Morgenmad i Lissabon

Morgenmad i Lissabon

Vi har spist morgenmad i Lissabon i denne uge, hvor vi har ferieret siden i tirsdags. Og du skal ikke snydes for at høre om de morgenmadsrestauranter, vi besøgte!

De senere år er hotelmorgenmad blevet meget dyrt, og da det i forvejen sjældent er særlig godt, så prøver gemalen og jeg i stedet at finde caféer eller morgenmadsrestauranter, hvor vi kan spise. Det er altid bedre – og nogle gange også væsentlig billigere afhængig af hvilket land og by, vi besøger.

Vi spiser også tit lidt mere morgenmad, end vi ville på en normal hverdag, da vi så ofte blot tager en hurtig hapser til frokost (eller … shhh … en is!). Appetitten skal nemlig gemmes til om aftenen, hvor vi så har booket bord et spændende sted. Men mere om det i løbet af de kommende dage, hvor jeg blogger om vores restaurantbesøg.

Break Sé

Den første morgen endte vi i den dyrere (aka turistede) del af Lissabon, nemlig hos Break Sé, hvis menukort så ret spændende ud. Jeg snuppede en citron+mynte-juice og en cappuccino. Jeg var dog ikke videre imponeret over dem – juicen smagte ikke af så meget, og cappuccinoen var for bitter og manglede mælk.

Til gengæld var avokadomaden med pocheret æg, nødder og salat en meget smuk og indbydende servering. Den var dog til den tørre side og kunne godt have brugt lidt smør eller olie, ligesom brødet også var lidt sejt at skære i.

Chokoladecroissanten var til gengæld virkelig, virkelig flydende!

Hrm. Ikke den bedste start på morgenmadseventyrene i Lissabon, og så var det tilmed den dyreste af morgenmadsbesøgene (drikkevarer og mad til to personer blev ca. 50 euro).

Hygge Kaffe

Den næste morgen besøgte vi morgenmadsrestauranten Hygge Kaffe, som jeg naturligvis ikke kunne stå for, da jeg opdagede den under researchen op til rejsen. Som navnet antyder, så er det et sted, hvor mad og drikkevarer er inspireret af det nordiske morgenmadskøkken, og det var lidt svært at beslutte sig, for der var mange spændende ting på menukortet.

Jeg valgte et glas med melon-juice samt en cappuccino. Begge dele var væsentlig bedre end de drikkevarer, jeg fik dagen før.

Jeg kunne ikke stå for en laksemad med pocherede æg og hollandaisesauce. Brioche-brødet var ret tykt men dog også så luftigt, at det var let at spise. En ganske god servering.

Jeg havde også bestilt en skål frugt, og her blev jeg positivt overrasket – og lidt overvældet – over den store skål med blandet frugt og bær, jeg fik serveret. Der var også drysset lidt ristede nødder over, og det var virkelig skønt at starte dagen med sådan en vitaminbombe.

Helt bestemt en anbefaling af Hygge Kaffe!

Bread & Friends

På tredjedagen besøgte vi Bread & Friends, som nok mere er et konditori end en morgenmadsrestaurant. Du kan godt få en række salte morgenmadsretter, men der er klart fokus på kager og søde sager.

Jeg bestilte en toast og en iskaffe og blev i den grad overvældet, da det viste sig, at toasten var ca. tre gange så stor, som jeg havde forventet! Heldigvis havde gemalen bestilt noget andet, der kom i en mindre portion, så jeg kunne give noget af min portion videre til ham.

Der skulle nemlig også være plads til lidt kage, selvom jeg ikke er den store kagespiser om morgenen. Jeg har set disse Supreme Croissant på nettet en del gange, og nu måtte jeg altså prøve en. Jeg havde heldigvis aftalt at dele med gemalen, for sådan en kage er en heftig omgang. Det er en sprød, glaseret croissantrulle fyldt med creme (i dette tilfælde med pistacie), og man bør være mindst to til at spise en (medmindre man da er teenager med uendelig forbrænding eller lige har gennemført et marathon). Det var altså lige i overkanten – men så er det da prøvet.

Coffee & Crepe

Den fjerde morgen skulle vi til Sintra, men vi gjorde et stop inden for at spise morgenmad hos Coffee & Crepe. Det var nok det af stederne, der så mest ordinært ud – men til gengæld var det billigt og godt!

Jeg lagde ud med en myntedrik, som havde en god, frisk smag samt en iced cappuccino, som ikke var for sød men heller ikke så bitter, at den krævede sukker.

Som navnet antyder, så var der gode muligheder for at få pandekager, og jeg snuppede en af de salte med ost og svampe. Her havde det dog været rart, hvis de lige havde givet den et halvt eller helt minut i ovnen efter at have lagt den sammen, så svampene var varme og osten var smeltet, når man fik den. Der var dog lidt krydret sauce i den, som gav et godt pift til smagen.

Portionerne var forholdsvis store dette sted, så denne gang endte jeg også med at pushe lidt til gemalen, der fik noget af min guacamole-mad.

Her endte vi med sølle 30 euro, hvilket jo var nærmest det halve i forhold til den første morgen og tilmed noget bedre.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *