Pizza på grillen

pizza på grillen, pizza, grill, hvedemel, durummel, gær, olivenolie, skinke, svinekød, champignons, mozzarella, tomatsauce, tomater, basilikum, oregano, løgDa jeg planlagde månedens benspænd, var et af mine vigtigste projekter at forsøge at bage pizza på grillen. Lysten til dette blev ikke mindre, da jeg prøvede en pizzaovn hos Newyorkerbyheart tidligere på måneden, men der var en ekstra udfordring i dette projekt, for vi havde ingen bagesten.

Efter at have hørt fra flere, at bagesten sagtens kan købes på tilbud, blev jeg nærig, da jeg så, at de kostede 230 kr hos den lokale Imerco. Det burde kunne gøres billigere! Desværre faldt jeg ikke over bagesten på tilbud, selvom jeg gennem flere uger var på udkig efter dem, men til gengæld så jeg flere steder på nettet, at folk anbefalede at bruge en ganske almindelig flise fra byggemarkedet! Se, det er så praktisk og håndværkeragtigt, at jeg fik lyst til at afprøve det – også selvom det krævede overtalelse af gemalen, der ikke helt havde fidus til forsøget.

Vi susede derfor i Silvan i går og købte en granitflise på et par cm i tykkelsen og med glatslebet overflade. Pris: 35 kr. Flisen var 30 x 30 cm og passede fint til vores kuglegrill.

Jeg var en smule i feriehumør og fik ikke sat en pizzadej over fra morgenstunden – havde ellers planer om en langtidshævet dej – så jeg blandede i stedet en dej bestående af 10 g gær, 2½ dl lunkent vand, 1 spsk ramsløgssalt, 200 g durummel, 250 g hvedemel og 3 spsk olivenolie. Dejen blev lagt i en skål, der blev dækket til af madfilm, og så stod den ellers på køkkenbordet og hævede i en times tid. Den kunne dog godt have brugt en halv eller hel time mere for at hæve nok, men det var der ikke tid til, for nu skulle der pizza på grillen! Dejen giver tre pizzaer på ca. 30 x 30 cm og kan dermed mætte tre personer. Vi spiste de første to og frøs den sidste ned til en dag, hvor en af os har brug for hurtig og let aftensmad.

Da de varme kul fra grillstarteren var hældt over i grillen, lagde vi flisen på grillen (med den glaserede overflade opad) og lagde låget på. Den skulle varme i 10-15 minutter (tip læst hos www.grillguru.dk), og her svigtede vores tålmodighed lidt, for den rakte kun til 10 minutter, og der var flisen ikke helt så varm, som den burde, så den første pizza tog mellem 10 og 15 minutter at bage.

Den første pizza blev udmærket, men den næste pizza endnu bedre, så et godt råd – det kan godt betale sig at vente lidt længere, så flisen er rigtig varm, når du lægger din pizza på grillen.

Toppingen på pizzaen var en simpel tomatsauce, frisk mozzarella, serranoskinke, tynde champignonskiver samt enten friske basilikumblade eller friske oreganoblade.

Det er absolut ikke sidste gang, vi bager pizza på grillen. Det var et sjovt eksperiment, og resultatet blev ganske godt med en fin sprød bund. Vi sad tilmed udenfor og spiste, da det var tørvejr, og selvom det var ret køligt af en sommeraften at være, så var det nu ret tilfredsstillende endelig at få grillet og hygget udendørs.
pizza på grill, pizza, grill, hvedemel, durummel, gær, olivenolie, skinke, svinekød, champignons, mozzarella, tomatsauce, tomater, basilikum, oregano, løg



29 thoughts on “Pizza på grillen”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *