Restaurant Møntergade

Restaurant Møntergade har stået på min ‘ønskeliste’ gennem flere år, hvor en ven og jeg ofte har talt om, at det kunne være hyggeligt at spise frokost der i december måned. Men Møntergades julefrokost er ret dyr (ca. 675 kr), så vi sprang det over gennem flere år. Sidste december så vi dog, at man også sagtens kan bestille enkelte stykker smørrebrød, og så var der ikke flere undskyldninger!
Husk i øvrigt at booke bord i god tid i forvejen. Ligesom mange andre frokosterestauranter er Møntergade særdeles populær i december, og den ligger også i et område med mange kontorer.

Der var mange spændende valgmuligheder, men jeg kunne selvfølgelig ikke stå for beskrivelsen ‘orangesild med abrikoskompot, pebermayonnaise og sprøde mandler’. Og så var der godt med spiselige blomster og store kapers på. En virkelig smuk servering, som havde en frisk og lidt sødmefuld smag fra appelsin og abrikoser uden at det kom til at smage for frugtet. Og dejligt med de sprøde mandler til at supplere rugbrødet. Meget fin silde-fortolkning!

Mit andet stykke smørrebrød var denne højbelagte tatarmad med pebermayonnaise, sprøde hasselnødder, syltede tyttebær og gavmilde mængder af salatblade og revet Comté. Den smagte fremragende, hvor kødet var skåret helt perfekt, og hvor salatblade og ost gav lidt frisk syrlighed sammen med fedmen fra mayoen.
Man kan i øvrigt skimte den øl, jeg nød til maden (dog mest til tataren, da mørk øl ikke passer så godt til sild). En stout fra Åben på 5.2%, så man også kan nyde en stout midt på dagen uden at blive søvnig 🙂

Vi var rimelig mætte på dette tidspunkt men besluttede, at vi også gerne ville prøve noget fra desssertkortet. Så måtte vi jo bare droppe at få eftermiddagskaffe senere på dagen. Jeg snuppede en cappuccino samt et stykke Gateau Marcel. Jeg fik dog serveret stykke, der var mindst dobbelt så stort, som jeg havde forventet, så jeg blev temmelig mæt! Men den havde en meget fin konsistens og en god balance mellem sødme og bitterhed.
Vi fik den sødeste betjening fra det faste personale samt en lille pige, der ind imellem kommer der for at hjælpe til, fordi hun synes, at det er spændende.
Restaurant Møntergade levede heldigvis op til forventningerne, og vi talte allerede under middagen om, at der kommer vi helt sikkert igen. Hvis ikke før så i hvert fald til vores årlige juletur.
Jeg ender på fem stjerner til Restaurant Møntergade.





