Vi havde en dejlig dag i går, og der er meget at fortælle om, så jeg vil se, om ikke jeg kan nå at skrive om det i morgen, for der skulle jeg gerne have tid. Men i første omgang kan jeg fortælle om tirsdagens …
Jeg tog en ny kogebog i brug her til aften, da jeg kastede mig ud i en ret fra ‘Mere thaikøkken’ af Hanne Holm. Hendes første bog om thaimad, ‘Mit thaikøkken’, er blandt mine yndlingskogebøger og var den, der startede min fascination af thailandsk mad. …
I går aftes havde vi svigerforældrene på besøg, og jeg benyttede anledningen til at lave en treretters menu – primært kinesisk, men desserten var nærmere thailandsk/vietnamesisk. Jeg hentede inspiration i kogebøgerne ‘Det kinesiske køkken’ og ‘THAI køkkenet’, men da der var flere specialvarer, jeg ikke kunne få fat på lavede jeg mine egne tilpasninger. Bortset fra blommesaucen, der bruges til forretten, og de dejplader, der bruges til wontons, så skulle resten af ingredienserne være ret lette at få fat på. Jeg tillod mig dog at tilføje lidt rejepasta til forretten, for det skal jeg snart have brugt op.
Rejetoasts
4 personer
6 små skiver toastbrød 100 g pillede rejer 1 forårsløg ½ æg 1 spsk koldt vand ½ tsk rejepasta 2 dl sesamfrø rapsolie
Blend de pillede rejer sammen med forårsløg, æg og vand, til det bliver en glat masse. Skær kanten af toastbrødet og smør rejemassen på skiverne, inden de vendes i sesamfrø. Steg brødene i 1 cm dybt olielag på en pande – vær opmærksom på, at olien skal være glohed, når du putter brødskiverne på. Steg dem gyldne på begge sider og lad dem afdryppe. Servér dem varme med blommesauce – eller alternativt sur-sød sauce.
Note: De ser mest elegante ud, hvis de er skåret i mindre trekanter, men jeg tillod mig at servere ‘første omgang’ som et helt stykke toast til hver, og så kunne man skære sig en halv mere, hvis man havde lyst. De smagte bedre, end jeg havde forventet – jeg var lidt skeptisk inden – og mætter ret godt, så brug ikke større portion end den, jeg har angivet.
Dampede wontons
3-4 personer
ca. en tredjedel pakke wonton-plader 250 g hakket svine- og kalvekød 1 forårsløg, finthakket 1 spsk finthakket koriander 1 spsk soyasauce lidt æggehvide
Rør det hakkede kød, forårsløg, koriander og soyasauce godt sammen. Læg en tsk af farsen på hver wontonplade og pensl to tilstødende kanter på pladen med æggehvide. Fold den anden halvdel af pladen over, så det danner en trekant omkring fyldet, og tryk kanten sammen med en gaffel.
Damp dem i ca. 5 minutter – jeg har en smart lille si, jeg kan putte ned i en gryde med lidt vand på bunden, som jeg lagde dem oven på, inden jeg lagde låg på gryden. Serveres varme – gerne med soyasauce til.
Note: Jeg bandede lidt undervejs, for de kunne godt finde på at sidde lidt fast, når de blev dampet, men jeg lærte hurtigt at lirke dem fri, uden at de gik i stykker. De smager dejlig friske – mest af alt på grund af korianderen, så den kan du ikke undvære i denne ret.
Honningglaseret kylling
4-5 personer
500 g kyllingefileter 2½ dl majsmel ½ tsk bagepulver 2½ æggehvider koldt vand ca 2 dl ekstra majsmel fritureolie 2 dl klar honning 1½ tsk sød chilisauce
Skær kyllingekødet i mindre, mundrette stykker. Lav en cremet dej af majsmel, bagepulver, piskede æggehvider og koldt vand. Vend kyllingestykkerne i majsmel og dyp dem i dejen. Frituresteg dem i den glohede olie i et par minutter, til de er sprøde og gyldne. Læg dem i et fad. Smelt honning og chilisauce i en gryde og hæld det over de friturestegte kyllingestykker. Servér med det samme.
Note: Ret spændende med den søde sauce ud over, men jeg syntes, at selve kødet blev lidt kedeligt. Ærgerligt, for de så meget lækre ud, da de kom på bordet.
Wokstegte grøntsager
4 personer
½ blomkål 3 gulerødder, skrællede 1 bakke friske bønnespirer lidt soyasauce lidt honning salt
Skær blomkålen i mindre buketter og skær gulerødderne i tændstiktynde strimler. Svits blomkål i en wok med lidt olie – jeg brugte valnøddeolie – og tilsæt derefter gulerødderne. Giv dem et par minutter – evt. sammen med en sjat vand – inden du tilsætter bønnespirerne. Vend grøntsagerne godt på wokken og hæld derefter lidt soyasauce og honning over samt smag til med salt. Servér straks.
Note: Den pludselige indskydelse med at hælde soyasauce og honning over viste sig at være ret god, for det gav lidt kant til smagen og gjorde grøntsagerne ekstra spændende og velsmagende.
Kokosbudding
5 personer
1½ dl rørsukker 1 dåse kokosmælk 6 æg 30 g smør
Varm kokosmælk og sukker forsigtigt op i en gryde, så sukkeret smelter. Pisk æggene og hæld dem gennem en fintmasket si og ned i kokosmælken. Varm blandingen langsomt op, indtil cremen er blevet tyk nok til at dække bagsiden af en ske. Smør fem små forme – for eksempel ramekiner – og fordel kokosmælken i dem. Sæt skålene i en bradepande i ovnen og hæld varmt vand i bradepanden, så det når halvvejs op ad skålene. Bag dem ved 180 grader i ca. 35 minutter. Brun evt. overfladen et øjeblik under grillen til sidst.
Kan serveres varme eller kolde med lidt flødeskum, frisk frugt eller is til.
Note: Desserten var lidt for ‘bløbbet’ til mig, og jeg tror blandt andet, at det skyldtes, at den blev serveret varm. Vi har en enkelt stående til i dag, som skal prøves i kold tilstand, så der vil jeg melde tilbage, om den bliver bedre af det. De andre syntes dog godt om den varme udgave, og jeg serverede den sammen med lidt bananyoghurtis samt ananas-basilikumis.
Nu er jeg ikke den store suppefan, men jeg synes ikke rigtig, at jeg kan komme uden om at lave en thailandsk nudelsuppe med denne måneds benspænd. Derfor er det godt, at jeg kan få noget inspiration fra Foodfanatic, som har blogget rigtig mange spændende …
Jeg havde set en opskrift på varm kyllingesalat i en lille kogebog, ‘THAI køkkenet’, jeg har stående, og retten bryggede jeg så videre på. Den passede nemlig supergodt ind i månedens benspænd. Jeg skiftede den grønne peberfrugt ud med en rød og mangedoblede mængden samt …
Jeg har brugt eftermiddagen og aftenen i selskab med Klidmoster og Hanne, og der er blevet spist og fjollet en hel del! Jeg udsatte dem blandt andet for en amerikansk-sodavand-bootcamp, så nu har vi fået nok sødestoffer og E-numre for mange dage! Men mere om det en anden dag…
Her til aften blev de udsat for en amerikansk treretters menu, og da jeg havde skrevet opskrifterne ind på forhånd, så kan dette indlæg laves relativt hurtigt. Opskrifterne på hush puppies og tequila lime chicken er fra min amerikanske kogebog, mens resten freestylede jeg mig til. Ideen med kastanjecreme til cheesecaken fik jeg dog fra Kokkekniven, der havde talt om at afprøve det ved lejlighed.
Hush puppies
2½ dl majsmel 1 dl hvedemel ½ pisket æg lidt salt lidt bagepulver 2½ dl mælk
5 dl vegetabilsk olie
Pisk alle ingredienser undtagen olie sammen – massen skal være glat og forholdsvis stiv. Varm olien godt op. Form små kugler med to skeer og put dem i olien. Lad dem stege, til de er gyldne på alle sider og læg dem derefter på fedtsugende papir. Serveres varme.
Note: De blev serveret med en mayo, jeg havde rørt med lidt sød chilisauce samt chilipulver, og jeg er ikke sikker på, at det passede 100% til. Det er nogle pudsige små størrelser. De mætter meget mere, end man skulle tro, men de smager udmærket.
Kartoffelmos med sweet potato og citronmelisse
4-5 personer
2 sweet potatos nogle håndfulde kartofler lidt salt lidt mere smør mælk godt med friskhakket citronmelisse
Kog sweet potatos og kartofler, til de er godt møre. Mos dem med en gaffel, inden du kører dem sammen med lidt smør, salt og mælk, til du får en god konsistens på mosen. Bland den friskhakkede citronmelisse i.
Note: God, frisk kartoffelmos med lidt sødme fra sweet potatos og friskhed fra citronmelissen. Halvdelen af kartoflerne blev kogt med skræl på, så mosen var mere rustik.
Tequila lime chicken
8 kyllingebryster 1½ dl tequila 1½ dl friskpresset limesaft 1½ dl appelsinjuice 2 tsk hakkede koriander på glas 2 tsk chilipulver 1 tsk salt
Bland marinaden, læg kyllingebrysterne i en dyb skål og hæld marinaden over. Dæk skålen til og sæt den i køleskab natten over. Steg dem i ovnen.
Note: Marinaden gav noget smag til kyllingen, men ikke så kraftigt, som det duftede. Det fungerede fint, men for min skyld måtte det godt have været endnu tydeligere.
Kastanje-cheesecake
65 g smør 150 g Digestive kiks 6 blade husblas 200 g flødeost naturel 2 pasteuriserede æggeblommer 2½ dl creme fraiche 38% 1 vanillestang 1½ pasteuriserede æggehvider 55 g flormelis et glas usødet kastanjecreme
Knus kiksene og bland dem med det smeltede smør. Fordel det i bunden af en 20 cm springform. Læg husblassen i blød i koldt vand. Pisk flødeost, æggeblommer, creme fraiche og kornene fra vanillestangen sammen. Bland derpå kastanjecremen i. Pisk æggehviderne stive og bland 40 g af flormelisen i. Vend æggehvidemassen i flødeostecremen og smag til med mere flormelis – jeg brugte ca. 15 g. Hæld flødeostecremen over kiksene og stil kagen koldt til næste dag.
Servér kagen med striber af mørk sirup og friske mynteblade.
Note: Ret mild cheesecake, der fik et godt modspil af den tunge, mørke sirup og i særdeleshed af de friske mynteblade. Kastanjecremen har jeg købt i Frankrig, og den er mindre sød end den, jeg har prøvet at købe i Irma herhjemme, så husk at prøvesmage flødeostemassen, når du laver kagen – flormelismængden skal muligvis være mindre. Og så har jeg i øvrigt konkluderet, at jeg simpelthen får cheesecake alt, alt for sjældent…
Om torsdagen, hvor jeg går til motionsboksning, har jeg ind imellem min makker med hjem, og så spiser vi sammen. Træningen ligger ret sent, så aftenmåltidet skal helst gå ret stærkt, og i går havde jeg da også ‘snydt’ og bagt disse kikærteboller tidligere på …
Vores frugtfad bugner for tiden – og ikke kun på grund af månedens benspænd – så til aftensmaden var det tid til at udrydde nogle bananer, og de kunne meget passende få følgeskab af noget karry, kylling og jordnødder i denne kyllinge-karryret! Jeg havde tænkt …
I søndags havde vi besøg af et vennepar, der snart flytter til udlandet, men der er heldigvis lidt tid endnu, så de kunne godt nå at komme forbi os og grille. Det endte med, at vi serverede grillet kylling med salat og kartoffelsalat til hovedret samen jordbærsuppe med kokos-lime is til dessert.
Det var NYBH, der anbefalede mig opskriften på rom-kylling, og det lød også godt, så den blev afprøvet. Jeg er ret glad for røget paprika, så der fordoblede jeg mængden. I den oprindelige opskrift er der tørret hvidløg, men det har jeg ikke, så jeg erstattede det med tørret ramsløg samt tilføjede noget salt.
I de seneste år har jeg ærgret mig over, at jeg ikke kan lide radiser, for jeg synes, de ser så hyggelige ud og vil være perfekte som snacks. Efter at have set flere eksempler på kartoffelsalat med radiser i, så tænkte jeg, at det var en fin måde at få sneget dem med i en ret, og da jeg samtidig så flere varianter, hvor der også var rygeost i, så vidste jeg, at det måtte jeg også prøve. Rygeost har jeg nemlig aldrig prøvet at bruge i køkkenet. Jeg freestylede en kartoffelsalat ud fra, hvad jeg kunne huske at have set i forskellige opskrifter, og så gik jeg helt i blomst, da jeg lavede salat, for nu er de spiselige blomster i bedet sprunget ud! Juhu!
Marinade: 1 spsk citronsaft 2 spsk lys sirup ½ dl mørk rom
samt salt
Rens kyllingen godt og dup den tør. Bland de tørre krydderier sammen og gnub kyllingen grundigt uden på med krydderiblandingen. Pak den ind i en frysepose og læg den i køleskabet – gerne i op til et døgn.
Pisk marinaden sammen. Læg kyllingen på grillen med en drypbakke under og hæld marinade på af flere omgange de første ti minutter, den steger. Jeg tror, det tog ca. en time at grille den. Drys med salt, partér den og servér – mmm!
Note: Ret lækker udgave af grillkylling – både den tørre og den våde marinade gjorde det til en spændende og delikat spise. Bestemt anbefalelsesværdig!
Kartoffelsalat med radiser og rygeost
4 personer
kogte kartofler til fire personer et bundt radiser ½ agurk en bøtte rygeost (170 g) 1½ dl creme fraiche 9% ½ tsk salt 1 tsk hvidvinseddike 1 tsk sukker en håndfuld purløg klippet i små stykker
Skær kartoflerne og den halve agurk i mindre stykker og radiserne i tynde skiver. Bland dem i en skål. Bland de resterende ingredienser i en anden skål, inden rygeostcremen hældes over grøntsagerne, og det vendes godt sammen.
Note: Uha, jeg kunne godt blive fan af rygeost – det er jo lige mig! Den cremede konsistens og den røgede smag er jo det rene guf – meget, meget velsmagende kartoffelsalat.
Salat med grillede artiskokker og kornblomster
4 personer
½ pakke økologiske salatblade
½ glas grillede artiskokker 1 avokado ½ håndfuld usaltede cashewnødder nogle kornblomster
Skær avokadoen i tern og hak nødderne. Bland salatblade, artiskokker og avokadotern. Drys nødder over og pynt med kornblomster.
Note: Den ser vel nok nysselig ud med de blomster – det kan jeg nu godt vænne mig til, men jeg holder nu også meget af kornblomster. Og salaten smagte ganske glimrende!
Til dessert lavede jeg jordbærsuppe med kokos-lime is. Opskriften på jordbærsuppe havde jeg set i Nettokogebogen ‘Bær’, og jeg fulgte stort set opskriften det meste af tiden. Isen havde jeg set hos Kinna, og her puttede jeg mere lime i, ligesom jeg erstattede vanillestangen med flydende vaniljeekstrakt.
Jordbærsuppe
4 personer
500 g jordbær 15 spsk vand lidt citronsaft en god del sukker
Rens jordbærrene og skær halvdelen af dem i mindre stykker, som du putter i en gryde sammen med vandet. Lad det koge nogle minutter, inden du tager det af komfuret igen og smager til med citronsaft og sukker. Si og afkøl din jordbærsuppe. Skær resten af jordbærrene i skiver og læg dem i en skål, inden du overhælder dem med jordbærsuppe. Servér den sammen med en kugle kokos-lime is.
Note: Jeg har totalt undervurderet frugtsuppe, men hvor er det dog skønt! Jordbærsuppe er en virkelig lækker dessert, når det er så varmt, som det er nu og så passer den godt som dessert til en grillaften, hvor man sjældent har så megen appetit efter at have spist (for) meget grillmad.
Kokos-lime is
4 dl sødmælk 4 dl fløde 1 tsk flydende vaniljekstrakt 10 pasteuriserede æggeblommer 70 g rørsukker 35 g tørret kokos fintrevet skal fra en limefrugt 1 dl friskpresset citronsaft ½ dl kokosmælk fra dåse
Hæld mælk og fløde i en kasserolle sammen med vaniljeekstraktet. Varm blandingen op og tag det af komfuret, lige inden det når kogepunktet. Pisk æggeblommer og sukker sammen i en skål. Hæld forsigtigt den varme væske over æggeblommerne, mens du pisker. Hæld hele blandingen tilbage i kasserollen og varm blandingen op over svag varme under hyppig omrøring, så den ikke brænder på. Rør til cremen bliver tyk.
Bland tørret kokos, limeskal, citronsaft og kokosmælk i den varme blanding. Dæk den til og lad den køle af i køleskabet eller fryseren.
Note: Meget cremet og sød-syrlig is, som passede godt til ovenstående jordbærsuppe. Den var frisk uden at være sur, og da jeg som bekendt er ret glad for citrussmagen, så var jeg glad for strejfet af lime – lækkert!
Dette er en af de retter, jeg har glædet mig til at lave i denne måned – nemlig krydret kylling med ferskner og mandler. Retten er inspireret af en opskrift fra Nettokogebogen ‘Frugt’, men jeg korrigerede flere ting i den – blandt andet undlod jeg …