Nu kan jeg snart ikke holde jer hen længere – nu kommer der tacos med fisk på bordet! Jeg mener, hvordan kan man have et mexicansk tema uden tacos!? En taco er en tortilla, der er foldet eller rullet omkring fyld. Her i Danmark tænker …
Blandt forårsretterne hører sig naturligvis også stegte hornfisk, for dem bør du spise i maj måned. Hornfisken er i de danske farvande i april-maj og vender så tilbage igen omkring august-september. Nu har vi desværre ikke en fast fiskepusher her i byen, så ind imellem …
Jeg snupper lige et par ekstra hjemmelavede retter, inden jeg fortsætter med at fortælle om vores New York-tur. I går havde vi nemlig besøg af svigerforældrene, og de blev selvfølgelig udsat for et par benspænds-retter – blandt andet denne forret med dampet torsk med hvidvin.
Jeg valgte at dampe en torskefilet, som jeg havde købt via Aarstiderne. Her kunne jeg nemlig købe MSC-mærket fisk, og det bør man gøre. Hvorfor? Læs mere om det her. Da torsk er en mager fisk, var det oplagt at dampe den, men i stedet for at skære den i mindre stykker og lægge den på dampindsatsen, så valgte jeg at tilberede fisken i ovnen.
Dampet torsk
2 personer – eller forret til 4 personer
Når du laver dampet torsk i ovnen, skal du bruge et ildfast fad. Hæld et par dl hvidvin i. Tag derefter to store pastinakker samt to gulerødder, skræl dem og skær dem i tern på ca. 1 x 1 cm og læg dem i fadet. Min torskefilet var så stor, at den lige blev skåret over en enkelt gang, så den kunne være i fadet. Drys fileten med salt og timian og læg stanniol over fadet, inden den sættes i ovnen. Giv fisken ca. 50 minutter ved 200 grader, men husk at tjekke undervejs, hvis du laver denne ret – det kan være, at din fisk kun har brug for 30-40 minutter (min torskefilet var nemlig ret tyk).
… og sådan ser dampet torsk ud, når den er tilberedt. Fiskekødet var dejlig mørt og skilte sig i fine, saftige flager, når man stak til det.
Tag et par skefulde af rodfrugterne og læg dem på en tallerken. Skær et stykke dampet torsk og læg det oven på rodfrugterne, drys evt. med lidt salt og top fisken med lidt friske krydderier – i dette tilfælde ramsløg.
Dampet torsk er en meget let forret – der i øvrigt også sagtens kan være hovedret, hvis du bruger flere rodfrugter og/eller supplerer med ris eller kartofler – og rigtig dejlig måde at få torsk på. Jeg har – som mange andre – lidt et torske-traume fra barndommen, hvor jeg flere gange fik komplet udkogt og splattet torsk, men dampning er en ret nænsom tilberedningsmetode, og torsken beholder derfor langt mere struktur og smag på denne måde. Prøv eventuelt at eksperimentere lidt mere med krydderierne og rodfrugterne.
Sammen med vinen fik vi Roero Arneis 2011 fra Bel Colle – en lækker og rund hvidvin, som har tilpas megen sødme til, at den vil egne sig godt til en lun sommeraften på terrassen (hvis det ellers kommer på et tidspunkt!). Hm. Nu jeg tænker over det, så tror jeg lige, jeg skal forbi vinhandleren igen, så jeg kan hamstre et par flasker – hvis nu sommeren kommer, så er det jo rart at være forberedt…
Jeg nåede både at lavet røget og dampet fisk sidste weekend. Om søndagen fik vi nemlig denne enkle ret, som du sagtens kan lave en hverdagsaften (hvis du altså har frisk fisk). Jeg var forbi fiskehandleren dagen før, og her begik jeg en fejl. Jeg …
Jeg holder lige en pause fra New York-fortællingen og vil i stedet fortælle om den første benspændsret, jeg har lavet i denne måned. Det blev røgningen, jeg først kastede mig over, da jeg i lørdags fandt grillen frem. Da jeg fortalte om valget af denne …
I fredags havde vi to hold venner på besøg, og som appetizer havde jeg valgt at lave to slags smushi! Konceptet smushi blev opfundet for ca. seks år siden og er kort fortalt smørrebrød inspireret af sushi. Det betyder ikke nødvendigvis, at smushi skal bestå af rå fisk, men nærmere at det er smørrebrød i miniudgave – og gerne i en pyntet og lidt utraditionel udgave.
Jeg valgte som sagt at lave to slags smushi. Den øverste er (næsten) kvadratiske rugbrødsskiver, der er delt på langs og på tværs og derefter smurt med en lækker fasanpaté, som jeg fandt i Irma. De blev pyntet med friske basilikumblade og Cavi-Art med balsamico.
Den anden type smushi blev disse med makrelmousse, der var pyntet med lange stykker purløg og bittesmå citronbåde.
Makrelmousse laver du ved at tage en røget makrel og løfte fiskekødet ud af den (vær opmærksom på, at der ikke er små fiskeben, der sniger sig med, når du fjerner fiskekødet fra skindet). Makrelkødet røres med et par spsk creme fraiche 18% (eller mayonnaise, hvis det skal være lidt syndigt), 1-2 spsk finthakkede frisk purløg og et halvt finthakket rødløg. Smag til med salt, peber og citronsaft.
Jeg var i gang med at lave både forret og hovedret, da jeg skulle lave smushi, så de blev ikke helt så (over-)pyntede, som jeg først havde planlagt, men det er en sjov og anderledes form for appetizer, så mon ikke jeg kan finde på at lave smushies igen en anden god gang?
Jeg kom allerede i gang med månedens benspænd i går, da vi fik denne lækre lakserilette til frokost. Vi var forbi torvet for at købe fisk hos fiskepusheren og ost hos ostepusheren (!), for jeg holdt fødselsdag sammen med familien i dag. Mere om det …
I søndags havde vi inviteret svigermor på besøg, og nu hvor jeg endelig havde lidt ekstra tid i køkkenet, så blev det til en treretters menu. De to første kommer her – nemlig lakse-fennikelrilette og lammeryg med græskar-kartoffelmos. Desserten når jeg forhåbentlig at blogge om …
Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere engelsk end fish and chips, når det gælder mad. Tilbage i 1800-tallet var det noget, som arbejderklassen spiste, men i dag er fish and chips en populær form for take-away, og jeg har flere gange hørt det omtalt som Englands nationalret, selvom det sandsynligvis bare er en skrøne.
Fish and chips er er en simpel anretning, der består af pommes frites og friturestegt fisk – ofte serveret sammen med tartarsauce, der er en mayonnaisebaseret dressing. Kort sagt en ret smækfuld af fedt og kalorier, så det er ikke ligefrem noget, man bør spise særlig tit.
Vi havde inviteret et par venner til brætspilshygge, så mens vi tilberedte maden, blev der hygget i køkkenet med gulerodsstave og hummus – så fik vi da lidt grøntsager indenbords, inden vi nåede til hovedretten.
Tilberedningen af fish and chips starter et par timer før spisetid, så i den hjemmelavede udgave kan man ikke ligefrem tale om fastfood. Kartoflerne skal nemlig skrælles og ligge i isvand, så noget af stivelsen kan trækkes ud af kartoffelstavene. Læs mere i mit indlæg om hjemmelavede pommes frites. Vær obs på, at engelske pommes frites ofte er tykkere end de amerikanske og derfor også kræver længere kogetid i olien.
Da vi skulle lave pommes frites til fire personer, brugte vi 6 bagekartofler, men vi kunne i princippet godt have holdt os til 5 stk. Når et hold pommes frites var friturestegt anden gang, blev de hældt på en bageplade og sat i ovnen ved 110 grader, så de holdt sig varme og sprøde, mens de resterende pommes frites blev stegt. Lige inden servering blev de dryppet med hvidvinseddike og fik et gavmildt drys salt.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift på fish and chips, som Spise med Price brugte, da de lavede det i et af tv-programmerne. Jeg brugte dog lidt mere fisk og salt, og så blev fiskene stegt i rapsolie. Fish and chips bliver ofte tilberedt i jordnøddeolie i England, men generelt skal du blot være opmærksom på at bruge en smagsneutral olie såsom rapsolie eller solsikkekerneolie.
Fish and chips
4 personer
500-600 g torskefileter 3 dl øl 2 æg 175 g hvedemel salt
smagsneutral olie – for eksempel rapsolie
Læg torskefileterne på et fad og drys lidt salt på dem. Lad dem stå og trække en halv times tid. Rør æggeblommer og øl sammen og pisk så melet i. Hæld æggehviderne i en separat skål og pisk dem sammen med en tsk salt. Vend æggehvidemassen i dejen.
Varm olien godt op, så den bliver 175-180 grader. Du kan teste, om olien er klar, ved at stikke et lille stykke rå kartoffel i olien. Bobler og syder det, så er olien klar.
Dyp fiskestykkerne i dejen og lad dem dryppe lidt af på en rist, inden du putter et stykke i olien. Put ikke flere stykker i på samme tid – så falder oliens temperatur, og den kan ikke længere lynstege fisken. Når fisken er blevet gylden på den ene side, vender du den forsigtigt med en hulske og lader fisken stege færdig på den anden side. Derefter fisker (!) den op med en hulske og lægger fisken på noget fedtsugende papir.
Husk at dryppe fiskene med lidt hvidvinseddike og drys med salt, inden de serveres.
Tartarsauce har jeg ikke lavet før, så der måtte jeg surfe lidt rundt på nettet, og jeg fandt ud af, at sammensætningen varierer en del. Jeg faldt dog for Gastrodrengenes udgave, men erstattede persille med estragon og skar ned på purløgsmængden, for der har vi snart ikke mere i krydderurtebedet. Desuden brugte jeg hjemmesyltede agurker og ikke cornichoner.
Tartarsauce 4-5 personer
200 g mayonnaise – gerne hjemmelavet, og ellers kan Hellmann’s anbefales 2 spsk yoghurt naturel 1½ spsk finthakkede kapers 2 syltede agurker 1 spsk finthakket løg 2 spsk finthakket frisk estragon 1 tsk finthakket purløg ½ spsk dijonsennep Salt og peber
Rør ingredienserne sammen og smag til med salt, peber og evt. lidt hvidvinseddike.
I går havde vi gæster det meste af dagen, og det var jo en oplagt mulighed for at lave en benspændsret til frokost. Retten fungerer dog også fint som en let hverdagsret. Jeg må hellere indføre den sædvanlige ingrediens-oversigt, så det er lettere at købe …