Recent Posts

Artiskoktærte

Artiskoktærte

Da vi i går fik besøg lige efter arbejde, var der brug for hurtig madlavning. Jeg havde været forudseende og bagt en tærte søndag aften, som vi bare kunne lune. Ideen til denne artiskoktærte fik jeg, da jeg så en opskrift på en tærte med …

Restaurant Mumm

Restaurant Mumm

I lørdags var jeg til svigerforældrenes sølvbryllup, og det var en rigtig hyggelig oplevelse. Dagen startede med en velkomstdrink hjemme hos dem, og efter lidt tid tog vi ned til Restaurant Mumm for at spise frokost. Restauranten har en særlig plads i mit hjerte. Ikke …

Kransekage med violsukker

Kransekage med violsukker

Det bliver til et hurtigt indlæg fra mig, for jeg er på vej i seng efter en lang men god og hyggelig dag. Den startede (alt for) tidligt i morges, da Luna mente, at vi skulle op ved fem-tiden (argh), og da jeg havde forsøgt at slumre en times tid, opgav jeg og læste en halv time i en bog, inden hun dukkede op igen og ønskede opmærksomhed. Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte stå op. Det viste sig dog at være held i uheld, for da jeg skulle pynte mini-kager, der skulle bruges til svigerforældrenes sølvbryllup, tog kagepyntningen noget længere tid, end jeg havde forventet, så det gik det meste af formiddagen med. Jeg viser her den ene af de tre, jeg lavede – de to andre følger forhåbentlig i morgen aften.

Jeg skelede til en opskrift på kransekagemasse, som jeg så i ‘Forelsket i det søde liv’, men justerede på mængderne og tilføjede lidt vaniljesukker – og så pyntede jeg dem med hvid chokolade og violsukker. Det sidste blev indkøbt på en tidligere rejse til Frankrig, og du kan naturligvis bruge andet pynt.

Jeg ved ikke, hvor mange stykker denne opskrift giver – andet end der var rigtig mange og sandsynligvis et sted mellem 70 og 100.

Kransekage med violsukker

rigtig mange!

700 g marcipan
5 æggehvider
200 g rørsukker
½ tsk vaniljepulver

Pynt:
smeltet hvid chokolade
violsukker

Rør æggehvider og sukker sammen og lad massen hvile en times tid – rør lidt i det ind imellem, så sukkeret bliver opløst. Rør derefter vaniljesukkeret i. Hæld lidt af det i en skål sammen med marcipanen og ælt æggemassen ind i marcipanen. Hæld mere væske i, ælt godt, og fortsæt sådan, indtil al æggemassen er æltet ind i marcipanen. Tag en sprøjtepose og sæt en stor tyl i – jeg brugte str. 15. Put marcipanmasse i sprøjteposen og tryk en lang række små stjerner ud på bageplader med bagepapir på. Bag dem ved 200 grader i 7-9 minutter – indtil de bliver gyldne.

Tag dem ud og afkøl dem. Dyp derefter spidsen af hver kransekage i smeltet hvid chokolade og derefter i violsukker. Put kransekagen i en lille muffinform og servér på et fad.

Note:Fine små mundfulde, som havde en god sødme og et fint strejf af vanilje og viol. Jeg har ikke før eksperimenteret så meget med kransekage, da jeg normalt ikke er så meget til kager med meget marcipan i, men disse små lækre bidder var nu ret tiltalende – og meget lette at lave.

Er det kage?
Ja, det vil jeg mene – men det er nu også tæt på konfekt.

kransekage, konfekt, kage, småkager, dessert, marcipan, æggehvider, æg, rørsukker, vaniljesukker, chokolade, hvid chokolade, violsukker
Små fine tærter… med laks…

Små fine tærter… med laks…

Månedens benspænd lægger også op til tærtebagning, for tærter kan man jo putte alskens herligheder i. Denne version blev dog ikke så kontroversiel – mest fordi jeg gerne ville lave en nysselig udgave, men endte med at lave en grovdej, og så er det noget …

Rabarberboller

Rabarberboller

Da jeg kogte rabarbersaft i går, nænnede jeg ikke at smide de kogte rabarberstykker ud, som jeg havde tilbage, da saften var siet. I stedet valgte jeg at bruge det i rabarberboller, for jeg havde også en halv pakke økologisk gær, jeg skulle bruge op, …

Hvide asparges med mayonnaisecreme og røget makrel

Hvide asparges med mayonnaisecreme og røget makrel

Det er bare om at nyde de lækre asparges, mens de er til at få, så i går tryllede jeg en hurtig ret frem af hvide asparges, røget makrel samt en mayonnaisecreme, som jeg fandt inspiration til, da jeg kiggede hos opskrifter.dk. I den oprindelige opskrift er der en trøffelcreme, hvor du skal bruge trøffelolie, men jeg huskede forkert og havde kun en svampeolie (købt i udlandet), så jeg improviserede. Samtidig benyttede jeg lejligheden til at reducere oliemængden og bruge mere sennep end i den oprindelige opskrift. Cremen kan godt strækkes, så denne portion kan bruges til 3-4 personer – det afhænger af, hvor glad du er for mayonnaisecreme.

Hvide asparges med mayonnaisecreme og røget makrel

2 personer

500 g hvide asparges
salt
1 røget makrel
3 kogte æg
purløg

Creme:
1 æggeblomme
salt og peber
½ dl god olivenolie
½ spsk hvidvinseddike
½ spsk svampeolie
1 spsk creme fraiche 18%
1 tsk stærk dijonsennep

Skræl de hvide asparges, knæk den nederste del af hver stængel og damp dem i letsaltet vand i nogle minutter. Sørg for at tage de hvide asparges op af gryden, mens de stadig har lidt bid.

Pisk æggeblommen grundigt med lidt salt og peber i et par minutter. Tilsæt en lille bitte smule olie, pisk igen, tilsæt lidt olie, pisk igen og så videre, indtil massen har optaget al olien. Gå forsigtigt frem, så mayonnaisen ikke skiller. Rør de resterende ingredienser i – én ad gangen – og smag til med salt, peber og dijonsennep.

Anret de lune hvide asparges på to tallerkner og hæld 1-2 spsk creme over den brede ende af stænglerne. Hak de kogte æg og læg dem oven på cremen og findel makrelkødet. Læg de små stykker røget fisk oven på æggene og drys hakket purløg over.

Note: En fin og let måde at få både hvide asparges og fisk på – frisk og sommerlig og ret mættende. Cremen kan du som sagt godt bruge mindre af, og når det kommer til stykket, syntes jeg ikke, at svampeolien påvirkede smagen synderlig meget, så den kan du også udelade.

Chili-chokoladesmåkager samt lakrids-småkager

Chili-chokoladesmåkager samt lakrids-småkager

I går besøgte vi rejsende onkel Mac og kæreste, da de ferierede i sommerhus. Med os bragte vi blandt andet lidt småkager, for jeg havde tiltusket mig muligheden for at eksperimentere lidt. Nu er småkager ikke blandt mine favoritter, når vi taler om søde sager, …

Pandekage med chokolade – og chili og kødsauce

Pandekage med chokolade – og chili og kødsauce

Pandekager. Det må da høre til månedens benspænd. Pandekager er oplagte at lege med. Du kan ikke alene putte alskens gode sager i dem – både i dejen og som fyld – du kan også folde dem, rulle dem, snøre dem sammen som en lille …

Avokado pie samt myntegrillet kylling

Avokado pie samt myntegrillet kylling

Med sidste uges dejlige vejr var det jo oplagt at grille, og da vi var hjemme hele søndagen, sørgede vi for at invitere et vennepar, så vi kunne spise frokost sammen. Gemalen foreslog, at vi eksperimenterede med butterfly-udskæring, så vi købte en kylling, der skulle på grillen. Desuden var det jo på tide at komme i gang med månedens benspænd, så jeg kastede mig over en opskrift, jeg længe har været fascineret af, nemlig opskriften på avokado pie, som jeg fik fra en amerikaner sidste år. “Avokado i kage?!”, tænker du måske. “Er det kage?!”. Det finder du ud af længere nede i indlægget…

Avokado pie

ca. 8 personer

150 g Digestivekiks
50 g smeltet smør
3 stk ret modne avokadofrugter
0,75 dl citronsaft
0,75 dl limesaft
3 stk husblas
1 dåse kondenseret mælk

flødeskum eller creme fraiche

Knus kiksene grundigt og vend dem i det smeltede smør. Tag en lille tærteform på ca. 22 cm og fordel kiksemassen i den. Sørg for at presse kiksemassen godt ud i formen, så kiksekrummerne bliver trykket sammen til en regulær bund. Læg husblas i blød i citron- og limesaften i 5-10 minutter. I mellemtiden blender du avokado (selvfølgelig uden skal og sten) sammen med den kondenserede mælk. Smelt husblassen forsigtigt i en gryde sammen med citron- og limesaften. Så snart husblassen er smeltet, hælder du al grydens indhold i i blenderen og giver det en tur med avokadomassen. Fordel massen ud over kiksebunden og stil kagen på køl i et par timer.

Servér den sammen med flødeskum eller creme fraiche.

Note: Denne avokado pie havde en god konsistens – cremet og lidt fast på samme tid – og en elegant og diskret smag af avokado. Citron- og limesaften er desuden med til at give en smule syrlighed til kagen, og faktisk mindede smagen en del om kiwi. Det er en overraskende lækker kage og passer godt til en varm sommerdag, da den ikke er så tung og fed i smagen som mange andre desserter.

Er det kage? Ja – og den smager dejlig frisk og sommerlig.

Nåja – og hovedretten var:

Myntegrillet kylling

4-6 personer

1 kylling på ca. 1,3 kg
salt
friskhakket mynte
lidt olivenolie

Kyllingen skylles og duppes med køkkenrulle. Husk at fjerne posen med indvolde, hvis den følger med. Lav en butterflyudskæring – se hvordan på denne Youtubevideo. På den måde kan du gøre selve udskæringen væsentlig lettere efter endt stegning, og du kan mindske stegetiden, da kyllingen lettere kan bredes ud på grillen. Gnub kyllingen med en blanding af salt, friskhakket mynte og olivenolie. Steg kyllingen på grillen og sørg for at have en foliebakke under, som kan opsamle væden fra kyllingen.

Servér kyllingen – i dette tilfælde med kogte perlebyg, der var vendt i ricotta, rabarberpickles samt en salat bestående af blandede salatblade, usaltede peanuts, skoldede sukkerærter og salatost af gedeost.

Note: Det var igen et hit at stege kylling på grill – den bliver dejlig saftig og lækker, og det var en god idé at prøve butterfly-udskæringen. Det så ikke særlig svært ud, og når jeg skriver så, så betyder det, at gemalen straks kastede sig over opgaven, så jeg fulgte pænt med fra sidelinjen. I øvrigt blev jeg meget positivt overrasket over mit eget påfund med at vende perlebyggen i en rest ricotta, som jeg havde stående. Det smagte ret vanedannende og havde en cremet, lækker konsistens. Prøv det!

Juni: Er det kage?

Juni: Er det kage?

Læs om monsterkagen her I sidste uge søgte jeg hjælp via min Facebook-profil til at vælge mellem tre benspændsemner. Desværre kom der ikke et entydigt svar, da fordelen af stemmer på henholdsvis krydderurter og kage var ligelig, og så gjorde jeg to ting – dels …