Biksemad med krondyrkød

krondyr-biksemad, biksemad, vildt, vildtkød, krondyr, krondyrkød, æg, kartofler, smør, løgDa jeg lavede krondyr nakkefilet for nylig, var der kød til overs, da vi havde spist aftensmad. Det blev selvfølgelig gemt i køleskabet og indgik derefter i to restemåltider – krondyr-sandwich samt biksemad med krondyr.

Krondyr-biksemad er sådan set bare en klassisk omgang biksemad, hvor kødet (der normalt er svinekød eller oksekød) er erstattet med krondyr. Ikke så meget pjat – bare simpelt og ligetil.

Biksemad var nok den form for restemad, jeg fik oftest som barn, og som jeg holdt meget af. Det er en fremragende klassiker, som let kan varieres afhængig af, hvad du har i køleskabet. I den helt klassiske udgave er det kød, kogte kartofler og løg stegt på en pande, krydret med salt og peber og derefter toppet med et spejlæg. Som tilbehør er der som regel enten syltede rødbeder eller syltede drueagurker, og saucen kan både være hp-sauce, worchestersauce eller ketchup.

Biksemad med krondyr

2 personer

ca. 200 g nænsomt stegt krondyrkød – f.eks. en rest krondyr nakkefilet
ca. 5 kartofler, kogt og skåret i tern
et løg, skåret i små tern
smør til stegning
salt og peber

Tilbehør:
Spejlæg
Ketchup

Skær kødet i tern. Smelt en god klat smør på panden og steg løgternene bløde ved mediumvarme. Tag løgene af og smelt endnu en god klat smør på panden. Steg kartoffelternene på panden i nogle minutter, indtil de begynder at tage lidt farve. Tilsæt kødet og steg videre i et par minutter. Tilsæt derefter løgene og smag til med salt og peber.

Servér din biksemad sammen med et spejlæg og et skud ketchup.

Note: Simpel velsmagende restemad – intet mindre. Som sagt kan du sagtens lave biksemad med andre typer af kød, og har du en rest grøntsager – for eksempel lidt champignons – kan du også snige dem med i retten.

2 thoughts on “Biksemad med krondyrkød

  1. Og så er der lige versionen ‘karry-biksemad’, som min far fik indført efter at have spist det på Hotel Schelsminde i Aalborg for en menneskealder – eller to – siden. Jeg ville måske ikke bruge karry, hvis retten er lavet på dyrekød; men ellers er det den eneste form for biksemad, min søn og jeg laver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *