Kylling med citronmelisse, gulerødder og ramsløgspesto samt lun kyllingesalat

Kylling med citronmelisse, gulerødder og ramsløgspesto samt lun kyllingesalat

Kig nøje på denne økokylling. Den vejer 1400 gram, og alligevel fik jeg 7 portioner mad ud af den – dvs. aftensmad til gemalen og jeg tre dage i træk samt frokost til mig en enkelt dag. Ikke dårligt!

Den første aften blev kyllingen gnubbet med salt og derefter med en blanding af 1½ dl friskhakket citronmelisse blandet med ½ dl god olivenolie. Kyllingen blev lagt i en stegepose (kan købes i større supermarkeder), ca. ½ dl lys øl blev hældt ind kyllingen, og posen blev lukket til. Jeg prikkede et par huller øverst i posen, så den varme luft kunne slippe ud under stegningen, og så fik kyllingen ca. en time i ovnen ved 200 grader.

Da kyllingen havde stegt i en halv time, ordnede jeg et lille bundt friske små gulerødder, som blev skrubbet godt og derefter kogt med skræl (her sidder nemlig en masse dejlige vitaminer), indtil de var møre men stadig havde bid.

Vi fik hver et kyllingelår serveret sammen med stegte brune champignons og gulerødder dryppet med ramsløgspesto, som jeg havde fundet frem fra fryseren. Dejlig sommerret, som vi nød udenfor, da sommeren viste sig fra sin gode side den aften.

Jeg parterede resten af kyllingen, og kyllingebrysterne indgik i en lun kyllingesalat aftenen efter. Til to personer brugte jeg – udover kyllingekødet – ½ squash skåret i mundrette tern, ca. 3 håndfulde friskkogte og lune pastaskruer, ca. 3 spsk creme fraiche, 1 spsk ravigottesauce, salt og peber og friske basilikumblade. Ultrahurtig og simpel hverdagsmad.

På tredjedagen spiste vi resten af kyllingekødet sammen med en god kartoffelsalat med radiser og rygeost – billede kan du se under månedens benspænd – og kyllingeskroget blev derefter kogt sammen med lidt grøntsager og krydderurter, indtil det var kogt ind til ca. 3 dl fond. Den blev brugt et par dage efter i en asiatisk inspireret frokostret med glasnudler og grøntsager.



12 thoughts on “Kylling med citronmelisse, gulerødder og ramsløgspesto samt lun kyllingesalat”

  • Uhm, kære piske, uhm blev der sagt! Jeg er selv stor fan af at ofre lidt mere på en ordentlig kylling, jeg køber altid mine i 360 Nord i Torvehallerne eller i Slagteren ved Kultorvet, og så bare bruge alt ved dyret. Det skylder man sig selv og det dyr man spiser, synes jeg nu engang. Som altid dejlig læsning at følge med i det, du kreerer her til bloggen!

    • Jeg har også overvejet at prøve dem fra 360 Nord – har hørt godt om dem. Men jeg pønser også på at hamstre nogle Løgismose øko-kyllinger fra Netto, for der kan man også få gode og lækre kyllinger til en meget fornuftig pris 🙂

    • Ja, det forsøger vi så vidt muligt på – det er bare om at udnytte de gode råvarer fuldt ud 🙂

  • Uhm, det lyder skønt – rullende menu som vi kalder det her 🙂 Din lune kyllingesalat må prøves. Tak for dejlig inspiration!

  • skøn skøn mad, og 7 portioner er mere end jeg normalt kan få ud af sådan et dejligt kræ. Jeg plejer at regne med 6, hvoraf den ene er suppe kogt på fond fra skroget.
    Og ja, så er en kylling til 150 kr jo ikke dyrt.
    Har du hørt om den “kyllingeliste” som Signe Wenneberg kører, hvor du kan købe gode frilandskyllinger, som man kan hente i Torvehallerne? Ellers kan jeg anbefale den. KH Marianne

    • Nej, og den kostede også kun 120 kr 🙂
      Jeg har ikke hørt om det projekt – hos hvilken af boderne er det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *