Bistro Limone

Bistro Limone

Bistro Limone er et lille spisested på Nørrebro i København. Det var også udflugtsmålet, da et vennepar inviterede os med til en hyggelig stund i det lune sommervejr. Det var dog en af de dage, hvor regnen lå og lurede i skyerne, så vi endte med at sidde indenfor, hvor vi til gengæld kunne glæde os over de mange citronformede ting, som restauranten var udsmykket med. For som du muligvis ved, så betyder limone citron på dansk.

Bistro Limone er en ret uformel restaurant med et lille menukort og ditto drinkskort. Vi fik bestilt et par kander med vand samt en kande af husets hvidvin. Alle kom de i den samme type citronkander, så man skulle lige se sig for, når man ville skænke.

Bistro Limone, Restaurant Limone, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

De andre prøvede restaurantens pastaretter, som jeg smagte en enkelt bid af. Rigtig fin og dejlig pastaret. Jeg havde dog forelsket mig i burrata med ovnbagte tomater, og den sommerlige servering var lige, som den skulle være.

Jeg kombinerede burrataen med en grøn salat med balsamicoeddike. Den er nok mest tiltænkt som tilbehør til pastaretterne, men gik selvfølgelig også fint sammen med osteserveringen.

Bistro Limone, Restaurant Limone, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i København

Jeg havde gemt plads til dessert, for på Bistro Limones hjemmeside var der nævnt to desserter, og begge ligger i min top fem over desserter (en citronkage-dessert samt en pistacie-tiramisu). Desværre havde restauranten ingen af dem! Kun en enkelt citronsorbet – øvøv.

Jeg valgte i stedet en Espresso Martini – et valg, jeg ofte tager, når jeg ikke har lyst til eller appetit nok til dessert. Denne her havde heldigvis en god balance mellem bitterhed og sødme.

Der var ikke så mange gæster denne dag, og de fleste var lidt modigere end os, da de valgte at sidde udenfor. Betjeningen var hurtig og uden dikkedarer, hvilket passede fint til stedet og maden.

Bistro Limone er fint valg til hurtig, billig og uformel aftensmad på en hverdag. Det trak dog ned, at de ikke havde de annoncerede desserter (men mest af alt, fordi det var nogle af mine favoritter :-)).



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *