Restaurant Pluto

restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restaurant Pluto, restauranter i KøbenhavnI sidste uge var jeg – som tidligere nævnt – på juleshopping med min Onkel Rejsende Mac, og vores rute endte på Restaurant Pluto, hvor vi mødtes med kæresterne. Stedet åbnede for få måneder siden, og indtil nu har jeg kun hørt godt om stedet – hvilket viste sig at være helt fortjent. Jeg vil dog lige starte med at undskylde billedkvaliteten – mit kamera var ikke så glad for belysningen.

Der er en del retter at vælge imellem på Restaurant Pluto – både inden for snacks, forretter, hovedretter og desserter – og tjeneren fortalte, at portionerne generelt var i forretsstørrelse. Hun mente dog også, at man sagtens kan klare sig med 2-3 retter, og det modsagde – efter min mening – lidt det med forretsstørrelsen.

Gemalen og jeg besluttede os for at dele en charcuterie-tallerken, som var fyldt med lækre pølser, skinke og paté. Især andepølsen – der ligger lige foran de syltede cornichoner – var ret god, men det er en ret stor portion, så det var godt, vi delte den. Du kan i øvrigt sagtens vælge den som forret og så spise en ret mindre end det, vi valgte, men nu ville vi gerne prøve en del ting fra menuen, så vi valgte hver to fiske- eller kødretter samt en dessert.

restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restaurant Pluto, restauranter i KøbenhavnFiskeretterne så ret interessante ud, og her endte jeg med at vælge pighvar, der blev serveret sammen med stegt kyllingeskind og svampe. Fisken var mør og smeltede nærmest på tungen og fungerede overraskende godt med det sprøde kyllingeskind, som gav salt og fedme til retten. Nu har jeg efterhånden stødt på kombinationen af fisk og kyllingeskind et par gange, og det fungerer langt bedre, end man skulle tro. Det er i øvrigt en god ‘begynderret’ for fiskeskeptikere, for fisken er så mild og fast i kødet, at den ikke minder særlig meget om de fisk, folk typisk ikke kan lide (for eksempel kogt torsk).

hovedret, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restaurant Pluto, restauranter i KøbenhavnHovedretten bestod for mit vedkommende af onglet (også kendt som nyretapper), marv, supermøre løg samt rødvin. Det var en rigtig solid og dejlig vinterret. God og kraftig med masser af smag, hvor både kød og løg var så møre, at det kunne spises med sugerør.

isdessert, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restaurant Pluto, restauranter i KøbenhavnSidst men ikke mindst – desserten. Jeg var ved at være mæt på dette tidspunkt, men desserterne så ret spændende ud, så dem blev vi også nødt til at prøve. Det var ret svært at vælge, men jeg endte med en mælkeis med roesirup, små marengs og valnødder. En rar og behagelig dessert med den bløde, milde is, de sprøde, fine marengs samt de søde valnødder. Glimrende afslutning på et rigtig godt måltid.

Maden på Restaurant Pluto var formidabel, betjeningen god og humoristisk, og stedet virkede i det hele taget hyggeligt og velbesøgt. Vi endte med at betale ca. 400 kr per person, hvilket i mit tilfælde dækkede over ½ charcuterie-tallerken, tre retter og et par glas vin. Ret god pris i forhold til kvaliteten.

Det er meget små detaljer, som jeg kan slå ned på mht. besøget på Restaurant Pluto. Vi sad ikke ligefrem det bedste sted – vores runde bord var ret lille til fire personer, og her savnede jeg lidt mere albuerum (eller tallerkenplads om man vil – det var jo først og fremmest dem, der fyldte på bordet). Desuden var køkkenet utrolig glade for at bruge foie gras i mange retterne, og det var lidt irriterende, når man som jeg ikke er synderlig glad for denne spise.

Restaurant Pluto får en helt klar anbefaling og fem solide (jule-)stjerner. Spis der før din nabo!



8 thoughts on “Restaurant Pluto”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *