Græskarsauce med chili

græskarsauce, hokkaidosauce, hokkaido, græskar, sauce, chili, jalapenosJeg må hellere komme i gang med månedens benspænd med det samme, og vi starter i den sunde ende. Denne græskarsauce kan du spise med god samvittighed, og så giver den tilmed varmen! Det kan man jo godt have brug for, nu hvor temperaturen for alvor falder. Jeg brugte min græskarsauce i en pastaret sammen med hakket oksekød.

Græskarsauce med chili
2-3 personer

½ hokkaido græskar
en god klat smør
½ frisk jalapeno, hakket
salt
ca. 3 dl varmt vand

Vask græskarret og skær det i mindre stykker (du behøver ikke at skrælle det først). Smelt smørret på en pande og steg græskarstykkerne ved middelvarme, indtil de er bløde og møre. Hæld dem i en høj skål sammen med jalapeno og 2 dl vand. Blend det til en ensartet masse og smag til med salt. Tag lidt af saucen fra – den er stadig ret kompakt – og tilsæt 1 dl vand til resten af saucen. Blend det til en jævn masse og tilsæt evt. lidt mere væde, hvis den ikke er flydende nok til din smag. Varm evt. din græskarsauce op, hvis dens temperatur er faldet for meget.

Jeg brugte som sagt saucen i en pastaret, hvor jeg havde kogt noget malt-spaghetti (deraf den mørke farve) og stegt noget hakket oksekød. Jeg vendte pastaen og kødet i saucen, anrettede det i et par skåle og pyntede med den tykke græskarsauce, jeg havde taget til side. Lidt frisk timian blev drysset på som pynt.

Note: En dejlig cremet og stærk græskarsauce, som passer godt til efterårsmånederne, hvor kulden kommer snigende. Hvor tyk eller tynd saucen skal være er helt op til dig – tilsæt blot mere vand, hvis du synes, den bliver for kompakt i første omgang.

Vil du se et andet bud på en græskarsauce, så tjek denne opskrift.

græskarsauce, hokkaidosauce, hokkaido, græskar, sauce, chili, jalapenos

4 tanker om "Græskarsauce med chili"

  1. Jeg puttede hvidløg ved da jeg stegte hokkaido stykkerne – det var rigtig godt!

    Tak for lækker opskrift/inspiration!

    • Selv tak – og tak for tilbagemeldingen! Jeg overvejede selv at putte hvidløg i men valgte at gemme den til næste sauce, jeg skal lave i løbet af denne weekend 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *