Jeg har lavet en curry mere, som jeg serverede for lørdagens gæster. Karryretten var inspireret af ‘Klassiske curries’, som jeg også omtalte i opskriften på den vegetariske karryret med æg. I denne thailandske karryret med oksekød skruede jeg op for flere af krydderierne – dog …
Det er dagen før dagen, og det betyder også, at dette bliver det sidste indlæg i mit julesmåkage-benspænd. Den sidste julesmåkage, jeg vil vise frem, er den tyske spekulatius. Det er en julesmåkage, der også findes under navnet speculoos i Belgien og speculaas i Holland. …
Honninghjerter – eller honningkagehjerter som muligvis er det mest korrekte navn – er en af de få julekager, som altid indgår i mine juletraditioner. Hvert år køber jeg nemlig altid to honninghjerter hos bageren i løbet af julemåneden og giver det ene til min elskede husbond (jojo, lidt romantiker er man vel). I år valgte jeg dog at bage dem selv.
Honninghjerter kræver en del forberedelse, eftersom du skal lave en fordej en måned i forvejen. Hvis du nu sidder og ærgrer dig over, at det kan du ikke nå nu, så prøv i stedet denne version af honningkagehjerter, som jeg lavede for nogle år siden. De kræver nemlig ikke en fordej. Men – hvis du vil lave gammeldags honninghjerter, så skal du som sagt lave fordejen en måned i forvejen.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Claus Meyer, men skruede ekstra op for krydderierne samt tilsatte en smule salt. Jeg sørgede også for at udstikke små honninghjerter i stedet for store – dels for, at honninghjerter let kan blive ret store (og det kan virke en anelse voldsomt at servere for folk), dels for at jeg kunne snige det ind under mit julesmåkage-benspænd – selvom det strengt taget ikke er en småkage.
Honninghjerter
ca. 60 små hjerter
Fordej: 600 g honning 600 g hvedemel
Honninghjertedej: fordejen + 3 små æggeblommer 12 g hjortetaksalt 12 g potaske et par spsk vand 10 g stødt kanel 10 g stødt ingefær 10 g stødt nellike en knivspids salt
Pynt: Mørk chokolade glansbilleder, glasur eller sukkerpynt
Varm honningen op, så den er 40-50 grader og hæld den derefter i en skål. Rør melet i og ælt det godt sammen. Vær ikke bekymret, hvis dejen bliver stenhård – det er helt almindeligt. Læg dejen i en bøtte og sæt et tætsluttende låg på, inden du stiller bøtten i køleskabet i 3-4 uger.
Tag dejen ud af køleskabet. Den er sandsynligvis temmelig hård, men du kan gøre den blød ved at give den en kort tur i mikroovnen ved lav effekt. Hæld æggeblommer i en skål sammen med hjortetaksalt. Rør det grundigt sammen. Rør potasken sammen med et par spsk vand i en lille skål – vær obs på, at blandingen bliver ret varm. Læg fordejen på et meldrysset bord og ælt æggeblommeblandingen og potaskeblandingen i. Rør krydderierne sammen i en lille skål og ælt dem derefter ind i dejen. Bliv ved med at ælte i 5-8 minutter, men pas på, at du ikke tilsætter for meget mel undervejs, selvom dejen godt kan føles ret fugtig.
Rul dejen ud på det meldryssede bord. Dejen skal være 4-5 mm tyk. Brug en hjerteformet udstikker – gerne en lille størrelse. Kagerne hæver en del under bagningen, så pas på, at du ikke sætter dem for tæt på hinanden på de bagepapirbeklædte bageplader. Du kan evt. smøre lidt olie på bagepapiret, inden du lægger dine honninghjerter på det, men jeg syntes ikke, det var nødvendigt. Bag kagerne ved 180 grader i 6-10 minutter. Tjek om hjerterne er færdige – de skal være temmelig brune og ikke alt for bløde i overfladen.
Lad hjerterne køle helt af. De bliver ofte ret hårde lige efter bagningen, men det løser du ved at lægge dine honninghjerter i en bøtte med et fugtigt viskestykke over og lader dem hvile i køleskabet i 3-4 dage. Honninghjerternes smag udvikler sig, og de suger fugten fra viskestykket til sig, så de bliver bløde og lækre.
Overtræk honninghjerterne med mørk chokolade og husk at pynte dem. Jeg brugte lidt julet sukkerpynt. Hvis du ikke skal bruge alle honninghjerter med det samme, kan de sagtens holde sig i køleskabet i en måneds tid. Husk at udskifte det fugtige viskestykke med jævne mellemrum.
Intet julesmåkage-benspænd uden de engelske gingerbread men! Sidste år lavede jeg en gingerbread cave – og det gjorde jeg såmænd også i år. Da jeg lavede årets gingerbread cave, lavede jeg en smule om på dejen og brugte resterne til at lave gingerbread men af. …
Det er nærmest umuligt at undgå brunkager i december måned, og jeg må ærlig talt indrømme, at jeg har et lidt anstrengt forhold til denne julesmåkage. Måske har jeg bare smagt for mange dårlige købe-udgaver? Nu er jeg dog omvendt efter at have prøvet denne …
Hjemmelavet gløggekstrakt? Er det ikke lige lovlig tidligt til det? Nej, juleforberedelserne starter skam nu – ja måske allerede for 1-2 uger siden! I anledning af mit varme drikke-benspænd har jeg set lidt fremad, og der er jo ikke længe til, at julemåneden starter. Jul og gløgg går – i min verden – hånd i hånd, og derfor skal jeg naturligvis også eksperimentere med gløgg i denne måned. Da jeg allerede har lavet rødvinsgløgg, hvidvinsgløgg, Glühwein og Lutendrank, så måtte jeg prøve noget andet denne gang, og det blev så hjemmelavet gløggekstrakt.
Ekstrakten indeholder en del sukker og kan med fordel laves flere uger før, at du skal bruge den. På den måde kan den også nå at trække i lidt længere tid. Jeg fandt inspiration hos dejlige Klidmoster, som tidligere har eksperimenteret med hjemmelavet gløggekstrakt.
I Klidmosters version bruger hun blandt andet saft fra citroner og appelsiner. Jeg kom dog i tanke om, at jeg havde et par flasker limonade stående, som jeg købte for lang tid siden for derefter at finde ud af, at de var alt for sure til mig! Men jeg hader at smide råvarer ud, så limonaden blev i stedet brugt som base til gløggekstrakten. Jeg skruede op og ned for en række af krydderierne, ligesom jeg udelod nogle og tilføjede pomeransskal.
Hjemmelavet gløggekstrakt
300 g rørsukker
3 dl sur citronlimonade (kan erstattes med 2 dl citronsaft og 1 dl appelsinsaft)
3 dl vand
skallen og saften fra en øko-appelsin
1 spsk pomeransskal
2 kanelstænger (ca. 5-6 cm lange)
1 laurbærblad
10 allehånde
15 nelliker
10 kardemommekapsler
5 stjerneanis
5 enebær
1 tsk røde peberkorn
1 tsk anisfrø
1 tsk korianderfrø
Hæld alle ingredienserne i en kasserolle og varm det op. Lad det simre i 20 minutter, og stil derefter kasserollen i køleskabet. Lad det trække i et par dage. Si krydderierne fra og kog derefter ekstrakten ind til det halve.
Note: Denne udgave af hjemmelavet gløggekstrakt er sød og krydret på samme tid. Jeg elsker krydret mad og drikke, så jeg kunne godt finde på at bruge endnu flere krydderier næste gang, men jeg synes nu, den har en fin balance. Prøv i øvrigt at bruge gløggekstrakten til andre ting – for eksempel i en dressing til kålsalat.
Blandingsforhold?
Jeg vil foreslå, at du bruger ½ dl hjemmelavet gløggekstrakt sammen med 2 dl god, kraftig og tør rødvin. Er du til meget sød gløgg, så brug en mere sødmefuld vin. Tilsæt evt. et skvæt portvin til sidst. Husk i øvrigt at gløgg lavet på rødvin har en helt anden alkoholprocent end den milde søde gløgg fra supermarkedet 😉
Det der benspænd med texansk mad, som jeg havde i august? Det blev jeg ikke helt færdig med! Jeg glemte nemlig at blogge om denne cowboystuvning, som jeg lavede i slutningen af måneden, og det er lidt synd, for det er nemlig rigtig cowboymad! Jeg …
Hvad er True Texas Chili? Det er sådan set chili con carne, men i modsætning til, hvad de fleste danskere tror, så er der ikke bønner i en rigtig texansk chili con carne. Der skal jo være plads til masser af kød! I chiliretter som …
I går var det juleaften, og hvad er en julemiddag uden rødkål? Jeg medbragte både en varm rødkål og en kold rødkålssalat, og vanen tro kunne jeg ikke lade være med at pille lidt ved denne klassiker.
Varm rødkål er utrolig let at lave – især hvis du har et mandolinjern. Desværre er jeg ikke særlig gode venner med det, vi har i køkkenet, så det plejer at være en opgave for gemalen, når mandolinjernet bliver fundet frem (nejnej, det er ikke en undskyldning for at lokke ham ud i køkkenet… slet slet ikke…*fløjter uskyldigt*).
Varm rødkål med solbær
8-10 personer
½ stort rødkål 2 spsk smør 4 dl koncentreret solbærsaft 1 stykke kanel (5-7 cm) 8 nelliker 1 stjerneanis 5-6 allehånde 3-4 spsk solbæreddike (alternativt kirsebæreddike eller blåbæreddike) ½-1 dl solbærsirup (alternativt hyldebærsirup eller blåbærsirup) salt
Snit rødkålen i meget fine, tynde skiver – gerne på et mandolinjern – og hak det bagefter i mindre stykker. Smelt smørret i en dyb gryde og hæld rødkålen i. Svits det ved middelvarme i et par minutter, inden du tilsætter solbærsaften.
Put krydderierne i en lille krydderi-si (jeg har købt min hos Kunst og Køkkentøj i København). Har du ikke sådan en filur, kan du putte krydderierne i en lang tepose eller vikle det ind i lidt gazebind, inden du putter krydderierne i gryden og sørger for at stikke dem godt ned i saften. Læg låg på gryden og lad det simre ved lav varme i en times tid – husk at røre i gryden et par gange undervejs.
Smag rødkålen til med solbæreddike, solbærsirup, salt og peber. Varm rødkål kan serveres med det samme eller gemmes og opvarmes, når du skal bruge den.
Note: Der er et fint lille strejf af solbær i smagen, uden at rødkålen bliver meget ‘bær-agtig’ i smagen. Varm rødkål passer rigtig godt til den stegte and, men vil også egne sig fint til for eksempel flæskesteg eller frikadeller.
Til julefrokosten sidste weekend droppede jeg risalamanden og lavede i stedet to forskellige slags kager. Den første – en krydderjulekage – fandt jeg inspirationen til i ‘Byens bedste kager’. I opskriften var der dog beskrevet en ret stor portion kaneltrøffel, og jeg syntes, det var …