ganske godt – en fin smagskombination. Jeg tror dog hellere, jeg vil prøve en af de andre hvide pizzaer næste gang, for de så alle fristende ud.

Pizzaerne hos DisOtto koster mellem 75 og 90 kr stykket. Det er ikke meget dyrere end byens andre pizzeriaer, hvor de fleste pizzaer (undtagen de mest simple) koster 65-75 kr. Til gengæld laver DisOtto pizzaer på gode råvarer, og smagen er også derefter. Jeg giver gerne 10-20 kr ekstra for en pizza, der smager så godt.

En klar anbefaling af DisOtto herfra. De har også panini og pasta (med hjemmelavet pasta – ja tak!), så er du ikke til pizzaer, er der skam også andre skønne ting på menukortet. Er de lige så gode til at lave panini som sidst, de havde pizzeria her i byen, så kan jeg også varmt anbefale dem.

DisOtto, restaurant, pizzeria, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Roskilde, pizzeria i Roskilde

8 thoughts on “DisOtto i Roskilde

  1. Fin anmeldelse, som jeg er ganske enig i :-). Jeg har også ventet på deres tilbagevenden lige siden De Marco e Paolo i Hersegade lukkede.

    Som en sidebemærkning har jeg af to omgange prøvet That’s Amore, som vel er den eneste rigtige konkurrent til DisOtto. Først da de lå på Køgevej (hvor DisOtto ligger nu), og efterfølgende i Støden. Deres nye lokaler er superhyggelige (omend meget mørke), men jeg var desværre ikke imponeret over deres pizzaer.

    • Øv hvor ærgerligt mht. That’s Amore. Jeg overvejer at prøve spisestedet på et tidspunkt, men jeg skal nok forbi Why først – det sted er jeg ret spændt på at prøve 🙂

  2. Pingback: WHY Food and Cocktails - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

  3. Pingback: Grundsmag i Roskilde - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *