Stikkelsbærsyltetøj og stikkelsbærsirup
Sensommeren er over os, og det betyder, at jeg har en del sylteprojekter – for eksempel denne stikkelsbærsyltetøj. Jeg har tidligere prøvet at lave stikkelsbærmarmelade, og i den forbindelse læste jeg om en metode til at lave stikkelsbærsyltetøj, hvor bærrene kun koges i starten af processen. På den måde forbliver bærrene hele – i modsætning til den marmelade, jeg lavede, hvor de koges helt ud.
Mine stikkelsbær var ret modne, så de manglede noget pektin til at gøre min stikkelsbærsyltetøj mere fast. Jeg foreslår derfor, at hvis du står i samme situation, så brug et helt umodent æble, som du skærer i fire både. Jeg noterer i opskriften herunder, hvornår de skal i, og hvornår de skal fjernes igen.
Stikkelsbærsyltetøj
800 g stikkelsbær
600 g rørsukker
1 tsk vaniljepulver
evt. 1 syrligt, umodent æble (hvis du bruger meget modne stikkelsbær)
½ dl vand
Skyl og nip stikkelsbærrene i enderne. Hæld bærrene i en kasserolle sammen med vand, sukker og vanilje (og evt. æblebåde). Varm det langsomt op. Når det begynder at koge, tager du kasserollen af og fisker bærrene op. Hæld dem – forsigtigt – over i skoldede glas. Skru lidt mere op for blusset og lad væden koge videre i 10-15 minutter, indtil den bliver mere sirupsagtig (tag herefter forsigtigt æblebådene op). Hæld stikkelsbærsiruppen over stikkelsbærrene. Har du stikkelsbærsirup i overskud – det havde jeg – så hæld det på et glas og brug det til morgenmadsyoghurten eller til desserter.
Note: En rigtig fin stikkelsbærsyltetøj, der både er sød og syrlig på samme tid. Jeg kunne godt have kogt min lidt mere ind, men det er jo en smagssag. Jeg glæder mig til at bruge syltetøjet til ostemadder og andet godt de kommende måneder!
OBS – jeg har stikkelsbærbuske i haven. Bærrene kan være svære at finde i handlen, men de sidste par år har jeg set dem i Irma, og du kan også være heldig at finde dem til torvedag i dit lokalområde.
Det er bedre, at man nipper – og derefter skyller bærrene.