Bananis med lakridssirup

Bananis med lakridssirup

Det er sommer og dermed issæson, så gemalen bad mig om at lave en bananis med lakridssirup! Det er en issmag, han længe har talt om, for han kan virkelig godt lide kombinationen af bananskumsslik og lakrids, så jeg blev kraftigt opfordret til at eksperimentere med dette.

Jeg tog udgangspunkt i min opskrift på bananis uden sukker. Denne gang tilføjede jeg dog lidt sirup for at gøre den mere cremet, og så lavede jeg en simpel lakridssirup, som blev rørt i den næsten færdige bananis.

Bananis med lakridssirup

200 g meget modne bananer (svarer til ca. 3 medium bananer)
1 dl fløde
1 dl letmælk
½ dl sukkersirup

Lakridsirup:
1 dl rørsukker
1 dl vand
1½ spsk lakridsgranulat

Start med at lave lakridssirup. Her hælder du alle ingredienserne i en lille kasserolle og varmer det langsomt op. Lad det simre i ca. 10 minutter, hvor du rører jævnligt i det, så det ikke brænder på. Lad derefter siruppen køle af.

Mens lakridssiruppen køler af, hælder du bananer, fløde, mælk og sirup i en blender og blender det til en ensartet masse. Hæld bananmassen i en ismaskine og kør det, indtil du får en cremet bananis. På dette tidspunkt skulle lakridssiruppen gerne være kølet af. Når du hælder bananisen over i en beholder, rører du samtidig lakridssiruppen i med et par gode tag med en ske. Stil isen i fryseren et par timer.

Note: Kombinationen af banan og lakrids er klart en undervurderet smagskombination! Jeg kan godt lide den kraftige dybe lakridssmag sammen med den milde banansmag. En fin og anderledes is – men ikke helt nær så køn som hindbæris. Heldigvis er det ikke udseendet, der tæller 😉



5 thoughts on “Bananis med lakridssirup”

    • Perfekt! Tror i øvrigt jeg må lave lidt mere is i aften, for der er fløde til overs. Denne gang det muligvis en jordbæris eller chokoladeis, men det har jeg blogget om før 🙂

  • Den nemme jeg er sulten version, er blogger favoritten nicecream og lidt lakris sirup eller pulver fra bullow, eller spejdersnus hvis det stadig findes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *