Restaurant Pauli

Restaurant Pauli i Sydhavnen var mødestedet, da jeg havde en aftale med en ven lige inden sommerferien. Det er en restaurant, jeg har haft lidt kig på flere gange – og en af de få, der både havde åbent om mandagen og som samtidig lå tæt på en station (i dette tilfælde metrostationen Mozarts Plads).
Restaurant Pauli har to forskellige tastingmenuer ( 4 serveringer til 295 kr og 8 serveringer til 525 kr), men det var ret lunt, så vi nøjedes med en forret og en hovedret hver. Jeg bad også om et glas vin og fik tilbudt at smage flere forskellige, inden jeg valgte, men den første var så god, at jeg faktisk nøjedes med blot at smage på den, inden jeg valgte.

Til forret havde vi begge valgt melon- og kejserhat sashimi i blomstret vinaigrette med lime ponzu …

… der blev serveret med en lille skål med en creme toppet radise og peberrod samt en skål med salatblade og fladbrød. Tanken var så, at man lavede sine egne ‘håndmadder’ med salat eller brød som base og så toppet med melon og/eller svampe samt creme.
Og lad mig bare sige det således – min ven og jeg sad nærmest og gispede af fryd over, hvor godt det smagte! Jeg var lige ved at drikke saucen bagefter, for filan hvor var det godt! Helt klart i toppen over bedste forretter, jeg har fået i år.

Nu er jeg ret glad for blæksprutte, så jeg blev naturligvis ‘nødt til’ at vælge blæksprutteserveringen med tynde strimler blæksprutte, brunet smør, musling og ramsløg …

… og som tilbehør var der en skål med confiteret kartoffel og ramsløgscreme. Selve blæksprutteretten var frisk og lækker men havde også en fin fedme på grund af smørret. Jeg forstod dog ikke helt kartoffel-tilbehøret, som virkede lidt for tungt og klodset til.
Havde det været en knapt så lun dag, havde jeg sandsynligvis snuppet en dessert (mener der var en med citron) eller en drink, men jeg håber, at jeg får kigget forbi en anden god gang, for det virker som et godt sted med god vin og spændende retter.
Servicen var rigtig fin – meget hjælpsom betjening med et glimt i øjet og god stemning, selvom man godt kunne mærke, at der ikke var så meget gang i området på grund af sommerferie.
Jeg ender på fem stjerner til Restaurant Pauli og krydser fingre for, at jeg husker at kigge forbi der igen.





