Restaurant Saji
Jeg spiste på Restaurant Saji for nogle uger siden, da gemalen og jeg skulle se en forestilling på Folketeatret og derfor måtte finde et spisested i nærheden. Og jeg var glad for, at der endelig var en anledning til at besøge Saji, som jeg længe har ønsket at besøge.
Saji serverer indonesisk mad, og de anbefaler, at man vælger 3-4 retter per person. Vi valgte dog lidt færre og blev stadig fint mætte.
Vi delte en lille portion tahu gejrot, der er friteret tofu serveret i en lækker sødmefuld og krydret sauce. Nu har jeg aldrig før fået friteret tofu, men jeg blev straks fan af konceptet, for det gav en spændende og anderledes tekstur, der samtidig fungerede rigtig godt med den krydrede sauce. Det kan være, at jeg vil eksperimentere med den tilberedningsmetode på et tidspunkt.
Derefter fik vi en relativ stor skål siomay udang til deling – dumplings med rejer og serveret med restaurantens signatur-peanutsauce. Og jeg kan godt forstå, at de er stolte af dem, for den var virkelig skøn! Rigtig dejlig ret, hvor jeg også satte pris på, at der var grøntsager til i form af rosenkål.
Den sidste mindre deleret var friterede, indbagte grøntsager med chili ketchup og kewpie mayo. Det blev en lidt tung og fed ret, så jeg var glad for, at de efterfølgende retter var mere krydrede og havde godt med grøntsager.
Vi delte nemlig også to hovedretter, og jeg var især fan af den første – en grøntsagscurry, hvor vi havde tilvalgt en tyk omelet, der blev lagt midt i retten. Der var masser af smag og nuancer i retten og er absolut en af de bedste curries, jeg har fået i år. Der var i øvrigt også ris ved siden af, men på det tidspunkt var jeg allerede ved at være så mæt, at der ikke blev nippet meget af dem.
Den anden hovedret så umiddelbart stor ud, men synet snød lidt, da det meste jo var muslingeskaller. Her fik vi nemlig muslinger i en rimelig stærk og krydret sauce kombineret med løg og friske krydderurter. Det var aftenens stærkeste ret, og her kunne jeg godt mærke, at det begyndte at brænde lidt! Men skøn servering under alle omstændigheder.
Jeg nød en frisk og ganske udmærket drink til maden, og mængdemæssigt passede det jo meget fint, selvom vi valgte lidt færre retter i forskellige størrelser.
Servicen hos Saji var også fin, og det var i det hele taget et restaurantbesøg, der heldigvis levede op til de positive forventninger, jeg havde.
Jeg ender på fem stjerner til Restaurant Saji og et håb om at kigge forbi igen til næste år.
Vi har lige været på Saji og er helt enige i de 5 stjerner! Vi valgte Saji experience, men først efter at have sikret os, at dumplings med rejer og peanutsauce indgik – de var et must for min datter efter at have læst din anmeldelse 🙂
Det er jeg virkelig glad for at høre! Vi havde jo en god oplevelse der, og når det er et sted, man længe har tænkt på at besøge, så er det ekstra dejligt 🙂