Frisk korianderdrink med kokosmælk

Frisk korianderdrink med kokosmælk

Korianderdrink er ikke lige noget, jeg støder på så tit (… jeg tror ikke, at jeg overhovedet har set det før). Men det kunne da være et sjovt eksperiment i forbindelse med mit alkoholfri drink-benspænd i denne måned.

Jeg var lidt i tvivl om ‘basen’ for drinken men endte med en sukkerfri citronsodavand. Jeg tror dog også, at du kan få et fint resultat med en mild hyldeblomstsaft eller eventuel Faxe Kondi (hvis du gerne vil have en meget sød drink).

Korianderdrink

1 drink

1 dl frisk koriander
½ tsk rørsukker
ca. 1½ dl mild citronsodavand
isterninger
cremet kokosmælk

Pynt:
lidt frisk koriander

Put korianderen i et tykbundet glas sammen med rørsukker. Brug en støder fra en morter til at knuse korianderen. Tilsæt ½ dl sodavand og rør rundt. Fyld isterninger i et lavt glas og læg en lille si over glasset. Hæld korianderblandingen i sien og hæld resten af sodavanden over, så det dræner gennem korianderen og ned i glassset. Top din korianderdrink med lidt cremet kokosmælk.

Note: Kombinationen af koriander, let citrussmag samt kokosmælk fungerede ganske fint. Lidt af brusen går dog af sodavanden ved denne metode, så derfor kunne det også være interessant at prøve med hyldeblomstsaft eller en mild citronlimonade.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *