Rejsetips til København og Frederiksberg

Rejsetips til København og Frederiksberg

www.kortforsyningen.dk

Disclaimer: Disse rejsetips til København og Frederiksberg er skrevet i coronaland og bygger på mine erfaringer samt gode råd fra venner. Jeg ved ikke, om de pågældende restauranter, attraktioner m.m. er åbne denne sommer, så det er vigtigt, at du selv tjekker det, inden du tager afsted.

Jeg kan ikke komme uden om det – der bør selvfølgelig også være en rejseguide til hovedstaden. Her har jeg brugt en del af min fritid de sidste mange år, når jeg har gået lange ture eller prøvet mange af byens spændende spisesteder sammen med gemalen og/eller venner. Og ja, hovedstaden lider i den grad under, at turismen pt. kører på vågeblus. Der er virkelig stor forskel på at gå rundt i Københavns gader denne sommer i forhold til sidste år.

Men men – så er det måske også netop nu, at du skal vende blikket mod den store stad, mens der stadig er god plads?

I denne guide fokuserer jeg på de smukke naturområder, som København og Frederiksberg kan byde på, og så skriver jeg selvfølgelig også om mange af de gode restauranter og barer, jeg har prøvet gennem årene. Det bliver simpelthen for omfattende, hvis jeg også skal have museer og andre attraktioner med, så her vil jeg i stedet anbefale at tjekke Visit Copenhagen.

Husk at det er let komme omkring i København med bus, metro og bycykler, hvis du bliver træt af at gå.

bibliotekshaven

Indre By

Du kender måske mest Indre By for Rådhuspladsen, Strøget og de mange butikker. Der kan være mange mennesker her, men du behøver kun at smutte ned af en sidegade, og så er der straks langt mere ro på. Indre By har mange fine gader, du kan gå på opdagelse i. Har du brug for en af byens mange grønne åndehuller, så finder du både Ørstedsparken og Botanisk Have tæt på Nørreport. Tæt på disse ligger også både Østre Anlæg og Kongens Have, og især Østre Anlæg føler jeg er en lidt overset perle, som ikke desto mindre er meget smuk og frodig. Når du er i det centrale København, så er det også oplagt at gå forbi Nyhavn. Det er ellers ikke et sted, jeg normalt vil anbefale, da det plejer at være overrendt af turister, men det er det ikke nu, så det er en fin lejlighed til at se området og ikke mindst gå en tur langs vandet. Går du herfra i retning af Østerport, kommer du også ud til citadellet Kastellet, som stadig fungerer som kaserne, men hvor det også er muligt at gå tur i dagtimerne.

Mad & drikke
Indre By svømmer nærmest over i spisesteder og barer. Hvis du er sammen med venner/familie, og I har meget forskellig smag, så kan I overveje at kigge forbi Boltens Food Court, hvor der er lidt for enhver smag. Madboderne ved Inderhavnsbroen har også et fint udvalg.

Vil du hellere besøge en almindelig restaurant i mellemprisklassen og gerne vil have en klassisk dansk frokost, så er smørrebrødsrestauranterne Schønnemann, Aamanns samt Almanak værd at kigge nærmere på. Skal det hellere være moderne nordisk, så tjek gerne Höst og Barr. Leder du i stedet efter en god fiskerestaurant, så prøv at kigge på Restaurant Hummer, SEA og Fishmarket.

Er du til mere eksotisk mad, så er Llama, The Vietnamese og The Market blandt mine favoritter. Og så er der selvfølgelig alle dem, der ikke hører ind under de ovennævnte kategorier – her vil jeg anbefale Nr. 30, Grønnegade, SALT, Den lille Fede, Marv & Ben, Restaurant Wilhelm og ikke mindst Brace har stået for nogle virkelig gode spiseoplevelser.

Har du ekstra dukater, du gerne vil bruge på et godt måltid, så er en del af hovedstadens Michelin-stjernede restauranter samlet i centrum. Her finder du blandt andet Marchal, AOC, Kokkeriet samt STUDIO, der dog mistede deres stjerne tidligere på året. Skal du have en oplevelse (endnu mere) udover det sædvanlige, så prøv den fandenivoldske Punk Royale.

Der er masser af barer i Indre By, og jeg har langt fra været på dem alle. Foretrækker du øl, så er Taphouse den med byens største udvalg, men du kan dog også få en del forskellige hos SKAAL. Er du mere cocktails, så bør du overveje TRIO (som i øvrigt også har en restaurant) og Ruby.

Og nu vi er i det gastronomiske hjørne, så kan man nærmest ikke sige Indre By uden også at nævne La Glace. Personligt foretrækker jeg dog Dessertdragen.

Vesterbro

I gamle dage var Vesterbro til tider et lidt råt område, men i dag har hipsterne overtaget, og området er i den grad præget af tonsvis af kaffebarer, en masse små og mellemstore spisesteder samt en hel del barer. Kort sagt – du kommer ikke til at sulte, hvis du går en tur på Vesterbrogade. Vesterbro er også boligkvarterer, og det er lidt småt med grønne områder. Der er dog ganske hyggeligt på Sønder Boulevard, hvor der blandt andet er opstillet bordtennisborde, og du finder også et godt pusterum på Enghave Plads.

Mad & drikke
Hvis du går fra Hovedbanegården, så vil du hurtigt nå til Kødbyen, hvor der er masser af restauranter og såmænd også nogle barer. Mine favoritter er Mangal, Bollyfood, Gorilla og Fleisch, men også Restaurant Kul og Warpigs er værd at overveje. Relativ tæt på Kødbyen finder du også Øl & Brød, Vesterbros Originale Burgerrestaurant og Neighborhood. Søger du i stedet mod Carlsberg Byen, finder du Ramen to Biiru.

Der er som sagt en hel del barer på Sønder Boulevard og ved Kødbyen. Hos Fermentoren er der et fint udvalg af øl, og det samme gælder for Rbabarrab Ølbar (hvor du også kan købe nogle gode toasts og pizzaer), og hos Papa Bird er der skruet godt op for skønne gin & tonics.

Frb have

Frederiksberg

Hvis du ligesom jeg kommer fra provinsen, så kan du måske finde på at opfatte Frederiksberg som en del af København, men det er forkert. Frederiksberg er sin egen selvstændige kommune, men hører dog til hovedstaden, og den er skam også værd at besøge.

Frederiksberg Allé er kendt for sine store flotte træer, der i den grad lyser gaden op om sommeren, men hovedstadens absolut smukkeste park finder du hos Frederiksberg Have, som er frodig, indtagende og lidt vild på samme tid. I den mere perifære del af Frederiksberg kan du også opleve Søndermarken, hvor det gamle vandreservoir Cisternerne også ligger. Og er du på udkig efter et lille grønt og knapt så besøgt område, så prøv at gå forbi Landbohøjskolens Have.

Mad & drikke
Frederiksberg har også en bred vifte af spisesteder. Jeg har primært besøgt restauranter i mellempriskategorien, hvor Anarki og Mondän var blandt de bedste. Den italienske Enomania er dog også et fund for pengene – ikke mindst hvis du nyder god vin og meget venlig og opmærksom betjening.

I den dyrere ende er min favorit ubetinget Mielcke & Hurtigkarl, som virkelig bør få mindst én Michelinstjerne! Det har Formel B til gengæld, og den restaurant er nu heller ikke så ringe endda.

Du behøver heller ikke at tørste på Frederiksberg. Himmeriget er en hyggelig lille ølbar, og så finder du også Portvinsbaren, som jeg stadig har til gode at besøge, men som jeg virkelig snart bør kigge forbi.

Nørrebro

På Nørrebro er der et sprudlende gadeliv. Går du en tur på Nørrebrogade, så er der altid mennesker, og i det hele taget er der gang i mange ting i denne bydel. Vil du søge til en af de grønne områder, så gå en tur på Assistens Kirkegård. Den er ganske vist ikke lige så stille som mange andre kirkegårde, men der er en ro her, du ellers sjældent ser på Nørrebro. Vil du hellere gå en tur, hvor der er masser af liv, så søger mange til Nørrebroparken, så snart solen skinner.

Nørrebro har mange billige spisesteder, og det er også i denne bydel, du ubetinget finder den bedste kebab/shawarma. Mine favoritter er Durumbar og Kösem (sidstnævnte laver byens måske bedste hummus). Er du mere til pizza, så skal du kigge forbi BÆST eller Tribeca Beer & Pizza Lab (som tidligere hed Tribeca Ugly Duck og strengt taget ligger i Nordvest…), og er du mere til burgere, så kan jeg anbefale Sliders og Grillen Burgerbar. Men MAOBAO og Sidecar var jeg nu også ganske glad for. Og sidst men ikke mindst – elsker du friterede sager og samtidig godt kan lide skaldyr, så bør du tjekke Hooked.

Er du mere til bæredygtighed og lokale råvarer, så tjek Manfreds og Vin eller ‘storebrorrestauranten’ Relæ, der også har en Michelinstjerne.

Nørrebro har et fint udvalg af ølbarer. Vi har haft gode oplevelser hos Brewers Inc og Ølsnedkeren, og så har jeg flere venner, der sværger til Kølsters Tolv Haner.

restaurant radio, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Østerbro og Nordhavn

Østerbro er måske knapt så kendt for et sprudlende natteliv, for bydelen består først og fremmest af boligkvarterer med mange børnefamilier. Der er flere små parker på Østerbro, men de bliver i den grad overskygget af Fælledparken, hvor der er god plads til aktiviteter – uanset om du vil gå eller løbe en tur, holde picnic med vennerne eller spille bold.

Nordhavn er Københavns nye bydel, der ligger i forlængelse af Østerbro. Bydelen er stadig under udvikling, så interesserer du dig for byudvikling og arkitektur, så gå en tur i Nordhavn og nyd samtidig udsigten over vandet. I den nordlige del af Nordhavn finder du også bydelens grønne område, Nordhavnstippen.

Mad & drikke
Det er ikke så tit, jeg kommer på Østerbro, for det er en forholdsvis stille del af København, men jeg har fået nogle virkelig gode spiseoplevelser hos vegetarrestauranten VeVe og den italienske Terra. Og apropos italiensk så tjek også Famo Metro, der ligger ved Sortedams Sø. På min egen to-do-liste står også Hey Darling og Salon, som jeg har hørt godt om, og er du på jagt efter en Michelinstjerne-oplevelse, så er det også på Østerbro, du finder Geranium.

I Nordhavn er udvalget pt. ret begrænset, og min bedste oplevelse har – lidt overraskende – faktisk været den Meny, der ligger tæt på Nordhavn Station. De har et virkelig imponerende udvalg af delikatesser, specialvarer og gin.

Sydhavn/Sydhavnen

Et af hovedstadens mindre kendte kvarterer bliver i disse år udbygget i stor stil. Sydhavnen består nærmest af det gamle og det nye kvarter. Skillelinjen mellem de to går omkring Sydhavnsgade, hvor det gamle arbejderkvarter Sydhavnen ligger i den sydvestlige del, mens det nye og dyre kvarter ligger i den nordøstlige del. Det gamle Sydhavnen har en ro og en rummelighed, som jeg ikke har set andre steder i byen – og så er der nogle virkelig smukke naturområder. På Sydhavnstippen kan du både finde vild natur, udsigt til vand og alpakaer (!), men også det grønne område ved Karens Minde Kulturhus er ganske hyggeligt. I den nye del af Sydhavnen er der ikke så meget grønt, men det ligger til gengæld ud til vand, så prøv at gå en tur ved Sluseholmen eller kvarteret lige syd for Fisketorvet.

Mad & drikke
Sydhavnen er ikke så tung på restaurantfronten, men der er en del take away steder (som jeg dog ikke har prøvet). Jeg kan dog anbefale Rumbles (som siden jeg besøgte den er flyttet til Borgbjergsvej) og South Harbour Café, og så har jeg hørt godt om cafeen Rallys. Jeg kunne godt finde på at besøge den spritnye restaurant Spisestuen, og så kunne det også være hyggeligt at kigge forbi Kellermans Bar & Grill en dag.

Christianshavn og Refshaleøen

Christianshavn er kendt for det hyggelige kanalkvarter, hvor du kan gå på de toppede brosten og kigge på gamle både eller sidde med fusserne ud over kanalkanten og nippe til en kølig drink, mens du nyder livet. Området er selvfølgelig også kendt for Christiania, som heldigvis er mere og andet end Pusher Street. Gå gerne en tur i de grønne områder og nyd den afslappede stemning. Du kan faktisk gå hele vejen op til Refshaleøen, der ligesom Nordhavn også er en bydel i rivende udvikling. Her er det stadig ret råt med slidte fabriksbygninger, der endnu ikke er revet ned, men i løbet af de seneste år er der poppet flere spisesteder, butikker og aktiviteter op i området.

Mad & drikke
Der er en del hyggelige restauranter på Christianshavn og Refshaleøen. Prøv for eksempel at kigge forbi Restaurant Barr, der ligger i nomas gamle lokaler ved siden af Inderhavnsbroen. Tæt på ligger den frankofile Restaurant LaLaLa. Og ja – så er der selvfølgelig det nye noma, som jeg dog ikke har været på, men som anmelderne siger er endnu bedre end den tidligere restaurant.

På Refshaleøen ligger der endnu ikke så mange restauranter, og det helt store trækplaster er da også street food markedet Reffen. Her er nærmest festivalstemning, når vejret er godt. Lige ved siden af Reffen finder du Mikkeller Baghaven og ret tæt på dette ligger restauranten Amass. Jeg har haft kig på Banchina, som også ser virkelig hyggelig ud.

Amager

Amager har gennemgået en ret stor forandring de sidste 15-20 år, hvor boligkvarterer og kontorbygninger er skudt op i stor stil. Der er dog stadig en del grønne områder, og især den sydlige del af Amager, hvor du finder Kalvebod Fælled og Kongelunden, er fortsat tyndt befolket. Det er dog mest Amager Fælled, folk kender fra Amager og så selvfølgelig Amager Strandpark, der er populært badeområde.

Mad & drikke
Amager er ikke just kendt for de gastronomiske oplevelser, og meget af det, du finder, er også take away. Vi har dog haft en fantastisk oplevelse hos TOTO Vin & Spisebar, og Il Buco er også et ret hyggeligt sted.

Det er i øvrigt også Amager, du skal tage til, hvis du skal have virkelig god is, for tæt på DR Byen har Ismageriet en filial. Og ja, jeg har prøvet Alice Ice Cream and Coffee, og det var også ganske glimrende, men Ismageriet er min all time favorite.



2 thoughts on “Rejsetips til København og Frederiksberg”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *