Spicy & Stormy

spicy and stormy, drink, peber, lime, rom, ginger beerSpicy & Stormy er min fortolkning af den klassiske drink, Dark & Stormy. Det er selvfølgelig i forbindelse med mit krydderi-benspænd, at jeg har piftet drinken op med krydderier, så den varmer lidt ekstra.

Jeg brugte rosenpeber, almindelig peber samt lakridspulver.

Spicy & Stormy
2 drinks

8 cl mørk rom
1 tsk rosenpeber
½ tsk lakridspulver fra Johan Bülow
en kvart tsk friskkværnet sort peber
saften fra 1 lime
12 cl ginger beer
isterninger

Knus rosenpeber, peber og lakridspulver sammen i en morter. Hæld dem derefter i en shaker sammen med rommen. Lad det trække i fem minutters tid, inden du hælder en håndfuld isterninger i shakeren sammen med limesaft. Ryst det grundigt. Hæld ginger beer i to cocktailglas og hæld den krydrede rom oveni. Pynt din Spicy & Stormy med limeskal.

Note: Jeg synes, det er spændende med et twist til den klassiske drink. Spicy & Stormy er ikke en meget stærk drink, men den har dog et dejligt pift fra de to slags peber og lidt rund, dyb smag fra lakridsen.

Brombæris og lakridsis

brombæris, lakridsis, is, brombær, lakrids, lakridssirup, dessert, flødeSelvom juli måneds is-benspænd er ovre, så slipper I ikke helt for is-opskrifter i denne måned. Jeg var nemlig til grillarrangement i starten af denne måned, hvor jeg medbragte både brombæris og lakridsis. Især min brombæris gjorde lykke til arrangementet. I den version brugte jeg 200 g sukker, men det syntes jeg selv var ret sødt, så siden har jeg lavet den med lidt mindre sukker – dvs. 150 g som der står i opskriften herunder. Jeg medbragte i øvrigt også kokosis og citronis.

Brombæris

300 g brombær
150 g rørsukker
½ dl vand
1 tsk vaniljepulver
3 dl fløde

Hæld brombær, rørsukker og vand i en gryde og lad det simre, indtil brombærmassen er tyktflydende. Tag kasserollen af varmen og blend det til en ensartet masse. Tilsæt fløde, rør grundigt og smag til med vanilje. Kør massen på en ismaskine. Har du ikke en ismaskine, så prøv at piske fløden til en meget blød skum og vend den blendede brombærmasse i, inden du hælder blandingen i en plastbøtte. Sæt bøtten i fryseren og spørg for at røre i ismassen et par gange i timen, indtil den er frossen.

Note: En sød og cremet brombæris med masser af brombærsmag – herligt!

… nu har jeg sådan set lavet lakridsis før, men jeg fik lyst til at eksperimentere med den lakridssirup, som jeg købte sidste år på et marked. Siruppen er produceret af Karlsen og er irriterende vanedannende…. nåja, og så er den utrolig let at bruge i en hurtig lakridsis.

Lakridsis

½ l fløde
1 dl Karlsen lakridssirup
1 dl hjemmelavet sirup – se her

Rør ingredienserne grundigt sammen og kør blandingen på en ismaskine. Har du ikke en ismaskine, så prøv at piske fløden til en meget blød skum og vend resten af ingredienserne i, inden du hælder blandingen i en plastbøtte. Sæt bøtten i fryseren og spørg for at røre i ismassen et par gange i timen, indtil den er frossen.

Note: God, kraftig smag af lakrids – og superlet at lave. Er du til milde lakridsis, så prøv at halvere mængden af lakridssirup.

Rabarber-chokoladedessert med øltoner

rabarber-chokoladedessert, chokoladedessert, chokolade, mørk chokolade, dessert, chokolademousse, rabarber, rørsukker, fløde, øl, lakridsDesserten i lørdags blev en funky sag. Jeg havde set en dessert i Gourmetbryggeriets kogebog, hvor rabarber, jordbær, øl og chokolade blev kombineret til en ret spændende dessert. Jeg hentede inspiration i flere af ingredienserne men lavede en anden udgave, som også endte med at blive ganske god.

Jeg beholdt selvfølgelig øl som en af ingredienserne og brugte her Black Magic Woman fra Hornbeer – en øl, jeg længe har glædet mig til at smage, for den vandt Hornbeer en pris for sidste år. Øllen bliver fremhævet som en voldsom sag – mener at den ligger på ca. 10% – og så var den meget kraftig, dunkel og med tydelig røgsmag. En interessant øl – men ikke blandt mine favoritter.

Rabarber-chokoladedessert med øltoner

2 personer

3 kopper rabarber i tynde skiver
2 spsk rørsukker
lidt vand

1½ dl fløde
35-40 g 53% Santander chokolade (anden chokolade kan bruges, men den må ikke være kraftigere end 53%).
2-3 spsk Black Magic Woman (eller evt. en heftig porter)

fintreven stærk lakrids til pynt

Rabarberskiverne vendes i rørsukker og en smule vand. Lad dem trække i sukkervandet, mens du tilbereder chokolademoussen.

Varm piskefløden op til kogepunktet og hæld det derefter over den finthakkede chokolade. Rør godt rundt og stil så skålen i køleskabet, indtil fløden er helt afkølet. Pisk fløden op til skum og vend forsigtigt øllen i skummet.

Varm rabarberne op i gryde. Det skal kun lige nå at koge så meget, at det begynder at blive til grød – tag så gryden af komfuret. Lad grøden afkøle lidt, inden den fordeles i to skåle eller glas og fordel derefter chokolademoussen oven på. slut af med lidt fintreven stærk lakrids.

Note: Jeg er sikker på, at raw licorice powder fra Bülow ville have passet rigtig godt ind som topping på denne dessert, men det havde jeg desværre ikke, så jeg forsøgte at rive en lakrids på rivejernet i sted. Det var en behersket succes (sådan en lakrids er lidt for gummiagtig til det), men smagsmæssigt passer den mørke lakrids rigtig godt sammen med rabarber og chokolade.

Det var en ret spændende dessert, der fungerer overraskende godt. Dog var der lige lovlig meget chokolademousse (jeg ved godt, det er blasfemisk at skrive, men balancen i desserten vil nu være bedre med mindre chokolademousse).

Chili-chokoladesmåkager samt lakrids-småkager

chili-chokolademåkager, chokoladesmåkager, småkager, kager, dessert, smør, mørk farin, natron, salt, æg, hvedemel, chokolade, mørk chokolade, sambal oelekI går besøgte vi rejsende onkel Mac og kæreste, da de ferierede i sommerhus. Med os bragte vi blandt andet lidt småkager, for jeg havde tiltusket mig muligheden for at eksperimentere lidt. Nu er småkager ikke blandt mine favoritter, når vi taler om søde sager, men de er jo hyggelige at bage, og så havde jeg fundet på at lege lidt med konceptet – jeg mener, småkager er jo oplagte til månedens benspænd!

For det første er det jo en kendt sag, at chokolade og chili går godt sammen, så jeg blev nødt til at forsøge mig med chili-chokoladesmåkager, hvor jeg sjussede mig frem til opskriften. For det andet fik jeg for nylig en opskrift på lakrids-småkager af en af mine venner, og den blev jeg nødt til også at afprøve. Her justerede jeg lidt på mængderne samt undlod nødder.

Chili-chokoladesmåkager
detkanjegikkehuske

110 g meget blødt smør
180 g brun farin
½ tsk natron
½ tsk salt
2 små æg
175 g hvedemel
150 g hakket mørk chokolade 70%
3 tsk sambal oelek

Rør smør, farin, natron, salt og æg grundigt sammen. Tilsæt hvedemelet og vend til sidst chokolade og sambal oelek i dejen. Sæt dejen i klatter på en bageplade med bagepapir på – ca. ni småkager på hver plade – og sørg for at glatte dejklatterne lidt ud. Bag dem ved 200 grader i 10-12 minutter og lad kagerne køle helt af, inden du spiser dem.

Note: Jeg eksperimenterede lidt, så ved første plade, jeg satte ind, dryssede jeg tørrede chiliflager på småkagerne og undlod sambal oelek i dejen. Ved anden plade undlod jeg chiliflagerne og brugte i stedet sambal oelek, og det gav en mere intens og spændende smag. I ovenstående har jeg derfor beskrevet, hvordan opskriften skal være, hvis du kun holder dig til at bruge sambal oelek. Småkagerne blev i øvrigt ganske gode – en fin chokoladesmag med lidt bid og styrke til sidst, som gav en godt modspil til den søde småkage.

Lakrids-småkager
ca. 18 stk.lakrids-småkager, småkager, lakrids, smør, rørsukker, æg, hvedemel, bagepulver

180 g sød finsk lakrids
125 g smør
ca. 1 tsk salt
1½ dl rørsukker
2 små æg
3 dl hvedemel
1/2 tsk bagepulver

Skær lakridserne i mindre stykker – på størrelse med en lillefingernegl eller mindre endnu. Rør resten af ingredienserne sammen og vend til sidst lakridsstykkerne i. Tril dejen til 18 kugler og fordel dem på to bageplader. Tryk derefter kuglerne flade og bag hver pladefuld i 12-15 minutter ved 175 grader. Kagerne er færdige, når de er gyldne i kanten.

Lad dem køle helt af, inden du spiser dem.

Note: Ganske fine men en anelse milde til min smag – jeg tror, jeg vil lave dem med saltlakrids en anden gang, for den søde lakrids var en anelse for venlig. Men ellers en udmærket småkage.

Er det kage?
Ja, begge eksperimenter var kager – og endda mere interessante småkager, end jeg ellers er vant til.

Lakridsis og ananas-basilikumis

lakridsis, is, vaniljeis, letmælk, fløde, sukker, vaniljestang, salmiaksirup, lakridspulver, lakrids, dessertVi har haft travlt i weekenden og vil også have det de næste uger, så det er begrænset hvor meget, jeg får kokkereret. Det skal dog ikke forhindre mig i at skrive om mad – for det første fordi der vil være en del restaurantbesøg og des lige de kommende uger, og for det andet fordi jeg har sparet lidt opskrifter op. De sidste par uger har gemalen og jeg som bekendt haft svogerens ismaskine på ferie, så fryseren er nu fyldt med hjemmelavet is, og da det er sjovest at lave mange forskellige slags, så er der lavet mange mindre portioner. Her bringer jeg de første to – lakridsis og ananas-basilikumis. Den første var en længe ventet drøm, vi har haft, da vi begge elsker lakridsis. Vi havde samtidig noget salmiaksirup fra Johan Bülow, som ikke helt passede som topping til vanilleis, og som vi derfor måtte bruge til noget andet. Vi tog udgangspunkt i en opskrift på vanilleis, som gemalen fandt frem, tog halvdelen af denne fra og tilsatte lakridsting til den anden halvdel.

Ananas-basilikumisen fik vi ideen til, da vi var i Firenze i maj, og siden da har gemalen flere gange talt om at lave noget lignende. Det var derfor også ham, der var tovholder på at lave den, og jeg prøvede pænt at holde mig i baggrunden, hvilket lykkedes lidt for godt, fik jeg at vide! Så kan jeg lære at være høflig, hehe…

Lakridsis 

Vaniljeis:
2½ dl letmælk
2 dl piskefløde
150 g sukker
1 vaniljestang
6 æggeblommer

Lakridsingredienser:
3 spsk salmiaksirup
1 tsk lakridspulver

Varm mælk og fløde langsomt op i en gryde – det må ikke koge. Pisk æg og sukker. Hæld den op i gryden og rør det godt sammen. Bliv ved med at røre, til det tykner – blandingen må ikke koge. Skrab vaniljekornene ud af vanillestangen, tilsæt både korn og vaniljestang og pisk det godt sammen. Lad væsken køle af i køleskabet og lad gerne vaniljestangen ligge i gryden, så den kan afgive smag.

Tag halvdelen fra og bland det med lakridsingredienserne, inden du hælder væsken i en ismaskine og lader den gøre resten af arbejdet. Den anden halvdel kan du så lave til almindelig vaniljeis.

Note: Meget fin lakridssmag – silkeblød smag og med tydelig lakridstoner, uden at det bliver for voldsomt. Den kunne godt trænge til lidt mere lakrids – evt. med lidt pulver drysset på, men absolut en af de bedre lakridsis, jeg har smagt. Og vaniljeisen fungerede også glimrende alene.

Ananas-basilikumis

Sukkerblanding:ananas-basilikumis, is, ananas, basilikum, rørsukker, glukosesirup, sorbet, ananassorbet
250 g rørsukker
1½ dl vand
50 g glukosesirup

kødet fra to mindre ananas
10 g frisk basilikum
lidt citronsyre

Sukkerblandingen koges op, så det bliver en ensartet masse, og derefter køles det helt af.

Ananaskødet blendes og koges ind, så der er 4 dl ananassaft.

Den friske basilikum kværnes i en blender sammen med lidt citronsyre, derefter blendes ananassaften med, og væsken afkøles helt.

Bland trefjerdedele af sukkerblandingen samt basilikum-ananasvæsken og hæld det i en ismaskine, der gør resten af arbejdet.

Note: Frisk og lækker sorbetis med tydelig ananassmag og et strejf af basilikum. Krydderurten måtte for min skyld gerne have været en smule tydeligere, og så mente gemalen også, at man sagtens kan nøjes med at bruge mindre sukkerblanding, for ananassaften er med til at gøre isen ret sød. På billedet er isen i øvrigt serveret sammen med sukkerristede græskarkerner – dejligt med lidt knas til den bløde is.