Bagt pastafad med pølser

Bagt pastafad med pølser

Da jeg søgte på inspiration til mit pølse-benspænd, faldt jeg over den Baked Ziti, som er en slags bagt pastafad med tomatsauce, kød og godt med ost. Retten kan laves med pølser men såmænd også med hakket kød, og indholdet kan – ligesom med lasagne – varieres utrolig meget.

Bagt pastafad med pølser

Ca. 6 personer

400 g ziti pasta (penne kan også bruges)
200 g spansk pølse, skåret i tern
200 g svinekødspølse, skåret i tern
1 løg, hakket
3 fed hvidløg, hakkede
Olie til stegning
1 spsk frisk rosmarin, hakket
½ spsk oregano
800-900 g hakkede tomater
200 g frisk mozzarella, skåret i tern
1 bøtte ricotta
1½-2 dl friskrevet hård ost, for eksempel picorino
Salt og peber

Hæld olie i en gryde og svits løg og hvidløg ved mediumvarme, indtil det begynder at tage farve. Tilsæt de to pølsetyper og svits dem i nogle minutter, inden du tilsætter rosmarin og oregano. Vend det grundigt, inden du rører de hakkede tomater i. Lad det simre under låg i en halv times tid. Imens koger du pastaen. Når pastaen er kogt, smager du tomatsaucen til med salt og peber.

Tag et stort ildfast fad og smør det med lidt olie. Fordel lidt af tomatsaucen ud over bunden og fordel dernæst halvdelen af ricottaen i små kugler. Bred pastaen ud over det og hæld resten af tomatsaucen over. Fordel så resten af ricottaen over sammen med mozzarellaen. Drys den revne ost over og bag pastafadet i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter. Servér det sammen med salat.

Note: Bagt pastafad er en enkel og dejlig form for italiensk-amerikansk comfort food, og sammensætningen kan som sagt varieres i det uendelige.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.