Nye sjove madoplevelser
Så er det tid til to funky grønne drinks! Jeg føler mig lidt forpligtet til at lave en drink med gin, selvom jeg ærlig talt må indrømme, at jeg ikke bryder mig om det. I min verden er gin & tonic den mest overvurderede drink, …
Sådan en sommerferie er en oplagt mulighed for at rydde lidt ud i fryseren. Den sidste uges tid har jeg fået lave en masse mad med alt godt fra frost-guldkisten – blandt andet en enkel og skøn ret med fasan. Jeg brugte en enkelt fasan …
I sidste uge besøgte vi et vennepar, og da jeg havde tilbudt at lave et par drinks, faldt snakken selvfølgelig også på drinks i al almindelighed – og drinks man drak, dengang man var ung yngre. Den ene af de andre var ung i 80’erne, og her havde han samlet en række drinkkort – blandt andet ovenstående som var fra Copenhagen Corner ved Rådhuspladsen. De priser er da noget mere ‘spiselige’ end dem, man skal betale i dag for en drink… 🙂
Inden maden lavede jeg denne smukke blå drink. Folk, der kender mig godt, har sikkert allerede undret sig over, at jeg endnu ikke har udnyttet månedens benspænd til at lave en masse blå drinks, da det er min yndlingsfarve, men bare rolig – det kommer stille og roligt. Denne Ritz Fizz har jeg set i et lille hæfte med drinks, som jeg har liggende, og her står der, at man kan lave fizzes (drinkgenre, hvor man bruger champagne) i alle mulige udgaver. I dette tilfælde valgte dog at bruge en kold tør cava.
1 drink
1 tsk blå curacao
1 tsk Amaretto
et par dråber citronsaft
kold champagne eller cava
en tynd citronbåd
Hæld blå curacao og Amaretto i et champagneglas og fyld glasset med champagne/cava. Put en tynd citronbåd i glasset og servér med det samme.
Note: Ritz Fizz er en frisk og funky drink. Amarettoen kan sagtens smages, selvom det er en meget lille mængde, man bruger. Personligt er jeg ikke så glad for Amaretto, så en anden gang vil jeg nok bruge en anden likør, men en udmærket drink. Læg i øvrigt mærke til, at du kan lave en børnevenlig udgave af denne drink ved at bruge blå curacao, Sprite og citronbåd – så kan børnene også få en drink sammen med de voksne.
Hvad er det? Er det ikke en lille feriekage? Jo, det er! En jeg-går-på-ferie-kage, som jeg havde med til kollegerne inden ferie (ja, jeg har mere end én kollega, og ja jeg havde flere kokosmuffins med!). Inspirationen fik jeg fra Bitten, dog med et par …
Min interesse for vin er steget gennem de senere år, og derfor var vingårde et oplagt udflugtsmål, da gemalen og jeg talte om, hvad vi ville nå at opleve på ferien i Provence. Nu er Provence-regionen ikke just det område, der har det bedste ry …
Vi var på en del restauranter på vores ferie i Provence, men den bedste var nu den Michelin-restauranten Les Bacchanales, hvor vi spiste frokost sammen med svigerforældrene. Ikke at det var et dyrt måltid – prisen afslører jeg i slutningen af anmeldelsen.
Les Bacchanales ejes af kokken Christophe Dufau, som har været gift med en dansk kvinde og derfor også taler dansk. Det oplevede vi, da han kom hen til vores bord og præsenterede dagens menu. Der er mulighed for at sidde indenfor i smukt dekorerede lokaler, men denne dag sad vi i baghaven og kunne nyde udsigten til den store urtehave, som kokkene flere gange høstede i, mens vi var der.
Mens vi ventede på maden, fik vi disse nybagte brødstænger sammen med en meget panggrøn og smuk pesto. De lyse stænger havde et snert af rosmarin over sig, mens jeg var mere i tvivl om de mørke stænger. Det var dog i det hele taget sjovt at se mørkt brød i Frankrig – det er jeg ikke vant til.
Kompakt, velsmagende og meget grøn pesto – lavet på alt godt fra urtehaven.
Til forret fik vi indbagte salturter med marinerede tomattern, marinerede og røgede ansjoser samt en urteskum. Salturterne var dyppet i en så tyndtflydende dej, at de kun lige blev sprøde og på ingen måde fedtede, hvilket indbagte sager ellers let kan blive. Det var en meget elegant og smuk servering, hvor tomaternes ekstreme sødme gik rigtig godt med de sprøde og friske nuancer. Ansjoserne overraskede positivt – de var på ingen måde ‘fiskede’ eller salte i smagen og gik rigtig godt med de andre elementer.
Til både forret og hovedret havde vi mulighed for at snacke dette lækre brød – inkl. høvlet smør til – og det krævede en vis selvbeherskelse ikke bare at spise løs, for det smagte selvfølgelig ganske godt.
Til hovedret kunne vi vælge mellem fisk eller lam, og selvom jeg elsker lammekød, så kunne jeg ikke stå for beskrivelsen af fiskeretten: multe stegt i figenblade og serveret sammen med revne trøfler, bønner, figenpuré, brændte løg og jernurt. En meget fin og anderledes servering – ret spændende med den søde puré sammen med fisken.
Nu viser jeg sjældent billeder af de retter, som gemalen spiser, men denne smukke servering blev han nødt til at fotografere – og ja, den smagte lige så godt, som den så ud.
Desserten på Les Bacchanales var den samme for alles vedkommende – en lille servering med vandmelontern og agurkestykker – begge sandsynligvis vakkuumpakket sammen med lidt sukker og derefter kogt – lagt i en mild sagosuppe sammen med friske hindbær.
På tallerkenkanten lå en supersprød marengs sammen med en ret lækker is, hvor vi dog ikke kunne placere smagen. Dejlig var den dog. En smuk, sommerlig og let dessert.
Nu er vi så heldige, at svigerforældrene er kaffedrikkere, så de snuppede sig en kop kaffe efter måltidet. Vores held bestod så i, at der også var petit fours til gemalen og jeg, da kaffen blev serveret! De skønneste trøfler smeltede på vores tunger, og de to slikkepinde – en med chokoladekage og en af sukker med karamel – var både sjove og festlige. Kreativ måde at slutte af på.
Maden på Les Bacchanales var velsmagende, spændende, overraskende, inspirerende og meget smuk, og så kostede den treretters menu kun 35 euro! Uhørt billigt i forhold til kvaliteten. Både mave og sjæl var glade og tilfredse efter den oplevelse, og jeg gik derfra med flere ideer til spændende retter, jeg gerne vil lave på et tidspunkt.
Les Bacchanales er den bedste restaurantoplevelse, jeg har haft i Provence-området gennem de sidste ti år, og det belønnes med seks stjerner. Det eneste negative ved stedet er, at det ikke ligger i Danmark, så jeg kan besøge det noget oftere!
Jeg holder lige en lille pause med indlæggene om Provence-ferien og præsenterer i stedet et par drinks, som vi har nydt i den forgangne uge. Den første, Sex on the Beach, er blandt de drinks, som let fører til et par friske kommentarer, når man …
Jeg fik lavet en del mad på ferien – alt sammen i kategorien “hvordan bruger jeg kortest tid i køkkenet”, for sommerhusets akilleshæl er netop køkkenet, der er meget lille og hurtigt bliver meget varmt! Inden rejsen havde jeg planlagt at lave en ret med …
Vores ferie i Provence bød også på en udflugt til Nice, hvor vi spiste frokost på Lou Pistou sammen med mine svigerforældre, der før har nydt gode måltider i restauranten.
Lou Pistou ligger ved siden af den lidt mere kendte La Merenda, hvis kok tidligere var køkkenchef på den store og kendte restaurant, Chantecler, i Negresco. Kokken på Lou Pistou kan dog også bryste sig af at have arbejdet på en Michelin-restaurant, men som flere andre kokke har han valgt at stå af stjerneræset og nyder i stedet at have en hyggelig lille bistro med vellavede lokale retter.
Det er en lillebitte restaurant med plads til 20-24 gæster, og du skal være ret opmærksom, når du skal finde frem til stedet, for udefra er spisestedet ret anonymt. Indretningen er til gengæld hyggelig og meget nede på jorden – ingen designerting eller unødige dikkedarer.
Vi delte en flaske af husets rosévin og rødvin – og selvfølgelig en kande vand.
Mine svigerforældre foreslog, at vi alle fire delte en portion indbagte courgetteblomster, og det ville vi gerne være med på, så vi fik denne tallerken til deling – én blomst til hver. Det er en sjov men lidt fedtet forret, og i dette tilfælde blev der serveret ketchup og flute baguette til.
Min egentlige forret var dog denne smukke og lækre grønne pasta vendt i en mild pesto. Jeg havde også luret lidt på en minipizza med løg og oliven – en lokal specialitet – men den tog gemalen, og da vi gør en del ud af at vælge forskellige retter (så vi kan smage hinandens), så valgte jeg denne pastaret.
Til retten fulgte også denne tallerken med frisk parmesan – et stykke ost på flere hundrede gram sammen med et rivejern, og det var fedt at få en så ligetil og ærlig servering. Det var fristende at smugle den med hjem – meeen det gjorde jeg selvfølgelig ikke 🙂
Jeg valgte at gå lidt andre veje – sådan i forhold til hvad jeg normalt ville vælge – og tog denne provencalske bøf med olivenolie, hakkede ansjoser og hvidløg – serveret med en bagt kartoffel. Jeg valgte selvfølgelig at få en rød bøf, så den kun lige havde kysset stegepanden, inden den blev serveret.
Tjeneren på Lou Pistou fortalte, at metoden med at marinere og stege kødet i ansjoser var en lokal specialitet, men at restauranten – så vidt hun vidste – pt. er den eneste, der serverer den. Fiskemarinaden gav et ret spændende pift til kødet, og det var en velsmagende – men også ret solid – ret, som måske passede lidt mere til det nuværende danske ‘sommervejr’ end de 31 grader, der var på det tidspunkt.
Jeg havde egentlig ikke planlagt at skulle have dessert – havde en fiks idé om, at jeg ville købe et par kugler is hos en god isbod senere samme eftermiddag – men da de andre begyndte at tale om citrontærter og profiteroles, så var det svært ikke at hoppe med på vognen. Nu skulle man jo tro, at jeg ville vælge citrontærte, når nu jeg er helt skudt i citroner, men jeg har aldrig smagt den klassiske dessert, profiteroles, og så skulle jeg selvfølgelig det.
… og hvilke mundfulde! Små lette kager fyldt med vaniljeis og overdynget med chokoladesauce – what’s not to love? Det var heftige sager – sådan en chokoladesauce mætter temmelig godt, og den måtte jeg også levne lidt af – men det smagte rigtig godt.
Gemalen havde taget citrontærten, og jeg fik sneget mig til en smagsprøve – også et godt valg, hvis du kommer forbi restauranten.
Lou Pistou er en hyggelig bistro – især når man kommer som en dag, som vi gjorde, hvor der kun var få andre gæster, så der var god plads og masser af tid til at smalltalke med tjeneren, som var utrolig sød og serviceminded. Maden er vellavet og nærende. Jeg er ikke vant til at spise så solid mad til frokost, så jeg var mæt resten af dagen og spiste kun et par brødskorper med ost sidst på aftenen.
Lou Pistou er en lille lokal perle – sådan et sted som du som turist håber at falde over, hvor der er god lokal mad og hyggelig og afslappet stemning.
Fem stjerner herfra – og en kraftig anbefaling hvis du en dag kommer til Nice.
Der var selvfølgelig også tid til drinks i løbet af ferien, nu hvor det er månedens benspænd, og de to første var en frisk, sødmefuld ferskendrink, Pleasing Peach, og en ‘snigedrink’, Twisted Harvey Wallbanger. Det er ikke så tydeligt på billedet, men denne Pleasing Peach …