Tomatsorbet – til forret eller dessert

Tomatsorbet – til forret eller dessert

Tomaterne strutter af sol og sommer lige nu, så hvorfor ikke bruge dem i en forfriskende tomatsorbet? Den kølige anretning kan serveres som en let forret – for eksempel kombineret med frisk basilikum – eller som del af en meget funky dessert!

Og ja, man kan sagtens bruge sorbet som en del af en forret. Det har jeg tidligere gjort med denne solbæris eller denne rygeost-is!

Jeg overvejede at opvarme de friske tomater men var bekymret for, om det ville dæmpe den friske smag, så jeg blendede dem i stedet og rørte dem med en frisklavet sukkersirup. Intensiteten og sødmen i sorbeten afhænger selvfølgelig i høj grad af hvilke tomater, du bruger. Jeg anbefaler, at du finder nogle små tomater, du godt kan lide, som ikke er alt for syrlige.

Tomatsorbet

250 g marzano-tomater eller cocktailtomater
1 dl vand
½ dl rørsukker
lidt salt

Varm vand og sukker langsomt op, indtil sukkeret er opløst. Lad det køle af. Vask tomaterne og blend dem grundigt. Tilsæt siruppen og lidt sukker og blend det kort. Hæld massen i en ismaskine og lad den køre, indtil din tomatsorbet er færdig.

Servér den med det samme med friske basilikumblade eller måske ligefrem på et leje af fintstrimlede salatblade.

Note: Denne version er lidt til den søde side. Jeg brugte marzano-tomater og vil måske bruge lidt mindre sirup en anden gang – eller kombinere sorbeten med et syrligt element. Sorbeten er mest oplagt at bruge som forret, men jeg leger med tanken om at bruge den i en dessert på et tidspunkt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.