Nu vender jeg lige tilbage til det russiske benspænd, for sidste weekend havde jeg denne russiske kage, Bird’s Milk Cake, med til familiehygge. Bird’s Milk Cake stammer tilbage fra Sovjetunionens tid, hvor den blev udviklet af en gruppe konditorer. Det er en form for lagkage, …
Halloween nærmer sig, og så er det tid til at servere gebiskager! Jeg elsker Halloween og benytter vanen tro lejligheden til at lave en række fjollede og uhyggelige kager, og denne gang fik jeg lyst til at eksperimentere med disse gebiskager. Jeg så et billede …
Jeg er absolut ikke færdig med Sønderjylland i forbindelse med mit egnsret-benspænd, for jeg kom søreme til at lave denne dejlige rugbrødslagkage tidligere på måneden! En rigtig saftig og dejlig lagkage fyldt med syltetøj og flødeskum.
Jeg har set en del forskellige opskrifter på rugbrødslagkage men har ikke fulgt en bestemt. Traditionelt set skal der bruges solbærsyltetøj i en rugbrødslagkage, men jeg tillod mig at bruge brombærmarmelade, for jeg var løbet tør for både solbærsyltetøj og solbær, og det nærmeste supermarked havde ingen af delene.
Rugbrødslagkage
ca. 10 personer
Lagkagebunde: 5 æg 150 g mørkt rugbrød, revet eller finthakket 150 g mørk farin 2 spsk kakaopulver 1 spsk hvedemel 1 tsk bagepulver 50 g hasselnødder, finthakket et lille knips salt smør til formen
Fyld: 3½ dl fløde 1 tsk vaniljepulver solbærsyltetøj eller brombærsyltetøj ca. 75 g mørk chokolade, hakket evt. friske bær
Del æggene i hvider og blommer, så æggehviderne er i én skål og æggeblommerne i en anden. Pisk æggeblommerne med mørk farin, indtil det bliver luftigt og skummende. Pisk derefter rugbrødskrummer, kakaopulver, hvedemel, bagepulver, salt samt hakkede nødder i. Pisk æggehviderne stive og vend dem med nænsom hånd i kagedejen. Tag en springform på ca. 24 cm i diameter og smør den grundigt i siderne (vil du lave en rugbrødslagkage med tre lag, skal du i stedet bruge en springform på 20 cm i diameter). Klip et stykke bagepapir til og læg det i bunden af formen. Hæld dejen i formen og bag den i ovnen ved 180 grader i 35-45 minutter. Stik i kagen med en tynd træpind for at tjekke, om den har fået nok. Hvis der ikke hænger kagedej ved, når du trækker pinden ud, er den færdigbagt. Tag springformen ud af ovnen og lad den køle lidt af, inden du fjerner springformens ring. Stil derefter den bagte lagkagebund på køl i et par timer, så den kan samle sig. Det gør den lettere at skære ud.
Nu er det tid til at samle din rugbrødslagkage. Flæk lagkagebunden vandret, så du får to lige store lagkagebunde. Læg den ene på et lagkagefad og smør en gavmild mængde syltetøj ud over. Pisk fløden til skum sammen med vanilje og fordel halvdelen ud over bunden. Læg den anden lagkagebund oven på. Du kan evt. smøre mere syltetøj på, men du kan også gøre som jeg og holde dig til at fordele resten af flødeskummet ud over den. Drys godt med hakket chokolade over og pynt gerne med nogle bær. Jeg brugte friske hindbær fra haven.
Servér din rugbrødslagkage med det samme, eller – hvis du er i god tid – dagen efter, hvor den smager endnu mere fantastisk.
Note: Jeg er ikke så meget til klassiske lagkage, men denne sønderjyske rugbrødslagkage vandt mit hjerte. En saftig og lækker lagkage, der både har dybde i smagen, der holdes i skak af flødeskummet, så kagen ikke bliver for kraftig. Jeg serverede min rugbrødslagkage samme dag, jeg havde lagt den sammen, men da der var rester, fik jeg også mulighed for at smage den dagen efter, og der er den endnu bedre! Mit råd er derfor, at du sørger for at lægge din rugbrødslagkage sammen dagen inden, du vil servere den.
Denne blondie var en del af dessertbordet, da vi havde gæster sidste weekend. Her sluttede måltidet nemlig af med et udvalg af oste, knækbrød, chokolade, mjødsyltede figner, stikkelsbærsyltetøj, portvin og selvfølgelig også denne blondie. En blondie er en hvid udgave af en brownie – dvs. …
Denne pizzakage serverede jeg i går til min ene yndlingsnevøs fødselsdag! Jeg er nemlig så heldig at have to yndlingsnevøer, og nu var det den ældstes tur til at holde fødselsdag. Den mindste yndlingsnevø havde fødselsdag i starten af juli, hvor jeg medbragte en hindbærkage …
En røget chokolademousse?! Eller rettere en chokolademousse lavet på røget chokolade. Se, det var, hvad jeg besluttede mig for at lave, da madbloggeren Foodgeek var så venlig at sende mig et par smagsprøver på den røgede chokolade, han havde eksperimenteret med at lave. Inden da havde Johan nemlig pippet på Twitter om det spændende eksperiment, Foodgeek havde gang i, og da jeg kommenterede, at han var en heldig rad, så syntes Foodgeek ikke, at jeg skulle snydes 🙂
Men hvad laver man så med røget chokolade – altså udover at den selvfølgelig kan spises, som den er? Jeg tænkte straks på det mexicanske og det texanske køkken. Et eller andet sted var det oplagt at bruge det i en fyldig kødsauce eller gryderet, men jeg syntes, det kunne være sjovt at bruge det i en dessert. Jeg kom i tanke om den mexicanske chokoladebudding, jeg lavede i forbindelse med mit mexicanske benspænd. Jeg skelede lidt til den, men endte med at freestyle en chokolademousse, som jeg yderligere krydrede med lidt chili og salt. Nåja, og så blev den selvfølgelig pyntet med koriander i anledning af månedens benspænd, for jeg mente, at det ville passe godt til en røget chokolademousse.
Røget chokolademousse
2 personer
ca. 50 g røget chokolade (den ene halvdel mørk, den anden halvdel mælkechokolade)
2 tsk rørsukker
1 æggeblomme
1½ dl fløde
lidt stærk chilipulver
lidt salt
Pisk rørsukker og æggeblomme, indtil sukkeret er opløst. Hak chokoladen og smelt det forsigtigt sammen med 1-2 spsk fløde – enten ved at zappe chokoladen ved lav varme i en mikrobølgeovn eller over vandbad. Rør den smeltede chokolade sammen med æggemassen. Pisk resten af fløden til flødeskum og vend forsigtigt chokolademassen i skummet. Smag til med lidt chili og et lille knips salt.
Fordel chokolademoussen i to glas og stil dem i køleskabet i mindst fire timer. Tag dem ud af køleskabet et kvarter inden servering og pynt dem med lidt frisk koriander.
Note: Jeg var meget tilfreds med mit forsøg på at lave røget chokolademousse. Chokolademoussen blev cremet og lækker og havde et fint strejf af røg, uden at det dog kom til at virke voldsomt. Det lille chilipift og det lille knips salt gav samtidig desserten et spændende krydret touch. Helt sikkert en dessert som mexicanere og mex-glade mennesker vil synes om 🙂
OBS – har du ikke røget chokolade, kan denne chokolademousse selvfølgelig også laves med almindelig chokolade. Det bliver også en lækker dessert, men har dog ikke den røgede smag.
Nu tænker du måske, at billedet herover da ikke viser en hindbærkage – men det gør det! Jeg brugte nemlig en hindbærkage som lagene i en fødselsdagslagkage til mindstenevøen, der fyldte år tidligere på ugen. Det er selvsamme guttermand, der tidligere har fået en minions-kage …
Ideen til denne chokoladeslikkepind opstod under mit mad-inspireret-af-musik-benspænd i april måned. Desværre nåede jeg ikke at lave den i sidste måned, men sådan en fjollet idé skal ikke gå til spilde, så nu får I den – kun 1½ uge forsinket! Min chokoladeslikkepind – som …
Mon ikke de fleste kan gætte, hvem denne lilla chokolademousse er dedikeret til? For nylig døde en af verdens største musikstjerner gennem de seneste fire årtier – Prince. Med månedens benspænd er det oplagt at hylde ham med en ret. Selvom jeg aldrig har været Prince-fan, så havde jeg stor respekt for hans evner som musiker og har selvfølgelig sunget med på flere af hans hits gennem tiden.
Den lilla chokolademousse er en videreudvikling af en hvid chokolademousse, jeg har lavet før. I den lilla version har jeg udeladt kanel, men har til gengæld tilføjet lidt lilla farve samt syltede kirsebær. Jeg overvejede at bruge Amarena kirsebær, da jeg tænkte, at de store, kraftige (og ret parfumerede) kirsebær ville fungere godt i en hyldest til Prince, men dem kunne jeg ikke skaffe, så det blev i stedet til Selleberg kirsebær.
Lilla chokolademousse med kirsebær
2 personer
100 g hvid chokolade 2 æggehvider revet skal fra en halv økocitron lidt lilla fondantfarve 1 dl fløde 30 syltede kirsebær fra Selleberg* 0,75 dl fløde til pynt
*færre hvis du bruger Amarena kirsebær
Hak chokoladen fint og smelt den forsigtigt over et vandbad eller i en mikrobølgeovn ved lav varme. Pisk æggehviderne helt stive og vend den hvide chokolade i. Pisk fløden til let skum og rør farven i. Vend flødeskummet i chokolademoussen sammen med revet citronskal. Fordel lidt af chokolademoussen i to vinglas, læg nogle kirsebær oven på, fordel mere af chokolademoussen, læg flere kirsebær i og fortsæt sådan, indtil du løber tør for chokolademousse. Dæk den lilla chokolademousse med husholdningsfilm og stil glassene i køleskabet i mindst 4 timer.
Når du vil anrette din lilla chokolademousse, pisker du det sidste fløde og bruger flødeskummet til at lave en top på hvert glas med mousse. Pynt med et kirsebær – enten et frisk eller syltet.
Note: Den lilla chokolademousse er cremet og lækker. Smagen er rimelig mild, da jeg brugte Selleberg kirsebær – bruger du Amarena får du en noget kraftigere og mere parfumeret smag.
Da jeg fejrede fødselsdag i lørdags sammen med vennerne, serverede jeg denne chokoladebrownie med karamel som et lille sødt punktum efter tapasbordet. Det er en kage, der rækker langt, for denne chokoladebrownie slår temmelig hårdt, da den først og fremmest består af god, mørk chokolade! …