Citronmarineret havkat

Citronmarineret havkat

Vi fik citronmarineret havkat i weekenden, for jeg måte jo hellere i gang med månedens benspænd. Og da jeg kiggede tidligere marts-benspænd igennem, så jeg, at der skam var et fiske-benspænd på et tidspunkt.

Nu er det ikke så tit, at vi får fisk, men jeg fik købt noget havkat for et par måneder siden, da jeg fandt nogle gode tilbud hos en fiskehandler. Havkat er så fast i kødet, at den sagtens kan steges på panden, men nu fik denne her en tur i ovnen. Jeg synes nemlig, at det er lettest at tilberede fisk i ovnen, for det er nogenlunde samme fremgangsmåde, når det drejer sig om lyse fisk, der er skåret i fileter.

Citronmarineret havkat

3-4 personer

2 fileter af havkat
saft og skal fra ½-1 øko-citron
salt og peber
rapsolie til fadet
evt. lidt friskhakket forårsløg eller porre

Smør et langt ildfast fad med lidt rapsolie og læg fileterne i fadet. Pres saft ud over fisken og top den med citronskal. Lad fisken marinere i mindst en halv time. Drys derefter salt og peber på og sæt fadet i en opvarmet ovn ved 180 grader i ca. 20 minutter. Pynt gerne fileterne med lidt forårsløg eller finthakket porre inden servering.

Citronmarineret havkat kan serveres med mange forskellige slags tilbehør. Jeg valgte en ret simpel løsning med kogte ris og en lun ærtecreme blendet med kogt porre. Du kan dog skrue ekstra op for citronsmagen ved at lave en citronsauce til.

Note: Fin og enkel måde at få fisk på. Jeg elsker at tilberede fisk i ovnen, og en god citronmarinade går man aldrig fejl af. Du kan eventuelt pensle fisken med lidt olie, hvis du er bange for, at den bliver tør, men det var ikke noget, jeg oplevede.

Du kan sagtens gemme eventuelle rester af fisken og spise 1-2 dage efter. Du kan også prøve at lave en havkat-version af denne torskesalat, hvis du blot moser fisken grundigt, inden du rører den sammen med de øvrige ingredienser.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *