Efterårsudgave af svensk pølseret
Nu begynder kulden for alvor at bide – især om morgenen – og derfor er det en god idé at lave stærk mad, der får blodet til at rulle lidt hurtigere i årerne! I går lavede jeg denne efterårsudgave af svensk pølseret, og det blev en ret stærk sag, da jeg for det første generelt bruger en ret stærk cayennepeber og for det andet tog hul på en ny bøtte (der dermed var lidt mere frisk og stærk end den cayennebøtte, jeg har brugt gennem de sidste par måneder).
Styrken af denne pølseret afhænger selvfølgelig af hvilken slags cayennepeber, du bruger – og hvor gavmildt du doserer. Jeg plejer at bruge en cayennepeber fra Urtekram, og den er faktisk så kraftig, at jeg ofte bruger den som erstatning for chili. Hvis du bruger andre typer caynnepeber til denne pølseret, så sørg for at smage dig frem, for så kan du sikkert godt bruge mere caynnepeber, end jeg har angivet herunder.
Svensk pølseret i efterårsudgave
ca. 3 personer
4 pølser – jeg brugte svinekødspølser, men oksekødspølser fungerer også fint
1 hokkaido græskar
et lille knoldselleri (ca. 500 g inden skrælning)
3 store gulerødder
½ dl olivenolie
4 dl creme fraiche 18%
1 tsk caynnepeber – måske mere hvis du bruger en mild udgave
2-3 spsk ketchup
salt og peber
Halvér græskarret og skrab kernerne ud. Gem dem, hvis du gerne vil eksperimentere med at lave ristede græskarkerner. Skær hokkaido græskarret i tern på ca. 2 x 2 cm. Du behøver ikke at skrælle græskarret. Skræl knoldselleriet og skær det i tern på størrelse med eller mindre end græskarstykkerne. Skrub gulerødderne og skær dem i tilsvarende stykker. Hæld græskar, knoldselleri og gulerødder i en frostpose sammen med lidt olivenolie, luk posen og ryst den godt. Hæld grøntsagsblandingen på en bagepapirbeklædt bageplade og drys lidt salt og peber over. Bag dem i 40-45 minutter ved 200 grader, indtil alle grøntsagerne er møre. Gulerødderne må dog godt have lidt bid. Tag bagepladen ud og lad grøntsagerne køle af, indtil de er håndvarme.
Steg imens pølserne og lad også dem køle lidt af. Rør creme fraiche, cayennepeber og ketchup sammen. Smag til med salt og peber – og evt. mere cayennepeber. Skær pølserne i mindre stykker og vend dem i en skål sammen med grøntsagerne og dressingen. Spis din pølseret, som den er, eller kombinér den med en grøn salat.
Note: Som sagt blev min udgave af denne pølseret ret hidsig pga. den aggressive cayennepeber, så i ovenstående opskrift har jeg noteret lidt mindre cayennepeber, end jeg oprindeligt brugte til min pølseret. Den stærke cayennepeber passer godt sammen med det søde græskar, og denne pølseret er i det hele taget en herlig efterårsret, som fungerer fint som frokost eller som aftensmad.
Det lyder rigtig godt, men var den næsten kold, da du spiste? Hvis både grønsager og pølser kølede af, før de blev blandetmed kold(?) cream fraise.
Nærmere lun 🙂