MissMuffin bloggede for nylig om denne pasta med græskarsauce, som jeg syntes lød ret spændende. Da vi havde gæster i lørdags, hvor en af dem ikke tåler mælkeprodukter, så kom jeg til at tænke på, at denne opskrift let kunne laves uden. Jeg havde ellers …
Nu skal det jo ikke handle om konfekt hele tiden. I lørdags havde vi gæster, og jeg havde lyst til simremad, og det var samtidig anledning til at rydde lidt ud i gemmerne. Kål og rodfrugter er jo drøje i brug, så novembers benspænd havde …
Da jeg i foråret fik en kogebog med amerikanske opskrifter, så jeg straks, at den søde giver havde lavet et helt kapitel, der beskrev en god Thanksgiving Dinner. Sidste år overvejede jeg at prøve at lave det, men kom fra det igen, men i år skulle det være – nu havde jeg jo ikke rigtig nogen undskyldning, når jeg nu havde en fin gennemgang af, hvad der skulle gøres.
Thanksgiving Dinner fejres den fjerde torsdag i november, og da det jo ikke passer så godt ind i vores hverdag, valgte vi i stedet at holde middagen i søndags, hvor vi havde inviteret en håndfuld gæster, der kunne hjælpe os med at udrydde kalkunen. Apropos sidstnævnte var jeg spændt på, om jeg kunne skaffe de råvarer, jeg skulle bruge, men nu er det jo så heldigt, at det er blevet mere almindeligt at fejre amerikanske mærkedage, så Føtex havde indkøbt kalkuner, og vi tog en med hjem. Friske tranebær var til gengæld ikke til at skaffe – de plejer gerne at komme i starten af december – men jeg fandt et glas fra Urtekram, og så lavede jeg en tyndtflydende sauce af det.
Jeg valgte at stege en kalkun (det skal der være til Thanksgiving!) og lave stuffing ved siden af, og så var der også kartoffelmos, sauce, tranebærsauce og djævleæg. Sidstnævnte bruger man gerne som appetizer men kan også spise til selve middagen. Der var også et par andre slags tilbehør, som jeg overvejede at lave, men der var nu riiiigeligt på bordet, så det var godt, jeg ikke gjorde det.
De oprindelige opskrifter er med amerikanske mål, men det har jeg løseligt oversat her, da jeg også selv tog flere af tingene på slump. Vi var seks voksne og en bette størrelse på lidt over to år – og vi havde rester til flere dage bagefter, selvom vi mæskede godt.
Marineret og langtidsstegt kalkun
kalkun på ca. 4½ kg 2½ dl salt 1 dl rørsukker 3½ l grøntsagsbouillon 1 spsk knust sort peber 1½ tsk finthakket kandiseret ingefær 3½ l isvand
Fyld: 1 rødt æble skåret i både ½ løg skåret i tern 1 kanelstang 2½ dl vand
friske rosmarinkviste
To dage før middagen koger du en lage af salt, rørsukker, grøntsagsbouillon, sort peber og kandiseret ingefær – det skal ikke have længe, sørg blot for, at salt og sukker er opløst – og afkøl det derefter og sæt i køleskab.
Dagen før middagen tager du en kæmpegryde – eller i vores tilfælde en nyindkøbt spand – lægger kalkunen ned i (husk at fjerne posen med indmad inden!) og overhælder den med lage og isvand. Det er vigtigt, at kalkunen er helt dækket. Stil den derpå i køleskab – eller i vores tilfælde den store udendørs fryser (tak til vejrguderne for at sørge for iskoldt vejr!), og så skal den ellers blot lagre frem til næste dage – svarende til mellem otte og seksten timer.
På selve dagen tager du kalkunen op og dupper den tør med køkkenrulle. Bland fyldet sammen og giv det fem minutter ved højeste effekt i en mikrobølgeovn. Gnub kalkunen med salt både indvendig og udvendig og hæld fyldet i kalkunen sammen med rosmarinen. Put lidt smør oven på kalkunen og stil den i en opvarmet ovn ved 220 grader i en halv time. Husk et fad med vand nederst i bunden af ovnen.
Efter en halv time skruer du ned til 150 grader og lader den stege videre – jeg mener, at det tog omkring fire timer, men det kan godt svinge afhængig af ovnen, så hold godt øje med kalkunen. Hver halve time overhældte jeg fuglen med lidt hyldeblomstcider (ville have brugt æblecider, men det var vi løbet tør for), og de sidste tre gange var det med saft fra fadet i ovnens bund. Sørg også for, at dette fortsat indeholder væske og ikke brænder tør undervejs. Vil du gerne være sikker på, at kalkunen har fået nok, kan du tjekke med et stegetermometer, som du stikker ind i den tykkeste del af kalkunbrystet. Kødet skal have en temperatur på mindst 83 grader.
Hæld det varme fyld fra og partér kalkunen efter bedste evne.
Note: Jeg har ikke prøvet at stege en hel kalkun før, men det er forhåbentlig ikke sidste gang, for det smagte simpelthen så godt! Der er altså noget over sådan en Thanksgiving Dinner. Hvis du forbinder kalkun med tørt og kedeligt kød, så ville du blive glædelig overrasket, hvis du prøvede denne opskrift, for kødet var saftigt, lækkert og mørt.
Kalkunsauce
saften fra fadet, der stod under kalkunen ca. ½ l hønse- eller kalkunbouillon* 6 spsk mel en sjat god whiskey eller bourbon
Si saften og hæld den i en sovseskiller eller alternativt i en glasskål. Lad det stå lidt, så det er lettere at hælde fedtet fra, og fyld så op med bouillon, så der er en liter i alt. Hæld en sjat i en gryde, der er sat på medium varme, sammen med melet og pisk det grundigt, mens du langsomt tilsætter mere væske. Når al væsken er tilsat, hælder du whiskey i og lader det simre, mens du fortsat rører i det ind imellem. Lad det småkoge i et par minutter, til saucen tykner, og så er den klar.
*Jeg lavede en bouillon af kalkunhalsen, der blev stegt i lidt smør i en gryde sammen med hakket løg og nogle krydderier og derpå kogt med noget vand i 1½ time.
Note: Jeg har hørt, at amerikanere elsker denne sauce, og nu forstår jeg hvorfor. Utroligt at en så simpel sauce kan smage så fantastisk! Uha, hvor var det godt, vi lavede ekstra af denne, så vi også kunne fryse noget ned…
Æble-mandel fyld
5 dl madæbler 3 dl mandler, grofthakkede 2 dl løg, hakket 2 dl knoldselleri i tern smør 1 tsk kanel lidt salt 5 dl brødtern (jeg brugte toastbrød) 2 dl rosiner 1 æg, pisket en sjat æble- eller hyldeblomstcider
Steg æbler, mandler, løg og knoldselleri i en klat smør i en gryde i ca. fem minutter. Tag den af komfuret og bland kanel og salt i. Bland æg med brødtern og rosiner og vend æbleblandingen i sammen med cider. Hæld det i et smurt ildfast fad, dæk det med stanniol og bag det i ovnen ved 180 grader i 30-40 minutter.
Note: Der var fem forskellige opskrifter på fyld i bogen, og jeg valgte den mest julede af dem. Det mætter temmelig godt, når der er så mange nødder i, så det passede godt sammen med 1. advent.
Tranebærsauce
Det her var som sagt en nødløsning, så den skal finpudses, hvis den for alvor skal gøre det ud for tranebærsauce, men jeg gjorde følgende:
1 glas syltede tranebær fra Urtekram 3 spsk rørsukker 2 spsk mørk sirup revet skal fra en appelsin
Hæld al indhold fra glasset i en kasserolle og tilføj resten af ingredienserne. Lad det koge op og så skal det ellers bare småsimre i fem minutter. Afkøl det derefter helt.
Note: Den røde sauce var med til at give lidt sødme og alligevel også lidt syrlighed, hvilket var et godt modspil til de tungere retter.
Djævleæg
9 hårdkogte æg 3-4 tsk mayonnaise 1 tsk sød sennep 1 tsk hvidvinseddike salt og peber paprika til pynt
Halvér æggene og put blommerne over i en skål, hvor du moser dem med en gaffel. Bland mayonnaise, sennep og hvidvinseddike grundigt i og smag til med salt og peber. Drys paprika på lige inden servering.
Note: Enkel og fin lille hapser, som især faldt i god jord hos selskabets mindste. Kan sagtens bruges til påske eller lignende festligheder.
Og en Thanksgiving Dinner slutter selvfølgelig af med en tærte. Ikke fordi man er specielt sulten på det tidspunkt, men det hører sig til, og jeg serverede derfor en græskartærte – dog uden spindelvævspynt.
Hvis du nu sidder og tænker, at det er da noget fjollet at lave en Thanksgiving Dinner som dansker, og om ikke vi får lidt for mange amerikanske traditioner efterhånden, så synes jeg, at du alligevel skal prøve at lave ovenstående middag, for det smagte virkelig godt! Nu lavede vi det mest af alt, fordi det var sjovt og spændende, fordi det er interessant at lære noget om andre kulturer, og fordi vi godt kan lide at hygge os sammen med venner om et godt måltid, og der er Thanksgiving Dinner en god anledning.
Igen tusind tak til Grace, som var så sød og betænksom at sende mig en hjemmelavet kogebog med alle de gode opskrifter – jeg er så glad for den!
Denne stærke rodfrugtssuppe kom på bordet, da vi havde gæster. Det er ved at være et stykke tid siden, jeg sidst har haft mulighed for at lave en treretters menu, så jeg benyttede straks chancen. Jeg vil fortælle om forret og dessert i dette indlæg …
For et stykke tid siden fik jeg nogle kogebøger fra forlaget Klematis – heriblandt ‘Mellemøstlige køkkener’. Jeg havde egentlig først tænkt mig at kaste mig ud i at afprøve opskrifter derfra efter jul, men nu kunne jeg ikke nære mig længere! Jeg kan vældig godt …
I fredags fik jeg atter leget med osso buco, der denne gang kom i selskab med en omgang selleri-kartoffelfad og kogte bønner. Jeg har virkelig genfundet glæden ved den type kød og håber på at få lavet mere med det de kommende måneder, for det er meget velegnet til simremad, som jeg elsker.
Osso buco
2 personer
2 stk osso buco en god klat smør 1 løg i smalle både 2 dl hvidvin en lille håndfuld frisk rosmarin en håndfuld friskhakket top fra knoldsellerien 200 g champignons, halverede salt og peber
Skær et par snit i hinden, der er i kanten af kødet. Svits løget i smørret i et minuts tid og brun derefter kødet på begge sider i gryden. Tilsæt hvidvin, rosmarin og knoldselleritop og lad det simre under låg i halvanden times tid, hvor du vender kødet et par gange undervejs. Hæld de halverede champignons i gryden og lad det simre videre en halv times tid.Smag til med lidt salt og peber.
Note: Uhm! Retten blev primært til, fordi jeg havde en række madvarer, der skulle bruges, og den kom da også til at minde lidt om den anden osso buco ret, som jeg lavede for nylig, men det gjorde den absolut ikke dårligere.
Selleri-kartoffelfad
3 personer
6 kartofler ½ lille knoldselleri ½ l fløde salt og peber revet pecorino
Kartofler og knoldselleri skæres i tynde skiver og lægges lagvis i et fad. Hæld fløde på undervejs og slut af med fløde øverst. Drys med salt og peber og fordel revet pecorino over.
Tilberedes i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter.
Note: Knoldsellerien giver ekstra smag til de ellers traditionelle flødekartofler, og det er en dejlig variant, jeg godt kan lide at servere. Du kan også prøve at tilføje lidt krydderier såsom timian eller estragon. Eller måske lidt hvidløg?
Jeg er lidt bagud med at blogge – for eksempel har jeg ikke fortalt om dette dejlige måltid, som gemalen og jeg fik sidste weekend. Det blev noget spontant, for culottestegen var en lille sag, vi fandt i supermarkedet, da vi handlede ind den dag, …
I tirsdags, da der rigtig blev leget i køkkenet, skulle der selvfølgelig også fremtrylles noget aftensmad, så jeg lavede en gang oksdebov i øl, som kunne passe sig selv det meste af tiden. Til denne oksebov i øl lavede jeg en ultrasimpel salat til (romainesalat, …
I lørdags var det også tid til lidt græskar-kartoffelsuppe. Det er ellers ikke særlig tit, jeg laver suppe, da jeg har lidt aversioner mod suppe på grund af for megen kedelig hønsekødssuppe med fabriksmel- og kødboller i min barndom. Jeg har dog for alvor fået øjnene op for de tyktflydende grøntsagssupper de seneste år, og jeg tror, jeg muligvis er ved at få gemalen med på vognen. Han var i hvert fald positivt stemt, da han smagte denne suppe, men der er også godt med krydderier i, og så har den en dejlig cremet konsistens.
Opskriften fandt jeg i et netforum og justerede, så der kom mindre fedtstof i og mere krydderi.
Græskar-kartoffelsuppe
4-6 personer
2 hakkede løg
20 g smør
skrællet og finthakket ingefær svarende til 2½ valnød i mængden
2 tsk. karry
400 g hokkaido græskar, skrællet og uden kerner
400 g skrællede kartofler og skåret i tern
1,2 l vand
2 fed hvidløg
purløg som grønt drys
Svits løgene i smør, uden at de tager farve. Put ingefær og karry i og rør godt rundt, inden du tilsætter græskar og kartofler. Svits dem i nogle minutter, inden du tilsætter vandet og hvidløgene, lægger låg på gryden og lader det småkoge i en halv time. Blend det til en ensartet suppe og drys hakket purløg på suppen ved serveringen.
Note: Denne græskar-kartoffelsuppe er en krydret suppe, som giver varmen – og så er den jo temmelig sund, hvilket bestemt ikke gør noget.
I går havde vi gæster det meste af dagen. Frokosten når jeg først at blogge om i morgen, men aftenmåltidet får I her. Jeg vil gerne eksperimentere mere med langtidsstegning, så i går var en oplagt mulighed for at lege med en kalveculotte, som jeg …