Vi spiste på Boubou’s på vores første aften i Lissabon. Jeg havde set, at Michelinguiden anbefalede stedet, og det så bestemt også spændende ud, når man kiggede på deres hjemmeside. Boubou’s har en syv retters menu til 95 euro og en ti retters menu til …
I sidste uge holdt vi ferie i Lissabon, og selvfølgelig stod spændende madoplevelser på listen over ting, vi skulle nå på ferien! Her spiste vi morgenmad på en række cafeer, snuppede en hurtig hapser i løbet af dagen og fokuserede ellers appetitten på aftensmaden, hvor …
Vi har spist morgenmad i Lissabon i denne uge, hvor vi har ferieret siden i tirsdags. Og du skal ikke snydes for at høre om de morgenmadsrestauranter, vi besøgte!
De senere år er hotelmorgenmad blevet meget dyrt, og da det i forvejen sjældent er særlig godt, så prøver gemalen og jeg i stedet at finde caféer eller morgenmadsrestauranter, hvor vi kan spise. Det er altid bedre – og nogle gange også væsentlig billigere afhængig af hvilket land og by, vi besøger.
Vi spiser også tit lidt mere morgenmad, end vi ville på en normal hverdag, da vi så ofte blot tager en hurtig hapser til frokost (eller … shhh … en is!). Appetitten skal nemlig gemmes til om aftenen, hvor vi så har booket bord et spændende sted. Men mere om det i løbet af de kommende dage, hvor jeg blogger om vores restaurantbesøg.
Break Sé
Den første morgen endte vi i den dyrere (aka turistede) del af Lissabon, nemlig hos Break Sé, hvis menukort så ret spændende ud. Jeg snuppede en citron+mynte-juice og en cappuccino. Jeg var dog ikke videre imponeret over dem – juicen smagte ikke af så meget, og cappuccinoen var for bitter og manglede mælk.
Til gengæld var avokadomaden med pocheret æg, nødder og salat en meget smuk og indbydende servering. Den var dog til den tørre side og kunne godt have brugt lidt smør eller olie, ligesom brødet også var lidt sejt at skære i.
Chokoladecroissanten var til gengæld virkelig, virkelig flydende!
Hrm. Ikke den bedste start på morgenmadseventyrene i Lissabon, og så var det tilmed den dyreste af morgenmadsbesøgene (drikkevarer og mad til to personer blev ca. 50 euro).
Hygge Kaffe
Den næste morgen besøgte vi morgenmadsrestauranten Hygge Kaffe, som jeg naturligvis ikke kunne stå for, da jeg opdagede den under researchen op til rejsen. Som navnet antyder, så er det et sted, hvor mad og drikkevarer er inspireret af det nordiske morgenmadskøkken, og det var lidt svært at beslutte sig, for der var mange spændende ting på menukortet.
Jeg valgte et glas med melon-juice samt en cappuccino. Begge dele var væsentlig bedre end de drikkevarer, jeg fik dagen før.
Jeg kunne ikke stå for en laksemad med pocherede æg og hollandaisesauce. Brioche-brødet var ret tykt men dog også så luftigt, at det var let at spise. En ganske god servering.
Jeg havde også bestilt en skål frugt, og her blev jeg positivt overrasket – og lidt overvældet – over den store skål med blandet frugt og bær, jeg fik serveret. Der var også drysset lidt ristede nødder over, og det var virkelig skønt at starte dagen med sådan en vitaminbombe.
Helt bestemt en anbefaling af Hygge Kaffe!
Bread & Friends
På tredjedagen besøgte vi Bread & Friends, som nok mere er et konditori end en morgenmadsrestaurant. Du kan godt få en række salte morgenmadsretter, men der er klart fokus på kager og søde sager.
Jeg bestilte en toast og en iskaffe og blev i den grad overvældet, da det viste sig, at toasten var ca. tre gange så stor, som jeg havde forventet! Heldigvis havde gemalen bestilt noget andet, der kom i en mindre portion, så jeg kunne give noget af min portion videre til ham.
Der skulle nemlig også være plads til lidt kage, selvom jeg ikke er den store kagespiser om morgenen. Jeg har set disse Supreme Croissant på nettet en del gange, og nu måtte jeg altså prøve en. Jeg havde heldigvis aftalt at dele med gemalen, for sådan en kage er en heftig omgang. Det er en sprød, glaseret croissantrulle fyldt med creme (i dette tilfælde med pistacie), og man bør være mindst to til at spise en (medmindre man da er teenager med uendelig forbrænding eller lige har gennemført et marathon). Det var altså lige i overkanten – men så er det da prøvet.
Coffee & Crepe
Den fjerde morgen skulle vi til Sintra, men vi gjorde et stop inden for at spise morgenmad hos Coffee & Crepe. Det var nok det af stederne, der så mest ordinært ud – men til gengæld var det billigt og godt!
Jeg lagde ud med en myntedrik, som havde en god, frisk smag samt en iced cappuccino, som ikke var for sød men heller ikke så bitter, at den krævede sukker.
Som navnet antyder, så var der gode muligheder for at få pandekager, og jeg snuppede en af de salte med ost og svampe. Her havde det dog været rart, hvis de lige havde givet den et halvt eller helt minut i ovnen efter at have lagt den sammen, så svampene var varme og osten var smeltet, når man fik den. Der var dog lidt krydret sauce i den, som gav et godt pift til smagen.
Portionerne var forholdsvis store dette sted, så denne gang endte jeg også med at pushe lidt til gemalen, der fik noget af min guacamole-mad.
Her endte vi med sølle 30 euro, hvilket jo var nærmest det halve i forhold til den første morgen og tilmed noget bedre.
Jeg var på Restaurant Camour i starten af måneden sammen med en flok tidligere kolleger. Restauranten ligger i Kødbyen og har et fint udvalg af små og mellemstore italienske retter. Selvom menukortet ikke var voldsomt stort, så tog det alligevel lidt tid at vælge, for …
Japansk æggesandwich er en virkelig enkel sandwich, som du kan få mange steder i Japan. Jeg prøvede den godt nok ikke, da vi var på ferie der for mange år siden, men den er heldigvis så let at lave, at du sagtens kan lave den …
I går kom der Eggs Florentine på morgenmadsbordet, for jeg udnytter fortsat, at vi har påskeferie, og jeg kan lave æggebaserede morgenmadsretter. Selvfølgelig som en del af ægge-benspændet. Tidligere på ugen lavede jeg æg i kokotte, som er noget lettere end denne opskrift.
Eller … denne ret er ægge svær (UNDSKYLD), men den er lidt mere omstændig. Så den er klart sjovere at lave den til mindst to og gerne fire personer. Hvis du vil gøre det meget let for dig selv, så kan du selvfølgelig bruge færdiglavet mornaysauce, men jeg er generelt fan af at lave de fleste retter fra bunden, så jeg lavede en lille portion ostesauce. Og kom til at tænke på, at jeg snart bør lave lasagne igen.
Eggs Florentine
2 personer
ca. 2 dl ostesauce 2 æg, str. M/L 200 g spinat – enten frisk eller optøet lidt smør til stegning 1 dl frisk- og fintreven ost
Bring en kasserolle vand i kog, som du kan koge æggene i. De skal have seks minutter og derefter lægges i koldt vand.
Mens æggene koger, kan du meget passende lave ostesaucen (se indlægget, jeg har linket til). Den kan du have på lavt blus, mens du forbereder spinaten.
Spinaten skal hakkes og svitses på en pande i nogle minutter. Fordel den i to smurte, ildfaste forme. Pil æggene og læg et i hver form. Fordel ostesaucen ud over det og slut af med at drysse ost over. Stil de to forme i ovnen ved 200 grader grill i 5-7 minutter.
Servér Eggs Florentine sammen med ristet brød.
Note: Dette er en skøn morgenmadsret, og selvom portionen ikke ser stor ud, så mætter den ret godt. Hvis du vil variere den, så vil jeg foreslå, at du finthakker og steger lidt løg sammen med spinaten – måske endda også lidt frisk tomat, men så begynder vi at bevæge os noget længere væk fra originalen.
I går bagte jeg ribskage, som jeg serverede for vores brætspilsgæster om eftermiddagen. Det var en kage, jeg tænkte på at bage allerede under marts-benspændet, for det gik selvfølgelig ud på at udrydde nogle af de ribs, som jeg havde frosset ned fra sidste års …
Æg i kokotte er en klassisk morgenmadsservering i Frankrig. Det er også en helt perfekt morgenmadsret her i påsken! Da jeg valgte månedens ægge-benspænd, var det selvfølgelig både fordi, at det er et tema, der passer godt sammen med påske, men også fordi en del …
Der var gin sour i weekenden, da jeg selvfølgelig udnytter månedens ægge-benspænd til at lave (et par) drinks!
Det er faktisk lidt pudsigt, at jeg ikke har lavet denne drink før, da jeg både elsker letsyrlige drinks, er vild med citron og altid har gin på lager. Jeg har i øvrigt også set udgaver af denne drink, hvor man bruger limesaft, hvilket giver den en lidt mere parfumeret og floral smag.
Gin Sour
2 drinks
10 cl dry gin 4 cl friskpresset citronsaft 2 cl lys sirup 3-4 cl æggehvide (husk noget af den ‘faste’ del af hviden) isterninger lidt Angostura Bitter
Hæld gin, citronsaft, sirup og æggehvide i en shaker sammen med en håndfuld isterninger. Ryst grundigt i 15-20 sekunder. Fyld isterninger i to lave glas og fordel drinken i dem. Dryp lidt Angostura Bitter over og servér med det samme.
Note: Gin Sour levede fuldt op til mine forventninger om en lækker og frisk drink. Du kan sagtens tilføre lidt mere sirup, hvis du vil dæmpe syrligheden lidt, men det er en smagssag. Jeg fik til gengæld ikke brugt så meget æggehvide, som jeg burde, så drinken havde ikke så meget skum, og derfor har jeg skruet lidt op for mængden i ovenstående opskrift.
Ramen æg kan du lave på flere forskellige måder, men uanset hvad er de en god og enkel måde at pifte en skål ramen op med. Ikke kun fordi de er smukke men også fordi marinaden, som æggene ligger i, giver en ekstra dyb smag …