Klassiske specier

Klassiske specier

I weekenden var jeg til familiefødselsdag, og her medbragte jeg en æbletærte med brombær, som vi skulle have til dessert, samt en kagedåse med klassiske specier til fødselaren. Han er nemlig svært glad for simple, sprøde småkager, og det må man sige, at specier er.

Specier er småkager, der består af hvedemel, flormelis, smør – og ind imellem også lidt vanilje. Du kan dog tilføje flere smagsgivere såsom fintreven citronskal eller appelsinskal, ligesom du også kan vælge at vende hakket chokolade i dejen. Jeg holdt mig dog til den mest simple udgave.

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Alt for Damerne, men justerede en smule på mængdeforholdene samt tilføjede lidt salt og en smule vand.

Klassiske specier

70-80 stk.

4 dl hvedemel
2 dl flormelis
et knips salt
½ tsk vaniljepulver
200 g koldt smør, skåret i små tern
evt. 1-2 spsk vand

Rør hvedemel, flormelis, salt og vanilje sammen. Gnid smørternene ud i melet og slut af med at tilsætte lidt vand, hvis dejen har lidt besvær med at hænge sammen. Form dejen til en lang tyk pølse – ligesom når du laver brunkager – og rul dejen ind i bagepapir. Læg den i køleskabet i en times tid.

Varm ovnen op til 200 grader. Mens den varmer op, tager du dejen ud af køleskabet og skærer den i tynde skiver – gerne ca. ½ cm tykke. Fordel dem på to bagepapirbeklædte bageplader, som du derefter sætter i ovnen. Den øverste plade skal have 10-12 minutter, indtil småkagerne er letgyldne. Den nederste flytter du op, når du tager den øverste plade ud, og så får den sidste plade et par minutter mere, så disse specier også bliver letgyldne.

Lad dine specier køle helt af, inden du forgrib…. æh, putter dem i en lufttæt kagedåse!

Note: Sprøde og dejlige klassiske specier. Hvis du er til milde småkager uden de vilde dikkedarer, så er specier lige noget for dig.



2 thoughts on “Klassiske specier”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *