Bulgur med abrikoser og pinjekerner

Bulgur med abrikoser og pinjekerner

Til aften havde jeg udset mig en ny opskrift fra “Suveræne salater og brillante buffeter”, der skulle testes – nemlig bulgur med abrikoser og pinjekerner. Den blev serveret sammen med paprikadryssede koteletter og en dressing rørt af creme fraiche 9%, tomatpesto og salt.

Bulgur med abrikoser og pinjekerner

250 g grov bulgur
4 dl vand
150 g tørrede, bløde abrikoser
5 spsk pinjekerner
8 spsk hakket persille
2 spsk hakket frisk mynte (kan udelades)

Dressing:
5 spsk olivenolie
2 spsk citronsaft
salt og peber

Abrikoserne udblødes i vand et par timer – hvis det er nødvendigt – og skæres i små terninger. Bulguren overhældes med kogende vand, trækker ca. ½ time under låg og drypper godt af i en sigte. Pinjekernerne ristes på en tør, hed pande til de er gyldne- husk at røre i dem undervejs. Krydderurterne hakkes fint og dressingen blandes. Alt blandes sammen og smages til.

Note: Supermarkedet var desværre udgået for frisk mynte, så det kunne jeg ikke komme i . Nu lider jeg af den opfattelse, at en god bulgursalat skal indeholde mynte, og da jeg prøvesmagte på den inden serveringen, var den også noget tam i smagen – så jeg endte med at tilføje to tsk knust ingefær, og så fik den noget mere smag. Det vil jeg anbefale, hvis du ikke har frisk mynte 🙂



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *