Tamales er mexicansk fastfood på samme måde som bagels er det i New York. Tamales er små ‘madpakker’, dvs. små måltider pakket ind i majsblade eller bananblade, og de findes både som søde serveringer (der kan spises som morgenmad eller måske ligefrem som dessert) og …
Efteråret er snart over os, så det er jo passende, at en af de sidste græske retter, jeg lavede i august måned, var kleftiko – en græsk simreret. Kleftiko er en skøn, fyldig ret med lam, og det er en ret, der passer sig selv …
Jeg lavede en lille syndig forret den anden dag, jeg syntes, at gemalen og jeg skulle prøve en græsk forret i anledning af det græske benspænd. Og hvad er mere græsk end feta og olivenolie? Og kunne det ikke være sjovt at lave friteret feta? Jo!
Friteret feta er yderst let at lave og kræver kun en god græsk feta, æg, hvedemel, olivenolie og evt. lidt friske krydderier. Nåja, og et par tomater som tilbehør.
Friteret feta
forret til 2 personer
100 g feta
1 æg
1 spsk frisk oregano
ca. 1 dl hvedemel
olivenolie til stegning
Del fetaen i to lige store stykker. Slå ægget ud på en lille tallerken og pisk det med en gaffel. Hak den friske oregano fint og hæld derefter hvedemelet ud på en anden lille tallerken. Vend fetastykkerne i det piskede æg, inden du drysser oregano over dem. Vend derefter fetaen i hvedemelet. Hæld olivenolie på en lille pande, så olielaget er ca. 1 cm. Varm det op og steg derefter fetaen på alle sider.
Husk at friteret feta skal serveres med det samme – gerne med tomater, der er dryppet med lidt olivenolie og krydret med salt og frisk oregano.
Note: Friteret feta er absolut en god og anderledes måde at få feta på! Jeg var ret vild med, hvor blød og saftig fetaen blev af friteringen. Vær i øvrigt opmærksom på, at det er en syndig sag, så jeg vil anbefale, at du ikke laver portionen større end ovennævnte.
Denne måneds græske benspænd starter i den lette ende med en rigtig sommerservering. Dakos er en græsk appetizer, som ofte bruges som en del af en række mindre forretter. Jeg brugte dog dette tomatbrød som en del af frokosten i weekenden, og det fungerer også …
Denne spaghettiret er en fantastisk reste-ret, et oplagt Stop Spild af Mad-projekt og i øvrigt den aftensmad, jeg serverede sidste weekend, da jeg havde gæster! Godt nok har jeg kaldt det for en spaghettiret, men du kan også sagtens lave den med linguini, tagliatelle eller …
En af mine kolleger gav mig for nylig en udfordring – nemlig at lave en morgenmadspizza! Det var en idé, jeg puslede lidt med for et par år siden, men glemte alt om – indtil hun pludselig bragte emnet på banen. Men hvad er en morgenmadspizza? Og kan pizza i det hele taget bruges som morgenmad?
Det kommer selvfølgelig an på, hvordan du laver pizzaen. Brød og ost – som er et par af kendetegnene ved en pizza – indgår i mange menneskers morgenmad, så i bund og grund handler det mere om, hvad du ellers putter på. Jeg valgte at bruge æg til de 2 x morgenmadspizza, som jeg lavede her til morgen, for spejlæg er i min verden ret morgenmadsagtigt. Sjovt nok kommenterede gemalen, at jeg sagde noget lignende, første gang vi var på pizzeria sammen (for 15 år siden), og han bestilte en pizza med æg på 🙂
Tomatsauce skulle der også på, men den justerede jeg lidt i forhold til, hvordan jeg plejer at lave tomatsaucen til pizzaer. Til almindelige pizzaer bruger jeg flere krydderier og gerne en sjat rødvin, men det ville blive lidt for kraftig til en morgenmadspizza, så jeg lavede en mere mild udgave.
5-10 g gær 1½ dl vand 1 spsk olivenolie 1½ tsk salt 1 tsk rørsukker 250 g italiensk hvedemel,
Rør gæren ud i vandet og tilsæt derefter olie, salt og sukker. Rør det ud og tilsæt derefter melet. Ælt dejen grundigt, til den er smidig og blød. Læg den i en skål og dæk skålen med et fugtigt viskestykke. Stil dejen i køleskabet i 18-24 timer.
OBS! Tag dejen ud af køleskabet 1½-2 timer inden, at du skal bruge den.
Svits det finthakkede løg i olie i en kasserolle. Hæld tomaterne i sammen med oregano og balsamicoeddike. Rør rundt, læg låg på og lad det simre ved lav varme en times tid. Husk at røre i det et par gange undervejs. Tilsæt evt. lidt vand, hvis tomatsaucen er ved at tørre ud.
Fyld til første morgenmadspizza:
– tomatsauce – en frisk kugle mozzarella, skåret i skiver – pølser skåret i skiver – jeg brugte nogle økologiske grillpølser, jeg fandt i Føtex – et æg
Fyld til anden morgenmadspizza:
– tomatsauce – en frisk kugle mozzarella, skåret i skiver – tre skiver lufttørret skinke – et æg
Og fungerede det så? Ja, det var en sjov og anderledes måde at lave morgenmad på. Det er selvfølgelig mere omstændig end en skål yoghurt eller en ostemad, men det var ret hyggeligt at tage grillen i brug lige fra morgenstunden.
Ps. Hvis du er til noget sødt om morgenen, kan du evt. hente inspiration i den dessertpizza, jeg lavede for et par år siden.
Nu bevæger jeg mig atter over i Tex-Mex hjørnet, for denne ret stammer oprindeligt fra Mexico, men serveres også – i en lang række forskellige udgaver – i Texas. Pozole er en form for majsstuvning eller suppe, som blandt andet indeholder maiz pozolero – eller …
Tænk praktisk når du planlægger madpakken – især hvis du skal spise måltidet et sted, hvor det vil være alt for besværet at bruge kniv og gaffel. Jeg lavede derfor ‘pindemadder’ den anden dag – aka oksekødsspyd. Du kan bruge forskellige krydderier til farsen, ligesom …
I fredags fik jeg brug for et par madpakker, for der susede gemalen og jeg til Bornholm, hvor vi tilbragte noget af weekenden. Jeg besluttede mig derfor for at genoplive en klassiker fra min barndom – pirogger! Pirogger er et madbrød, der oprindeligt stammer fra Rusland. De består af dej, der svøbes om kødfyld (ofte hakket kød eller fisk rørt sammen med krydderier og evt. grøntsager). Pirogger er russernes svar på restemad, så de passer godt til tidens Stop-Spild-af-Mad ånd. Jeg havde dog ingen rester den dag, så jeg lavede noget oksekødsfyld fra bunden.
Jeg kunne desværre ikke finde min gode gamle opskrift på pirogger, så jeg skelede lidt til Arlas udgave, men lavede dog en fuldkornsversion af dejen samt lavede mit helt eget fyld.
Pirogger med oksekød og feta
8 store pirogger – eller 16 små
Dej:
100 g smør
3 dl mælk
25 g gær
1 tsk salt
3 æg
5 dl fuldkornshvedemel
6-7 dl hvedemel
Fyld:
1 løg, finthakket
2-3 spsk smør
500 g hakket oksekød
1 peberfrugt, finthakket
100-150 g feta
1 dl frisk oregano
2 fed hvidløg
salt og peber
1 æg til pensling
Varm langsomt smør og mælk op i en gryde, indtil smørret er smeltet. Lad det afkøle, indtil det er håndvarmt og rør derefter gæren ud i den lune smørmælk. Rør salt, æg og fuldkornshvedemel i. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt og ælt den til en blød, sammenhængende dej. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse – det tager ca. en time afhængig af hvor varmt køkkenet er.
Mens dejen hæver, svitser du løg og hvidløg i smør i en gryde. Tilsæt kødet og gennemsteg det. Tilsæt peberfrugter, oregano og feta og lad det simre i 5-10 minutter. Smag til med salt og peber og tag gryden af komfuret.
Læg dejen på et meldrysset bord og rul den ud som en pølse. Del dejen i 8 eller 16 lige store stykker (afhængig af om du vil lave store eller små pirogger). Rul hvert dejstykke ud som en flad oval og kom et par spiseskefulde af fyldet på den ene halvdel af den ovale dej. Dup kanten af dejen med lidt sammenpisket og og fold den anden del af ovalen over fyldet. Tryk kanten af dejen sammen med med en gaffel og læg dine pirogger på en bageplade med bagepapir. Lad piroggerne hæve ca. 10 minutter på pladen, mens ovnen varmer op. Pensl dine pirogger med sammenpisket æg, og bag dem midt i ovnen ved 250 grader i ca. 15 minutter.
Note: Pirogger er en rigtig fin og praktisk måde at lave madpakker på. Pirogger er også gode til udflugter eller blot som almindelig frokost, når du er hjemme. Fyldet kan selvfølgelig varieres, så du tilpasse det til din egen smag og/eller hvad du nu lige har på lager.
Kan den spises med én hånd? – Ja Skal den opbevares på køl? – Helst* Kan den laves dagen før? – Ja
*Jeg ville godt turde tage pirogger med i tasken, hvis de kun skal ligge der i 3-4 timer, men som udgangspunkt vil jeg anbefale at putte den i køleskab. Alternativt kan du fryse dine pirogger ned og derefter tage en frossen pirog med i tasken om morgenen. Den har dog brug for 5 timer til at tø ordentligt op.
Har du prøvet at lave farseret kylling? Her skal man udbene kyllingen først, og det er egentlig ikke så svært, hvis blot man har lidt tålmodighed – og en god skarp kniv – og bagefter kan du bruge den udbenede fugl i en farseret udgave. …