Recent Posts

Kokosmuffins med bær

Kokosmuffins med bær

Jeg bagte kokosmuffins den anden dag. Opskriften er oprindeligt fra Diabetesforeningens hjemmeside, da jeg godt ville bage en kage, som kunne spises af folk med sukkersyge. Desværre var den nys indkøbte flaske med sødemiddel pist forsvundet, da jeg skulle bruge den! Absolut elendig timing. Jeg …

Kulmule med fennikel og abrikoser, hyldeblomstgelé med jordbær

Kulmule med fennikel og abrikoser, hyldeblomstgelé med jordbær

I går kom der både fisk og hyldeblomstgelé på bordet – dog ikke i samme servering! Jeg havde købt nogle abrikoser, og da jeg stod i supermarkedet, fandt jeg en lille fennikel, som ville med hjem. Pludselig fandt jeg ud af, at fennikel og abrikoser …

Rom-kylling, kartoffelsalat med radiser og rygeost, salat med grillede artiskokker og kornblomster, jordbærsuppe med kokos-lime is

Rom-kylling, kartoffelsalat med radiser og rygeost, salat med grillede artiskokker og kornblomster, jordbærsuppe med kokos-lime is

I søndags havde vi besøg af et vennepar, der snart flytter til udlandet, men der er heldigvis lidt tid endnu, så de kunne godt nå at komme forbi os og grille. Det endte med, at vi serverede grillet kylling med salat og kartoffelsalat til hovedret samen jordbærsuppe med kokos-lime is til dessert.

Det var NYBH, der anbefalede mig opskriften på rom-kylling, og det lød også godt, så den blev afprøvet. Jeg er ret glad for røget paprika, så der fordoblede jeg mængden. I den oprindelige opskrift er der tørret hvidløg, men det har jeg ikke, så jeg erstattede det med tørret ramsløg samt tilføjede noget salt.

I de seneste år har jeg ærgret mig over, at jeg ikke kan lide radiser, for jeg synes, de ser så hyggelige ud og vil være perfekte som snacks. Efter at have set flere eksempler på kartoffelsalat med radiser i, så tænkte jeg, at det var en fin måde at få sneget dem med i en ret, og da jeg samtidig så flere varianter, hvor der også var rygeost i, så vidste jeg, at det måtte jeg også prøve. Rygeost har jeg nemlig aldrig prøvet at bruge i køkkenet. Jeg freestylede en kartoffelsalat ud fra, hvad jeg kunne huske at have set i forskellige opskrifter, og så gik jeg helt i blomst, da jeg lavede salat, for nu er de spiselige blomster i bedet sprunget ud! Juhu!

Rom-kylling

4 personer

1 hel kylling

Tør krydderiblanding:
2 tsk røget paprika
1 tsk tørret timian
1 tsk tørret estragon
1 tsk tørret ramsløg
1 tsk salt

Marinade:
1 spsk citronsaft
2 spsk lys sirup
½ dl mørk rom

samt salt

Rens kyllingen godt og dup den tør. Bland de tørre krydderier sammen og gnub kyllingen grundigt uden på med krydderiblandingen. Pak den ind i en frysepose og læg den i køleskabet – gerne i op til et døgn.

Pisk marinaden sammen. Læg kyllingen på grillen med en drypbakke under og hæld marinade på af flere omgange de første ti minutter, den steger. Jeg tror, det tog ca. en time at grille den. Drys med salt, partér den og servér – mmm!

Note: Ret lækker udgave af grillkylling – både den tørre og den våde marinade gjorde det til en spændende og delikat spise. Bestemt anbefalelsesværdig!

Kartoffelsalat med radiser og rygeost

4 personer

kogte kartofler til fire personer
et bundt radiser
½ agurk
en bøtte rygeost (170 g)
1½ dl creme fraiche 9%
½ tsk salt
1 tsk hvidvinseddike
1 tsk sukker
en håndfuld purløg klippet i små stykker

Skær kartoflerne og den halve agurk i mindre stykker og radiserne i tynde skiver. Bland dem i en skål. Bland de resterende ingredienser i en anden skål, inden rygeostcremen hældes over grøntsagerne, og det vendes godt sammen.

Note: Uha, jeg kunne godt blive fan af rygeost – det er jo lige mig! Den cremede konsistens og den røgede smag er jo det rene guf – meget, meget velsmagende kartoffelsalat.

Salat med grillede artiskokker og kornblomster

4 personer

½ pakke økologiske salatblade

½ glas grillede artiskokker
1 avokado
½ håndfuld usaltede cashewnødder
nogle kornblomster

Skær avokadoen i tern og hak nødderne. Bland salatblade, artiskokker og avokadotern. Drys nødder over og pynt med kornblomster.

Note: Den ser vel nok nysselig ud med de blomster – det kan jeg nu godt vænne mig til, men jeg holder nu også meget af kornblomster. Og salaten smagte ganske glimrende!

jordbærsuppe, jordbær, suppe, kokos-limeis, kokosis, is, kokos, lime, fløde, kokosmælk, frugtsuppe

Til dessert lavede jeg jordbærsuppe med kokos-lime is. Opskriften på jordbærsuppe havde jeg set i Nettokogebogen ‘Bær’, og jeg fulgte stort set opskriften det meste af tiden. Isen havde jeg set hos Kinna, og her puttede jeg mere lime i, ligesom jeg erstattede vanillestangen med flydende vaniljeekstrakt.

Jordbærsuppe

4 personer

500 g jordbær
15 spsk vand
lidt citronsaft
en god del sukker

Rens jordbærrene og skær halvdelen af dem i mindre stykker, som du putter i en gryde sammen med vandet. Lad det koge nogle minutter, inden du tager det af komfuret igen og smager til med citronsaft og sukker. Si og afkøl din jordbærsuppe. Skær resten af jordbærrene i skiver og læg dem i en skål, inden du overhælder dem med jordbærsuppe. Servér den sammen med en kugle kokos-lime is.

Note: Jeg har totalt undervurderet frugtsuppe, men hvor er det dog skønt! Jordbærsuppe er en virkelig lækker dessert, når det er så varmt, som det er nu og så passer den godt som dessert til en grillaften, hvor man sjældent har så megen appetit efter at have spist (for) meget grillmad.

Kokos-lime is

4 dl sødmælk
4 dl fløde
1 tsk flydende vaniljekstrakt
10 pasteuriserede æggeblommer
70 g rørsukker
35 g tørret kokos
fintrevet skal fra en limefrugt
1 dl friskpresset citronsaft
½ dl kokosmælk fra dåse

Hæld mælk og fløde i en kasserolle sammen med vaniljeekstraktet. Varm blandingen op og tag det af komfuret, lige inden det når kogepunktet. Pisk æggeblommer og sukker sammen i en skål. Hæld forsigtigt den varme væske over æggeblommerne, mens du pisker. Hæld hele blandingen tilbage i kasserollen og varm blandingen op over svag varme under hyppig omrøring, så den ikke brænder på. Rør til cremen bliver tyk.

Bland tørret kokos, limeskal, citronsaft og kokosmælk i den varme blanding. Dæk den til og lad den køle af i køleskabet eller fryseren.

Note: Meget cremet og sød-syrlig is, som passede godt til ovenstående jordbærsuppe. Den var frisk uden at være sur, og da jeg som bekendt er ret glad for citrussmagen, så var jeg glad for strejfet af lime – lækkert!

Grillet vandmelon med chorizopølse, quinoa-jordbær salat, myntebrød, kyllingefileter med hvidløgsost og bacon, grillede nektariner med vaniljeis og hyldesukker

Grillet vandmelon med chorizopølse, quinoa-jordbær salat, myntebrød, kyllingefileter med hvidløgsost og bacon, grillede nektariner med vaniljeis og hyldesukker

Gemalen og jeg har som bekendt et sommerprojekt, som indbefatter at grille en masse – i hvert fald mindst én gang om ugen, og denne aften skulle samtlige retter faktisk forbi det lille ildsted. Forretten blev grillet vandmelon med chorizopølse – en opskrift jeg fandt …

Pina colada-smoothie

Pina colada-smoothie

Normalt er jeg ikke særlig god til varme og slet ikke i Danmark, hvor luftfugtigheden gør, at 25 grader føles som 35 grader. Men de sidste par uger har jeg slubret varmen og solen til mig, som havde jeg ligget i en dybfryser i flere …

Hyldesjus, hyldeblomstsaft og hyldeblomstmarmelade

Hyldesjus, hyldeblomstsaft og hyldeblomstmarmelade

Sidste år ville jeg lave hyldeblomstsaft – men nåede det ikke. I år har jeg ventet utålmodigt på, at hylden ville være klar, så jeg kunne lave hyldeblomstsaft, og sidste søndag tog svigermor og jeg på en lille udflugt, hvor vi fik plukket en masse hyldeblomster. Her er anden del af resultaterne. Denne hyldeblomstsaft er meget lig den, jeg fik som barn, mens hyldesjus og hyldemarmelade er inspireret af Camilla Plums hjemmeside.

Hyldeblomstsaft

Ca. 20 skærme hyldeblomster
2 økologiske citroner i skiver
1 liter vand
1 kg rørsukker
40 g citronsyre

Læg hyldeblomster og citronskiver lagvis i en plastboks. Varm vand og sukker op, indtil sukkeret er smeltet. Rør citronsyre i og hæld det ud over hyldeblomsterne. Stil boksen i køleskabet.

Lad din hyldeblomstsaft trække køligt i fire dage, hvor du rører i blandingen en til to gange om dagen. Si din hyldeblomstsaft og hæld den på skoldede flasker. Husk, at saften skal fortyndes med iskoldt vand, når det skal drikkes.

Note: Det er sjovt, hvor overrasket man kan blive over ting, man egentlig godt ved. Jeg har fået masser af hjemmelavet hyldeblomstsaft som barn – og elskede det – men i mange år har jeg nøjedes med det, man kan købe i supermarkederne. Den hjemmelavede hyldeblomstsaft er dog markant bedre, og hvis du ikke allerede har lavet hyldeblomstsaft, så skynd dig at benytte chancen for at lave en af de dejligste sommerdrikke til næsten ingen penge.

Hyldesjus

1 del koncentreret hyldeblomstsaft
1 del gin (eller whisky)
masser af knust is

Bland ingredienser og nyd den stille og roligt.

Note: Nu kan jeg normalt ikke fordrage gin, men det her er den bedste måde at anvende den på, jeg indtil videre har set.

Hyldemarmelade

Tag de hyldeblomster og citroner, der bliver tilbage, når du sier hyldeblomstsaften. Det er vigtigt, at du har brugt hyldeblomster, hvor alle insekter er fjernet, indtil saftproduktionen gik i gang. Hak blomster og citroner grundigt, inden du koger dem i en gryde med en lige så stor mængde rørsukker. Kog så længe, at citronerne bliver helt møre – jeg gav min portion en halv time, og der var sukkeret næsten karamelliseret. Hæld det på et skoldet glas og stil det køligt – kan bruges på ost eller i kager.

Note: Intens smag, så den skal nok bruges med måde – men meget spændende smag, og så elsker jeg, at man bruger ingredienser, man ellers ville have smidt ud.

Krydret kylling med ferskner og mandler

Krydret kylling med ferskner og mandler

Dette er en af de retter, jeg har glædet mig til at lave i denne måned – nemlig krydret kylling med ferskner og mandler. Retten er inspireret af en opskrift fra Nettokogebogen ‘Frugt’, men jeg korrigerede flere ting i den – blandt andet undlod jeg …

Friterede hyldeblomster og hyldesukker

Friterede hyldeblomster og hyldesukker

I søndags plukkede jeg hyldeblomster sammen med svigermor, og så havde jeg ellers travlt i køkkenet med en række sjove eksperimenter. Jeg fik endelig prøvet at lave friterede hyldeblomster, og det smagte ganske godt. Opskriften har jeg fra Skov og Natur, hvor jeg udskiftede kardemomme …

Juli: Frugter og bær

Juli: Frugter og bær

Efter at have pjanket rundt i weekenden og været kulturel på den ene og den anden måde, så er det på tide at blogge noget mere om mad! Månedens benspænd bliver frugter og bær i alle afskygninger og tilberedningsmåder – jeg skal se, om ikke jeg kan få sneget en masse frugt med i alle mulige og umulige retter, og jeg vil også prøve at opspore nogle frugter, jeg ikke har sat tænderne i før. Lad os se, hvordan det vil gå…

Nu plejer jeg generelt at være god til at spise frugt, så jeg er selv lidt spændt på, hvad jeg vil lave, men mon ikke jeg også benytter chancen til at lave nogle usunde ting? Nu har jeg lige haft to måneder med grøntsager, så nu skal der gøgles lidt mere – og det er jo ferietid! (lyder jeg som om, jeg finder på dårlige undskyldninger?)

Pt. er vores køkken proppet med frugt, så det er lige før, at jeg er bange for at få frugtforgiftning allerede i denne uge…!

Se de retter med frugt og/eller bær, som jeg lavede i denne måned

En dag på Orange

En dag på Orange

Fredag var jeg på arbejde i nogle timer, inden jeg susede ud til festivalpladsen igen. Jeg var meget friskere, end jeg havde turdet håbe på, men det havde jeg også brug for, da det ville blive en lang dag. Jeg startede med at mødes med …