Torsk i fløde

Torsk i fløde

I anledning af mit 90’er-benspænd har jeg selvfølgelig bladret i en række Karolines Køkken-foldere, og her stødte jeg på en ret med torsk i fløde. Det fik mig til at tænke på den store Spis mere fisk-kampagne, der kørte dengang – du ved den med Gunnar og Minna og ”Det er ik’ så ringe endda!”. Ahja, det var dengang, jeg så fjernsyn…

Tilbage til maden. Denne ret med torsk i fløde ligner faktisk nogle af de fiskeretter, jeg også kan finde på at lave i dag. Jeg syntes dog, at det var ret 90’er-agtigt, at retten skulle tilberedes i mikroovn, for jeg har ikke indtryk af, at mange gør det i dag, og det er lidt synd, da mikroovn faktisk kan være ganske fin, når man skal tilberede fisk. Så tilberedningsmetoden holdt jeg fast i, men jeg ændrede lidt på sammensætningen af retten.

Torsk i fløde og porre

2 personer

Ca. 450 g torskefilet
1 porre, skåret i tynde skiver
2-3 dl fløde
1 dl fintrevet hård ost
Salt og peber

Skær torskefileterne i mindre, mundrette stykker. Fordel torskestykkerne og porreskiverne i et ildfast fad og hæld fløde over. Drys salt, peber og ost over og bag torskeretten i mikroovnen ved ca. 900W i 4½-5 minutter. Tjek om fisken har fået nok – ellers giv retten lidt mere.

Servér din torsk i fløde med kogte ris.

Note: Torsk i fløde er en supersimpel og hurtig ret – ikke mindst fordi den tilberedes i mikroovnen. Denne udgave er mildt krydret, men du kan selvfølgelig tilføje flere krydderier, hvis du vil have en kraftigere smagende ret.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *