Rullede rødspættefileter

Rullede rødspættefileter

Det sidste indlæg, jeg når i forbindelse med mad uden mælkeprodukter-benspændet, er disse rullede rødspættefileter, som jeg fyldte med auberginemos og serverede sammen med auberginecreme samt nye kogte kartofler. Til selve auberginecremen brugte jeg en soya-yoghurt, hvor jeg normalt ville have brugt yoghurt naturel eller eventuelt creme fraiche.

Rullede rødspættefileter med auberginecreme

2 personer

4 små rødspættefileter
1 mediumstor aubergine
1 tsk fennikelfrø
salt og peber
1 dl hvidvin
1 dl soya yoghurt

Tilbehør:
små kogte kartofler
fine strimler af grøn asparges

Varm ovnen op til 200 grader. Prik auberginen med en gaffel og læg den på bagepapir i ovnen. Bag auberginen i 40-50 minutter, indtil den bliver blød – vend den gerne et par gange undervejs. Tag auberginen ud af ovnen og lad den køle lidt af, inden du forsigtigt piller skindet af den. Tag ca. 1½ dl af auberginekødet og læg det i en skål, hvor du moser det grundigt med en gaffel. Rør fennikelfrø, salt og peber i. Tag rødspættefileterne og fordel auberginemosen på indersiden af hver fiskefilet. Rul dem forsigtigt sammen – jeg kan anbefale at starte med spidsen, så den kommer inderst i rullen. Læg de rullede rødspættefileter i et ildfast fad og hæld hvidvin i fadet. Bag de rullede rødspættefileter ved 200 grader i 20-25 minutter.

Mens fiskene tilberedes, blender du resten af auberginekødet med soya yoghurt og smager cremen til med salt og peber.

Servér dine rødspættefileter med auberginecreme, kogte kartofler samt lidt fintstrimlede asparges.

Note: Dette er en fin og enkel fiskeret, som favner både forår og sommer med de milde smagsnuancer.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *