Rokkevinge med gulerodspasta

rokkevinge, fiske, citron, smør, gulerødder, olivenDa jeg faldt over rokkevinge hos fiskehandleren i weekenden (det selvsamme besøg, der også resulterede i stegt blæksprutte), slog det mig, at det har jeg aldrig før prøvet at tilberede, så det skulle jeg naturligvis prøve kræfter med.

Vi har med nød og næppe kunnet holde liv i de fleste af vores krydderurter i år – heriblandt en olivenurt, jeg dog ikke har fået brugt så meget i køkkenet, så den fik også lov til at deltage i løjerne. Som navnet antyder, så smager den lille krydderurt af oliven, og derfor kan du sagtens udskifte den med oliven i denne ret, hvis du ikke kan skaffe krydderurten.

Rokkevinge med gulerodspasta
2 personer

1 rokkevinge
lidt hvedemel
salt og peber
smør til stegning
2-3 store gulerødder
ca. 40 g smør
revet skal og saft fra ½ øko-citron
ca. 1½ spsk olivenurt (kan erstattes med oliven, der finthakkes)

Vend rokkevingen i mel og drys salt og peber over. Smelt smør på en stor pande og brun fisken på begge sider. Smelt lidt ekstra smør og hæld det i et ildfast fad. Læg fisken i fadet og sæt det i ovnen ved 180 grader i ca. 25 minutter.

Imens vasker du gulerødderne og kører dem igennem en spiralizer, så du får fine lange gulerodsstrimler. Tag en lille kasserolle og put smørret i sammen med citronsaft + skal og olivenurt/oliven. Varm det langsomt op, indtil smørret er smeltet. Tag kasserollen af varmen og hæld det over gulerodspastaen. Vent et øjeblik, indtil det er kølet lidt af og brug derefter fingrene til at vende smørsaucen i gulerødderne.

Ved anretningen tager du den bagte rokkevinge og skærer i to stykker. Fordel gulerodspastaen på to tallerkner og læg rokkevingestykkerne oven på. Pynt gerne retten med lidt ekstra olivenurt (eller finthakkede oliven).

Note: Rokkevinge er – ligesom mange andre hvide fisk – en ret mild servering. Jeg var ret vild med det saftige fiskekød, der let og ubesværet faldt af fiskebenene i store flager.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *