Flamiche – fransk porretærte

Flamiche – fransk porretærte

Flamiche er en fransk porretærte, der stammer fra den nordlige del af Frankrig. Det er en mild vegetartærte, som enten laves som åben tærte eller med tærtelåg. Bunden laves på en let smørdej, hvor du enten kan bruge en butterdej eller briochédej. Og så er det jo en ret, der ligger fint i tråd med mit franske benspænd.  

Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Bonjour Paris, hvor jeg valgte at bruge en butterdej fra frost som dej, og så justerede jeg lidt på fyldsammensætningen.

Flamiche

3-4 personer

3-4 plader butterdej
Lidt hvedemel til udrulning
2 porrer, skåret i skiver
Smør til stegning
2 æg
1 dl creme fraiche
Lidt muskatnød
Salt og peber

Drys lidt hvedemel ud på køkkenbordet og ’lim’ butterdejspladerne sammen med lidt vand, inden du ruller dem let ud med en kagerulle. Smør en tærteform på ca. 20 cm i diameter med smør og fordel dejen ud i formen. Skær det overskydende dej af (sørg for at have min 1 cm ekstra dej langs kanten, da den trækker sig lidt sammen under bagningen). Prik bunden flere steder med en gaffel og sæt fadet i køleskabet i en halv times tid.

Smelt en klat smør i en gryde og steg porreskiverne ved lav varme, indtil de bliver bløde. Tag gryden af varmen og lad porrerne afkøle. Pisk æggene og pisk derefter creme fraiche, muskatnød, salt og peber i.

Fordel fyldet i tærteformen og bag din flamiche i ovnen ved 180 grader i ca. 30 minutter, indtil kanten er gylden og fyldet er fast.

Lad den afkøle lidt, inden du spiser din flamiche som den er eller evt. sammen med grøntsager og/eller kød.

Note: En mild og dejlig porretærte med sprød kant. Du kan som sagt lave den med eller uden tærtelåg. Laver du den med låg, så husk at skære et par snit, så dampen kan trænge ud, og pensl gerne låget med pisket æg inden bagning.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.