Recent Posts

Paprika-kartofler

Paprika-kartofler

Disse paprika-kartofler fik lov til at agere tilbehør, da jeg lavede aftensmad tidligere på ugen. De er særdeles gode, hvis du har små kogte kartofler til overs. Men da det næppe sker så tit, så vil jeg foreslå dig, at du koger kartoflerne i forvejen …

Café Zætteberg

Café Zætteberg

Jeg spiste hos Café Zætteberg i Lyngby sidste weekend, da jeg var på udflugt med gemalen og svigermor. Jeg havde set flere begejstrede anmeldelser af cafeen, der ligger tæt på Lyngby hovedgade, så det sted skulle vi naturligvis prøve. Cafeen har et fint lille udvalg …

Græskar-omelet

Græskar-omelet

Her til aften fik vi græskar-omelet, for jeg bagte et hokkaido græskar i weekenden, da jeg bagte boller og ville udnytte, at ovnen alligevel var tændt. Det er et af mine yndlings-madlavningstricks – at preppe nogle råvarer i weekenden, som jeg kan bruge til at gøre madlavningen i hverdagene lidt hurtigere.

Jeg brugte selvfølgelig hot røget paprika til at krydre retten med, nu hvor jeg har paprika-benspænd, og så fik omeletten også et skud chilisauce til sidst for at give lidt modspil til det søde græskar.

Græskar-omelet

2 stk.

7-8 mellemstore æg
½ dl mælk
salt og peber
smør til stegning
1½ dl fintreven ost – gerne Vesterhavsost eller Primadonna
150-200 g svampe
ca. et kvart mellemstort hokkaido græskar*
1 tsk hot røget paprika

*gerne bagt på forhånd – alternativt skær det i mindre stykker og steg stykkerne møre i smør ved lav eller mediumvarme, inden du laver omeletterne.

Start med at rense svampene og skære dem i skiver. Smelt smør på en slip-let pande (eller bare en, der er meget glat) og hæld svampene på. Drys lidt salt over og steg dem ved mediumvarme, indtil de bliver møre. Hæld dem over i en skål.

Smelt lidt mere smør på panden. Pisk æg, mælk, salt og peber sammen i en skål og hæld halvdelen på panden. Skru ned for varmen, så den er lige under medium. Lad være med at røre panden og dens indhold – nu skal omeletten bare bage/stege stille og roligt. Når overfladen er tæt på at stivne, drysser du halvdelen af osten ud over den. Løsn kanterne let med en paletkniv og lad din omelet glide over på en stor tallerken. Tilbered den anden omelet på samme måde.

Når den anden omelet er stegt, smelter du lidt mere smør på panden. Tilsæt paprika og græskarstykker og rør godt rundt. Steg det, inden til græskarstykkerne er gennemvarme.

Fordel halvdelen af de stegte svampe og græskarstykker på den ene halvdel af en omelet. Fold den anden halvdel af omeletten over og pynt din græskar-omelet med lidt stærk chilisauce. Gør det samme med en anden omelet og servér dem med det samme.

Note: Det er ikke sidste gang, at jeg laver græskar-omelet! Og da slet ikke, når der også er paprika og chili til! Kan du ikke lide svampe, så kan du blot udelade dem, men jeg kan godt lide, at de giver lidt flere nuancer til smagen.

Osso buco i øl

Osso buco i øl

Jeg tilberedte osso buco i øl sidste weekend, hvor jeg fik en sjælden mulighed for at bruge oksekød i madlavningen. For et par år siden droppede vi nemlig at købe oksekød regelmæssigt og gør det nu kun 1-2 gange om året. Men da jeg hjælper …

BBQ broccoli

BBQ broccoli

BBQ broccoli er beviset på, at det ikke kun er kød, der kan kombineres med en god BBQ-sauce. Og er du en af dem, der trænger til nye måder at bruge vintergrøntsagerne på, så er denne opskrift måske noget for dig. Jeg har selvfølgelig valgt …

Frøsnappere med remonce

Frøsnappere med remonce

Jeg har bagt frøsnappere! Og det er ikke kun for at bestikke gemalen – jeg havde såmænd en opskrift liggende, som jeg havde lyst til at prøve. Og så er det hyggeligt at bage 🙂

Nå, men jeg havde et lille udklip fra et gammelt Bo Bedre-magasin, som jeg havde lyst til at teste af. Jeg fulgte nogenlunde den originale opskrift, men udskiftede mælk med vand – og så viste det sig, at jeg skulle bruge mindre mel, end der var angivet. Mængden af birkes justerede jeg også, ligesom jeg gjorde fremgangsmåden en lille smule lettere.

Frøsnappere

10-12 stk.

25 g gær
1½ dl koldt vand
1 æg
30 g blødt smør
1 spsk rørsukker
lidt salt
4½-5 dl hvedemel
200 g meget koldt smør

Remonce:
75-100 g fintreven marcipan
0,75 dl rørsukker
70-80 g blødt smør

Derudover:
1 æg, pisket
2-3 spsk sesamfrø
2 spsk blå birkes

Hæld vandet i en skål og rør gæren ud i det. Pisk ægget i. Pisk derefter blødt smør, salt og sukker i og derefter hvedemelet lidt efter lidt. Ælt dejen til en blød og sammenhængende kugle og dæk skålen med et fugtigt viskestykke. Stil skålen i køleskabet og lad dejen hæve i to timer.

Drys hvedemel på bordet og rul dejen ud i et 30 x 30 cm stykke. Brug en ostehøvl eller en kniv til at skære tynde skiver koldt smør, som skal ligge i et tyndt og ensartet felt på 20 x 20 cm. OBS – det skal IKKE ligge, så der er 10 cm ekstra dej på hver side men drejet 90 grader, så du – når smørret er lagt oven på dejen – kan folde dejhjørnerne ind over smørret ligesom en (gammeldags) kuvert. Og det skal du netop gøre nu – altså folde dejhjørnerne ind over smørret, så det er helt dækket af dej.

Drys lidt mel ud over dejen og rul den ud til 30 x 30 cm. Fold en tredjedel af dejen ind over den næste tredjedel (så den sidste tredjedel fortsat ligger fri). Tag derefter den ‘frie’ tredjedel og fold ind over de to andre. Rul dejen ud til en 30 x 30 cm plade. Fold igen en tredjedel af dejen ind over den næste tredjedel og derefter den sidste tredjedel ind over de to første. Rul atter dejen ud til en 30 x 30 cm plade – gerne på den anden led.

Rør ingredienserne til remoncen sammen og smør den ud over dejen. Fold atter en tredjedel ind over næste tredjedel og derefter den sidste tredjedel ind over de to første. Rul nu dejen ud til en ca. 22 x 26 cm stykke (det behøver ikke at være 100% præcis!). Pensl den øverste side med æg og drys med sesamfrø. Vend dejen – jeg anbefaler at vippe den over på et stykke bagepapir – og pensl den anden side med æg og drys med blå birkes.

Skær dejen i ca. 4 cm brede stykker og sno dem forsigtigt. Fordel den på to bagepapirbeklædte bageplader (der kan kun være 5-6 stykker på hver – og helst kun 5, hvis det kan lade sig gøre) – og læg et rent viskestykke over hver plade. Lad dem efterhæve en times tag.

Bag dine frøsnappere i midten af ovnen ved 225 grader i ca. 12 minutter, indtil de er gyldne. Lad dem køle af inden servering.

Note: Selvom det er en smule besværligt at folde og udrulle dejen, så synes jeg bestemt, at disse frøsnappere er umagen værd. Det er selvfølgelig ikke lige så let som at købe dem hos bageren (!), men hvis du synes, at det er et hyggeligt weekend- eller ferieprojekt, så skal du prøve at lave dem. De egner sig dog mere som en eftermiddagskage end som tilbehør til morgenmaden, da det tager flere timer at lave dem.

Tjek i øvrigt også andre spændende morgenmadsopskrifter i min brunch-kategori og i min morgenmads-kategori.

Svinekæber i paprikasauce

Svinekæber i paprikasauce

Hvad siger du til svinekæber i paprikasauce – en skøn simreret her i den kolde vinter? Og så med et krydret pift, der er med til at give varmen? Jeg siger i hvert fald ja tak, for det lavede jeg i sidste uge, og det …

Chicken pie

Chicken pie

Denne chicken pie – eller faktisk pies, for jeg lavede to små – er månedens første benspændsret. Ja, den er faktisk årets første benspændsret (hvilket næppe er så overraskende, nu hvor vi er i starten af januar). Temaet for denne måned er paprika, og da …

Januar: Paprika

Januar: Paprika

Årets første benspænd er paprika! Trænger vi ikke til lidt krydderier her i årets første måned, der byder på gråvejr, regn og kulde? Jo, det gør vi!

Det var en af mine gode venner, der foreslog det, da jeg fortalte hende, at jeg grublede over dette års benspænd. Nu har jeg efterhånden været igennem så mange forskellige temaer gennem årene, at det bliver sværere og sværere at finde på noget nyt – men heldigvis er der stadig mange emner, man kan dykke dybere ned i.

Jeg kan rigtig godt lide paprika, og vi har som regel tre udgaver stående. Der er altid en sød paprika og en hot røget paprika – og så har jeg også pt. en sød røget paprika på lager. Det giver gode muligheder for både at krydre maden men også at give den en god, dyb og letrøget smag – og det kan være et fint ‘snydetrick’, hvis du ikke lige vil finde grillen frem i sne- eller regnvejret …

Men paprika er ikke kun oplagt til grillmad, for det er også et krydderi, der kan indgå i mange simreretter. Så det vil det også gøre i de første retter, der kommer på bloggen i næste uge.

Vanen tro er du meget velkommen til at komme med ideer til retter, der passer til månedens benspænd.

Græskarsalat med valnødder

Græskarsalat med valnødder

Denne græskarsalat med valnødder er både månedens sidste benspændsret – oooog sidste ret på bloggen i 2024! I morgen er det nytårsaften, og jeg holder lige en dag eller to fri fra bloggen, inden vi skal kigge nærmere på 2025-planerne. Jeg elsker at bage hokkaido …