En dag på Orange

Fredag var jeg på arbejde i nogle timer, inden jeg susede ud til festivalpladsen igen. Jeg var meget friskere, end jeg havde turdet håbe på, men det havde jeg også brug for, da det ville blive en lang dag.
Jeg startede med at mødes med Klidmoster, og et par timer fik hurtigt ben at gå på, da vi sludrede om løst og fast. Ingen af os havde spist frokost på det tidspunkt, så vi gik hen til pølseboden, som Slagteriskolen i Roskilde stod for. Jeg fik en stor grillpølse med et vatbrød og det sædvanlige til, og det mættede ret godt – min mave var i hvert fald besvimet i flere timer efter, men den er heller ikke så vant til den slags mad.

Vi tullede over til Odeon-scenen, da Florence & the Machine skulle spille der. En af mine venner havde anbefalet det, men efter at have stået temmelig mast sammen med Klidmoster og Ordningen et godt stykke fra teltet i et kvarter, opgav jeg. Musikken lød ellers lovende, men det var helt sikkert en fejlplacering at sætte det på en så lille scene.

I stedet tog jeg forbi lejren, hvor gemalen opholdt sig, og så fulgtes vi alle op til Dizzy mizz Lizzy på Orange. Nu har jeg aldrig været specielt vild med dem, og jeg har heller ikke helt forstået, hvordan deres koncerter her i foråret kunne sælge så godt. De har trods alt kun udgivet to albums, hvor det sidste ikke rummede særlig mange hits. Men der var fuldstændig proppet foran Orange – jeg tror ikke, der var nogen anden koncert på Orange, som jeg var til i år, der var så velbesøgt. Og folk hyggede sig – inklusiv mig – med at hoppe rundt og skråle med på 16-18 år gamle numre. Tim Christensen så både temmelig chokeret og rørt ud i store dele af koncerten, og det synes jeg var et ret sympatisk træk – det er nu rart at se, når musikerne også bliver påvirket af stemningen og ikke bare er 100% cool, mens de spiller.

Straks efter koncerten satte vi os i kø til pitten til Alice in Chains. Efter torsdagens succes måtte jeg da prøve det igen, selvom jeg var lidt urolig for, om jeg ville blive moslet af overivrige metalhoveder. Nu er jeg på størrelse med to æbler og en valnød, så det ville passe mig godt at komme langt frem, men det ville også gøre, at jeg ikke ville holde til vild dans. Af samme grund stillede jeg mig lige op af hegnet ved midtergangen, da pitten blev åbnet, og det viste sig at være en ret god strategi, for her var det let at undgå alt tumleriet, og jeg fik en fin koncert, hvor jeg kunne nyde musikken og rocke med uden at komme til skade. Jeg stod et par meter fra den allerforreste kant og ca. ti meter fra musikerne – klasse! Lad os lige se et par billeder:
Koncerten var fin. Jeg kunne godt have trængt til lige at genopfriske det nyeste op til koncerten, og det var heller ikke den koncert, hvor der var mest kontakt mellem band og publikum, men det var fantastisk at opleve et så stort band så tæt på!

Efter koncerten slappede vi af i lejren, inden vi skulle tilbage til Orange for at høre Them Crooked Vultures – et band gemalen har introduceret mig for. De spillede fantastisk godt – meget dygtige musikere i det hele taget – men de jammede også meget, hvilket både er fedt, fordi det netop er til koncerter, at musikere for alvor kan slå sig løs med det, men samtidig dyrkede de det også så meget, at det virkede lidt som en lukket fest. Efter at have hørt en håndfuld numre, gik vi over til madstedet Thai Lanna for at spise. Det lå lige ved Orange, så vi stadig kunne nyde koncerten, og så havde det madsted i øvrigt fået ret god omtale fra de af vores venner, der havde prøvet det. Jeg fik lidt af gemalens portion, for jeg var ikke specielt sulten, men det smagte ret godt. En portion kostede 80 kr, hvilket var lige i overkanten.

Og ellers gik tiden med at jagte lidt sødt til ganen, hvilket ikke lykkedes så godt, da Meyers Deli havde udsolgt af kanelsnegle, og Mor Toves pandekagebod ikke længere havde softice til pandekagerne. Altså! Men gemalen fik en pandekage med Nutella, som jeg også fik lidt af, og den smagte overraskende godt.

Aftenens sidste band blev for mit vedkommende Nephew. Jeg ville også godt have hørt Den Sorte Skole, men der skulle vi hjem. Nephew gjorde dog også sidst til, at vi gik smilende fra festivalpladsen fredag nat, for de leverede igen et brag af en koncert. Simon Kvamm er en forsanger, der virkelig forstår at holde publikum i sin hule hånd og få folk med på lidt af hvert. De havde jo noget at leve op til, for koncerten på festivalen i 2007 er legendarisk, men de gjorde, hvad de kunne. Der var igen besøg af LOC – snedigt gemt til sidst i ‘Hospital’ – forsangeren fra Saybia kom og sang et af numrene, og – som en hyldest til forårets koncerter – blev White Pony sænket ned af en kran og blæste ekstra gang i festen med ‘Where’s your head at’ – f*ck det var fedt! Bare ærgerligt at de kun var med i et par minutter. Det virkede lidt tåbeligt, at de skulle have så meget besvær med at vente og vente i en kran på at blive sænket ned og så fyre et covernummer af – og derefter blot forsvinde igen. Det samme med LOC – ham kunne de godt have brugt lidt mere, når nu han alligevel var kommet på festivalen for at hjælpe dem i et nummer.