Solnedgang – alkoholfri drink

Første alkoholfri drink er ‘Solnedgang’, hvis farver minder mig om en rødmende solnedgang. Det minder om 90’er-klassikeren Filur, men er selvfølgelig uden vodka. Til gengæld har jeg tilsat lidt lime for at give en frisk syrlighed, som jeg spiller godt sammen med den søde grenadine. Og ja, den er naturligvis en del af mit alkoholfri-drinks-benspænd i denne måned!
Solnedgang
1 drink
8-10 cl appelsinjuice
saften fra ½ frisk lime
evt. lidt lys sirup
isterninger
ca. 2 spsk grenadine
Hæld appelsinjuice og limesaft i en shaker sammen med isterninger. Ryst det grundigt og smag på den. Hvis den er for syrlig til din smag, så tilsæt lidt lys sirup og ryst igen. Fyld isterninger i et mellemstort glas og hæld appelsinblandingen i. Hæld forsigtigt grenadinen i, så det samler sig på bunden. Pynt evt. med en lille hornviol på toppen af drinken og servér den med det samme.
Note: Nu er jeg glad for syrlige drinks, så jeg kan godt lide, at denne drink har en frisk smag. Hvor frisk den egentlig er vil afhænge af appelsinjuicen. Husk, at du altid kan tilsætte lidt sirup, når du smager på den under tilberedningen. Og ellers er den søde grenadine der netop for, at du kan blande den ind i drinken undervejs, når du nipper til den.