Conditori & Café H. C. Andersen

konditori, café, Conditori & Café H. C. Andersen, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnFor et stykke tid siden kontaktede Groupon mig for at høre, om jeg ville teste deres koncept. Jeg har flere gange benyttet Sweetdeal og SaveMyDay – generelt med held – og Groupon bygger meget over samme koncept, hvor du kan købe en deal – dvs. et tilbud på et restaurantbesøg, en kulturel oplevelse, en klipning hos frisøren eller noget helt syvende. Ofte er der mellem 40 og 60% rabat på tilbuddet, men så er der også en række begrænsninger ved tilbuddet – det kan for eksempel være, at det kun gælder i tre måneder, at det kun gælder i et bestemt område af landet, eller at det er en bestemt menu, man får. Det kræver kun ganske få klik, før du har købt en deal, så det er en ret let måde at prøve nye steder på og samtidig spare en god sjat penge.

Jeg valgte et gavekort for to personer til Conditori & Café H. C. Andersen i København, for så passede det perfekt med, at jeg tidligere på ugen kunne invitere Onkel Rejsende Mac med på café, inden vi skulle gennemtrawle byen for gode juletilbud.

Tilbuddet lød på: “Julemenu til to personer: flæskestegs- og andebrystsandwich, risalamande, krydderkage, kiksekage og kaffe eller te til 165,- fra Conditori & Café H.C. Andersen. Værdi: 330 kr – spar 50%.”

I den uddybende tekst stod der, at der ville være mini-flæskestegssandwich og mini-sandwich med and, men da det kom til stykket havde caféen blot taget to almindelige sandwiches og flækket, så man kunne få en halv af hver. Ikke videre elegant – men helt sikkert praktisk for dem. Det var desværre ikke frisklavede sandwiches men nogle, de havde stående i en kølemontre, og de blev serveret lidt for kolde og smagte derfor ikke særlig interessant.

Så var der til gengæld mere held med kiksekagen, som havde et lille twist – sandsynligvis appelsin – og var ganske fin. Risalamanden var lidt for blød og bløbbet til mig – jeg bryder mig ikke om, når det er næsten flydende, men der var den helt rigtige mængde kirsebærsovs, og så havde de tilmed været snedige nok til at hælde lidt i bunden af den lille skål, så du ikke kom til at spise al sovsen i første mundfuld. De små krydderkager med nødder var ganske fine, men appelsintoppingen var kedelig.

Sandwiches og kager blev serveret sammen med et par kopper te.

Jeg var ikke synderlig imponeret over kvaliteten på Conditori & Café H. C. Andersen – slet ikke i forhold til normalprisen – og jeg var glad for, at jeg fik rabat på maden, for ellers var jeg gået skuffet derfra. Det var en ret middelmådig oplevelse og derfor ikke et sted, jeg behøver at besøge igen.

12 thoughts on “Conditori & Café H. C. Andersen

  1. Det var rigtig synd, at oplevelsen var så skuffende – navnet på cafeen er ellers smukt! Men sandwiches, der har stået i kølemontre, kan man få på en banegård …

    • Lige præcis – jeg havde højere forventninger til et konditori, og der er jo mange hyggelige steder i København, så der er god mulighed for at finde et bedre sted en anden gang 🙂

  2. Tak for den anmeldelse. Så jeg skal da ihvert fald heller ikke koncentrere mig om at spilde et af mine sjældne cafébesøg på den café.

  3. Jeg synes jeg har oplevet og hørt fra andre at de der 50% tilbud ofte er præget af at de er tilbud. Og som oftest får man jo det man betaler for. Min datter fik et sushigavekort og sushien var elendig – masser af ris og næsten ingen fisk, sur betjening og sindssygt høje priser på drikkevarer (som ikke var incl.). Men så er det jeg ikke fatter, at butikkerne melder sig til sådan noget. Det er jo netop en kæmpe chance for at lokke nye kunder til.
    Kiksekagen ser i øvrigt superlækker ud, tror hellere jeg snart må genskabe barndommens yndlingskage (dog uden Palminen)

    • Jeg har primært haft gode oplevelser, når jeg har benyttet den type deals, men jeg kan dog sagtens genkende det, du fortæller. Og ja – hvis stedet leverer en væsentlig dårligere oplevelse, end man er stillet i udsigt, så betyder det, at man ikke kommer igen. Steder, hvor jeg har haft gode oplevelser, anbefaler jeg jo netop til venner og bekendte.

  4. Hvor er jeg glad for, at der fulgte en beskrivelse med, for billedet ser ret appetitligt ud. Min erfaring er, at man skal se sig for, når man bruger dealsites – det er ikke sjældent, at tingene bliver oversolgt 🙂

    God jul piske!

    • Jeg har heldigvis kun haft et par enkelte dårlige oplevelser med tilbudssider, men det er da helt klart irriterende, når varen ikke lever op til det forventede.

      Mange tak og i lige måde 🙂

  5. Pingback: Restaurant Pluto | Piskeriset på eventyr

  6. Pingback: Restaurant Pluto - Piskeriset på eventyrPiskeriset på eventyr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *