Fyldt hvidkål

Fyldt hvidkål

Fyldt hvidkål er en rigtig vinterret, og så passer den også til månedens Karoline-benspænd, da retten var med i et af de første Karolines Køkken-hæfter.

Man forbinder ikke normalt tunge kålretter med gæstemad, men jeg synes faktisk, at denne ret kan være festlig at servere, når man skærer den i kvarte. Pynt eventuelt med en kraftig chilisauce for at give noget modspil til den tunge kål og det fyldige svinekød.

Jeg justerede flere mål i forhold til den oprindelige opskrift samt udelod mælk, da jeg mente, at farsen ellers ville blive for lind. Sidst men ikke mindst udskiftede jeg den milde ost med en lidt kraftigere gorgonzola. Hvos stærk denne skal være er helt op til dig.

Fyldt hvidkål

3-4 personer

½ hvidkål på ca. 800 g

Fars:
300 g hakket svinekød
½ løg, finthakket
salt og peber
1 æg
3 spsk dl hvedemel

50 g gorgonzola
evt. 3 dl grøntsagsbouillon

Hæld vand i en stor gryde og bring det i kog. Hæld lidt salt i og læg forsigtigt det halve hvidkålshoved i. Lad det koge i fem minutter og tag så gryden af varmen. Hæld vandet fra (men gem ca. 3 dl) og læg hvidkålshovedet på et spækbræt.

Rør farsen sammen. Skær osten i mindre tern og vend det i farsen.

Hæld kogevandet (eller eventuelt grøntsagsbouillon, hvis du ønsker en lidt kraftigere smag) i et ildfast fad. Pil de inderste blade af hvidkålen ud – der skal stadig være ca. 1 cm kant. Snit de blade fint, som du har pillet ud, og læg dem i fadet. Stil det halve hvidkål oven på (står det ikke lige kan du stabilisere det med stanniol). Put farsen i udhulningen af hvidkålen og stil fadet i ovnen ved 200 grader. Bag hvidkålen ca. 50 minutter.

Fyldt hvidkål serveres med kogte ris og gerne en sennepscreme rørt på stærk sennep, creme fraiche samt salt og peber.

Note: Fyldt hvidkål er som udgangspunkt en ret mild ret, men eftersom jeg tilføjede gorgonzola, så fik den lidt kant. Det var dog en ret mild udgave, men jeg kunne godt lide kombinationen.





2 thoughts on “Fyldt hvidkål”

  • Fyldt hvidkål kan jeg slet ikke huske fra Karolines Køkken-hæfterne. Men det lyder vanvittig lækkert! Hvidkål, svinekød og gorgonzola kommer på min indkøbsliste i dag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.