Spansk kartoffelomelet
I weekenden fejrede jeg min fødselsdag sammen med vennerne. I protest over det kolde vejr havde jeg inviteret til sommerfest – altså indendørs – og skruede derfor godt op for varmen, inden jeg serverede sangria og et udvalg af tapas. En af de tapasanretninger, jeg serverede, var spansk kartoffelomelet, som jeg lavede i to udgaver – en med ost og en uden. Jeg syntes dog ikke, at osten gjorde den store forskel.
Inspirationen fandt jeg hos Foodnetwork, der havde en simpel opskrift på spansk kartoffelomelet. Jeg tilføjede sød paprika og ændrede lidt på fremgangsmåden.
Spansk kartoffelomelet
5 mediumstore kartofler
Godt med vindruekerneolie
et mediumstort løg, finthakket
8 æg
(evt. 100 g friskrevet ost – jeg brugte cheddar)
1½ tsk sød paprika
salt og peber
Skræl kartoflerne og skær dem i meget tynde skiver – gerne på et mandolinjern. Hæld ca. en cm olie på en stor pande (gerne en, der kan tåle at komme i ovnen) og fordel kartoffelskiverne ud over, så de ligger i et jævnt lag. Læg låg på og lad det simre i ti minutter. Mens kartoflerne simrer i olien, hælder du lidt olie på en anden pande, inden du drysser paprika på. Tilsæt løgternene og vend dem grundigt på panden. Lad det simre, indtil de er møre.
Hæld olien fra kartoflerne men forsøg at holde kartoflerne på plads på panden. Pisk æg med salt, peber og løg og hæld dernæst æggeblandingen ud over kartoflerne, så det fordeler sig jævnt. Hvis du har valgt at bruge en pande, der kan komme i ovnen, så er det nu, du sætter den ind ved 180 grader i et kvarters tid (bagetiden kan variere afhængig af, hvor tyk din omelet er). Hold øje med den – den skal være gylden og fast uden at blive for kompakt. Har du ikke en pande, der kan komme i ovnen, så steger du blot omeletten på panden og vender den forsigtigt efter 8-10 minutter, så den også bliver stegt på den anden side.
Lad din omelet køle lidt af, inden den serveres.
Spansk kartoffelomelet er som sagt en tapasservering, men du kan også sagtens servere den til frokost sammen med en salat.
Note: En udmærket måde at servere vegetar-tapas på. Personligt er jeg ikke så god til æggekager og omeletter, men dette var en fin variant, hvor kartoflerne var med til at give lidt bid og fylde til den ellers ret bløde servering.