Denne brombærroulade så jeg oprindeligt i et Alt for Damerne-blad hos frisøren (ja, det lyder kliché, men …). I den version var der solbær i, men da vi har langt flere brombær end solbær i fryseren, så besluttede jeg mig for at lave en ren …
Jeg bagte tranebærboller her til morgen, for vi fik morgenmadsgæster! Det sker bestemt ikke særlig tit, at vi har gæster om morgenen, men der var et vennepar, der gerne ville kigge forbi, inden de skulle hjem til Jylland. Og så skulle de da naturligvis have …
Disse havregrynssmåkager blev min første test af vores nye ovn! Vi har måtte undvære ovn i næsten tre måneder, da vores køkken er blevet renoveret, og leveringen af ovnen blev forsinket. Men nu er det endelig tid til ovnretter igen.
Jeg ville bage nogle simple småkager, jeg kan bruge i et par desserter, og mente jeg, at havregrynssmåkager var et ret godt bud. Jeg overvejede først de havregrynskager, jeg tidligere har bagt, men ville gerne have nogle, der var lidt mindre sprøde og ‘sukrede’ og med flere havregryn i.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Love & Lemons (elsker det navn), men undlod rosiner og valnødder. Det ville – i mine øjne – forvandle havregrynssmåkager til müslismåkager, og så var jeg ikke interesseret i rosiner i den trifli, jeg ville lave senere på ugen. Jeg udelod også en æggeblomme for at simplificere opskriften (og fordi jeg ikke gad at have en æggehvide til overs). Så jeg brugte selvfølgelig også lidt mindre mel.
Havregrynssmåkager
24-28 stk.
2½-3 dl havregryn 120 g smeltet smør 2 dl hvedemel ½ tsk salt 1 tsk bagepulver 1½ dl mørk farin 1 tsk vaniljesukker 1 tsk kanel 1 æg
Rør mel, salt, bagepulver, farin, vanilje og kanel sammen i en skål. Rør smør og æg i og ælt så havregrynene i. Saml dejen til en klump, som du dækker til og lægger i køleskabet i 20 minutter.
Form dejen til kugler på størrelse med en hel valnød og fordel dem på en bagepapirbeklædt bageplade (eller rettere to – selvom du måske med lidt god vilje kan få plads til dem på én plade). Giv dem gerne et tryk, for de flyder ikke særlig meget ud under bagning.
Bag dine havregrynssmåkager ved 175 grader i 12-14 minutter og lad dem så køle af. De er ret sprøde lige efter bagning, men bliver dog bløde efter nogle dage – selv i en lufttæt dåse. Så det er nok bedst at spise dem hurtigt … 😉
Note: Småkagerne har en fin smag af havregryn og en god dybde på grund af farinen. Jeg brugte grovvalsede havregryn, og det var nok lidt for voldsomt, så jeg vil anbefale dig at bruge finvalsede.
Græskarformet gnocchi er ret nuttet, så prøv at lave disse, næste gang du har gæster. Det tager selvfølgelig noget tid at forme de små græskar, så lav dem i god tid inden, at gæsterne dukker op – eller brug de små græskar i en forret, …
Disse hytteost-vafler er mit første eksperiment i månedens benspænd, proteinrig morgenmad. Hytteost har nemlig et højt proteinindhold, og så tænkte jeg, at det samtidig var en fin måde at mindske indtaget af hurtige kulhydrater om morgenen. Jeg tog udgangspunkt i de hytteost-pandekager, som jeg i …
Æblepandekager er en fantastisk måde at bruge nedfaldsæbler på, og du får samtidig en skøn frugtpandekage, som du kan servere som dessert eller til morgenmad i weekenden.
Det er blevet min nye favoritmåde at bage æblepandekager på, så jeg har opdateret mit oprindelige indlæg om æbler i pandekager.
Du kan variere disse æblepandekager, som du har lyst. Jeg har tilføjet lidt sukker til opskriften, fordi jeg brugte relativt syrlige æbler, men du kan helt udelade det, hvis æblerne er tilpas søde. Jeg har også prøvet at lave dem med kærnemælk i stedet for mælk. Det giver pandekagerne lidt syrlighed, men jeg syntes faktisk også, at de blev lidt saftigere. Du kan også overveje at blande lidt havregryn i dejen for at give pandekagerne lidt mere fibre, så de mætter endnu mere. Mulighederne er mange!
Æblepandekager
8 mellemstore og tykke pandekager
3-4 æg 4 dl mælk eller kærnemælk 2 spsk rørsukker (kan udelades) 1 tsk vaniljesukker ½ tsk salt ½ dl rapsolie ca. 5 dl hvedemel (afhænger af hvor tykke du ønsker pandekagerne) 3 mellemstore æbler smør til stegning
Tilbehør: mørk sirup eller honning friske bær, der er i sæson (eller alternativt syltetøj om vinteren) græsk yoghurt
Pisk æg med sukker (hvis du bruger det) samt vanilje, salt og rapsolie. Pisk derefter skiftevis mælk og hvedemel i dejen. Vask æblerne og riv dem på et groft rivejern (undlad kernehuset). Rør de revne æbler i dejen.
Smelt en klat smør på en mellemstor pande og fordel 1½-2 grydeskefulde dej på panden. Steg pandekagen på begge sider, så den bliver godt gylden. Fortsæt processen til du har brugt al dejen.
Servér dine æblepandekager med sirup, brombær og græsk yoghurt, hvis det er sensommer og måske endda weekendmorgen. Serverer du pandekagerne som dessert, så prøv at kombinere dem med brombæris eller nougatis.
Note: Jeg er virkelig fan af at kunne bruge nedfaldsæblerne til noget så lækkert. Det er selvfølgelig ikke noget, man skal spise hver dag, men jeg har da fået dem som morgenmad et par gange den seneste tid. De egner sig også fint til at blive frosset ned, så du kan stege dem på forhånd og have dem klar til en dag, hvor du skal bruge en hurtig dessert.
Denne solbærkage er let at bage, og så kan den sagtens laves med frosne bær, som blot tøes op lige inden brug. Så har du solbær i fryseren eller køber dem på frost i de store supermarkeder, så får du her en skøn kage til …
Saftige og søde kanelsnegle er altid et hit, så det bagte jeg et par gange i sidste uge, hvor jeg var på ferie med svigerfamilien. Vi boede ikke i nærheden af et bageri, så jeg bagte brød hveranden morgen (og stegte pandekager de sidste par …
Så er der valnødde-brownie! Ja, det blev jeg jo nødt til at bage, da jeg havde valnødder, der trængte til at blive brugt. Sådan er det bare. Ooog så er det også alt for længe siden, at jeg sidst har bagt brownie.
Denne valnødde-brownie er baseret på den chokoladebrownie, som jeg bagte, da jeg lavede vaniljeis med brownie i stil med Ben & Jerry. Jeg justerede dog lidt på mængderne og udskiftede lakridspulver med instant kaffe.
Valnødde-brownie
300 g hakket chokolade af god kvalitet 100 g smør 3 æg ½ dl mørk farin 2 dl rørsukker ½ tsk salt 1-1½ tsk vaniljesukker 2 tsk knust instant kaffe 75 g valnødder, hakkede 2 dl hvedemel
Smelt smør og 200 g chokolade i en lille kasserolle ved middelvarme, rør godt rundt og tag kasserollen af komfuret, så snart det er smeltet. Pisk æg, farin og sukker til en let og cremet masse. Tilsæt derefter mel, salt, vanilje og kaffe og rør godt rundt, inden du tilsætter den smeltede chokolade. Vend resten af den hakkede chokolade samt de hakkede nødder i kagedejen og hæld dejen i en lille smørsmurt bradeform eller højt fad på ca. 20×25 cm. Bag kagen ved 180 grader i 25-30 minutter – tjek om kagen er gennembagt ved at stikke i den med en tynd træpind. Hænger der ikke dej ved, når du tager pinden op, er kagen færdig. Lad din valnødde-brownie køle helt af, inden du skærer den i mindre stykker.
Note: Jeg elsker denne letsnaskede udgave. Hvis du vil have den ret snasket, bager du den kun i 25 minutter, men vil du have den mere fast, så giv den 30 minutter. Valnødde-brownie mætter godt, så sørg for at skære den i mindre stykker. Jeg synes, at den er fin som den er, men du kan også pynte den med bærmousse eller servere den med is eller flødeskum samt friske bær.
Der blev stegt brombærpandekager for nogle dage siden, da jeg stadig (suk) har nogle brombær, jeg skal have brugt og ikke får brugt dem alle til smoothies. Det er en festlig servering, som du kan servere som morgenmad i weekenden, som eftermiddagssnack eller selvfølgelig som …