Restaurant Terra

Vi tog for nylig en lille tur forbi det italienske køkken, da vi besøgte den lille italienske Restaurant Terra, der ligger i Ryesgade i København. Jeg havde ikke hørt så meget om den på forhånd men kunne se, at den havde fået meget flotte anmeldelser, og da Terra samtidig også fokuserer på bæredygtighed, så var min interesse vakt.

Pt. kører de med en seating kl. 17.30, hvor man får seks små retter, mens den lidt større menu på ni retter kun serveres kl. 20. Så du skal vide på forhånd, hvor sulten du er. Jeg satsede på, at de seks retter var nok til os, men har du god appetit, så bør du tage den store menu – hvis du da ikke skal vælge en anden restaurant, for retterne er som sagt små.

Vi lagde ud med nogle appetizers – først tyndskåret hjortekød dryppet med en syrlig creme. En rimelig mild servering.

Derefter disse vanvittigt flotte ships lavet på tørrede tomater, drysset med tomatstøv og lagt sammen om en creme. De smagte lækkert og havde en fin intens tomatsmag.

Så kom første ret på bordet. Den bestod af tyndskåret blæksprutte over et lag af små stykker syltet agurk og serveret med en misosauce med citron. En ret spændende og anderledes kombination der dog fungerede glimrende.

Nu kom der brød på bordet – eller rettere et lille udvalg ag brød. Der var meget slanke grissini og små tarelli med fennikelfrø…

… og et lille surdejsbrød på durummel. Det var lidt for kompakt, men smagte fint.

Sammen med brødet blev der også serveret soltørrede tomater samt ansjoser i olie og mayonnaise. Så kunne vi ellers sidde og snacke løs. Det viste sig undervejs, at vi kunne få mere brød, hvis vi ville, men vi gemte appetitten til de følgende retter.

Nu kom der en lille servering på bordet, som måske var 6-8 cm lang og lignede meget et stykke makrel i tomat. Det var dog hornfisk med en kraftig tomatsauce, friteret oregano samt noget, der mindede om ristede boghvedekerner. Igen en ret med masser af smag – ikke mindst på grund af den kraftige tomatsauce.

Terra mente dog ikke, at vi skulle snydes for resten af fisken! Så vi fik skam også hornfiskehalen, der var glaseret i en krydret tomatsauce og med en god olivenolie til. Den skulle naturligvis spises med fingrene (og så var der en lille vådserviet til at tørre hænderne med bagefter).

En lille mundrenser, der bestod af en grøn syltet tomat, og så var vi klar til næste ret.

Aftenens smukkeste ret var også en ret simpel en af slagten. Spaghetti vendt i tomatsauce og drysset med løvstikkestøv. Selvom jeg godt kan lide pasta al dente, så var denne pasta dog lige en tand for hård til mig. Den lækre tomatsauce, den var vendt i, var dog lækker, og selvom jeg ikke er så stor fan af løvstikke, så gav støvet et kækt lille pift til retten.

Aftenens sidste ret blev vækket af en luftig creme, inden jeg fik taget et billede – den var nemlig meget fint anrettet. Det var en bavarian cream lagt på en bund af knas og toppet med tynde skiver syltet rabarber, inden den blev dækket af en creme – muligvis lavet på kokos.

Vi fik en virkelig god service af de smilende og meget venlige tjenere, og vi havde en rigtig hyggelig aften.

Restaurant Terra er for dig, der gerne vil udforske det bæredygtige og moderne italienske køkken. Retterne er små men velsmagende, og jeg kunne godt lide, hvordan de havde eksperimenteret med konsistens i flere af retterne. Det var måske lidt ensformigt, at tomatsauce indgik i mange af serveringerne, og så havde jeg gerne set, at pastaen havde været en smule blødere, men ellers var maden lækker og interessant.

Jeg nød vinmenuen, der bestod af tre (små) glas, og jeg mener, at det alle var naturvine. Først var der en Riesling, som havde en mere kraftig og krydret smag, end hvad den type vin normalt har. Derefter fulgte en vin lavet på Muscaris, som også var spændende og anderledes i forhold til den type vin. Jeg fik desværre ikke fat i, hvilke druer den sidste hvidvin var lavet på, men den var desværre ikke lige noget for mig.

Jeg ender på fem stjerner til Terra.



2 thoughts on “Restaurant Terra”

  • Det lyder ualmindelig lækkert, og dine billeder er vanvittig smukke! De flotte ships af tørrede tomater og drysset med tomatstøv ligger på forskellige sten – sikke et herligt påfund 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *