Grillen Burgerbar på Nørrebro

grillen burgerbar, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnI slutningen af oktober var jeg i teatret med en af mine venner, og vi ville snuppe en hurtig omgang aftensmad på Grillen Burgerbar inden forestillingen.

Grillen Burgerbar er et ret populært sted, men der var nu ikke fyldt helt op, da vi besøgte burgerbaren. Alligevel gik der virkelig lang tid, før vi fik mulighed for at bestille. Først ventede vi pænt, men da tjeneren flere gange havde været forbi uden at komme hen til vores bord eller så meget som kigge i vores retning, måtte vi til sidst vifte med arme og ben for at få opmærksomhed. Så blev vi til gengæld også mødt med smil og venlighed, men der var gået næsten 25 minutter, og det er for lang tid – især for en fastfood restaurant. Vi afgav bestilling på et par burgere, fritter samt sodavand, og så gik der yderligere et kvarter, før drikkevarerne dukkede op. Der begyndte vi for alvor at blive bekymrende, men heldigvis kom maden så allerede fem minutter efter.

grillen burgerbar, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i KøbenhavnColaen var usædvanlig flad, men det glemte jeg snart, da jeg satte tænderne i burgeren. Holy cow, den var god! Jeg havde valgt en Fully Loaded (en cheeseburger med salat, karamelliserede løg, bacon og pickles, hvor bollen var smurt med mayo), og det var altså en skønherlig burger. Blød og lækker bolle, en saftig burger med masser af smag, hvor især de karamelliserede løg var en dejlig tilføjelse. Helt klart en af de bedste burgere, jeg har spist i København. I øvrigt havde burgeren en rigtig fin størrelse – ikke så oversized som gourmetburgerne ofte var det for nogle år siden men lige en anelse mindre, så det faktisk er muligt at spise op.

Vi fik selvfølgelig fritter og dip til. Jeg valgte curly fries, som var ganske udmærkede, som jeg kombinerede med aioli. Sidstnævnte måtte godt have været lidt stærkere, men den gik an.

Trods den dårlige start så endte måltidet hos Grillen Burgerbar med at være en ganske fin oplevelse. Den meget lange ventetid trækker desværre ned, men til gengæld var burgeren rasende lækker, så jeg er ikke skræmt væk, men kommer gerne igen. Næste gang tager vi dog en lasso med, så betjeningen går lidt hurtigere… 😉

Fire stjerner til Grillen Burgerbar, som let kan veksles til fem stjerner, hvis betjeningen går hurtigere i fremtiden.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *